Kontakt aarhus.nu:

 
 
Få tilsendt info om nye artikler: Klik her for tilmelding
Click here for English
 
Send din kommentar til
11. april 2007

Reportage: Senko Windows Project

Lørdag den 31 marts 2007 startede et nyt projekt i Senko Studio. Navnet er Senko Windows Project og den fysiske beliggenhed er to blændede vinduer i butikken Jack&Jones i Viborg lige ved siden af Senko Studio.

Af Hans Henrik Jacobsen
Foto: Sergei Sviatchenko

 
Vinduerne hos butikken Jack&Jones med værker af James Greenhow og Sergei Sviatchenko
 

Inspirationen til projektet kommer fra Sergei Sviatchenkos deltagelse i udstillingen ”Display 2005” i Wien. Her deltog Sergei i en udsmykning af forskellige forretningsvinduer arrangeret af Kforumvienna. Kunstneren, der også er indehaver af det eksperimenterende udstillingssted Senko Studio, fortæller, at fascinationen udspringer af, den måde gaden, kunsten, forretningen og arkitekturen supplerer hinanden på.

Intentionen er, at de to vinduer i Viborg skal vise kunstværker i en periode på 3-4 måneder. Den første kunstner er englænderen James Greenhow. Denne skulle så vælge yderligere en kunstner som medudstiller. James Greenhow, der også er Art Director på det eksperimenterende kunsttidsskrift Kilimanjaro i London pegede på Sergei Sviatchenko som sin medudstiller.

I fremtiden skal de udstillende kunstnere udvælges af James Geenhow, Sergei Sviatchenko og Faye Dowling, Co-editor på kunsttidsskriftet Varoon fra London.
Faye Dowling har været kurator på udstillingen ”This modern Life” i Senko Studio.

Rent praktisk består projektet af folio, der er blevet limet op på butikvæggen hos Jack&Jones ved smøgen bag butikken, der leder ud til Preislers Plads. Projektet er sponseret af Bergmann Skilte, Viborg, der skal klare den tekniske del af produktionen og ophængningen.

Den første installation, der som tidligere nævnt er et samarbejde mellem James Greenhow og Sergei Sviatchenko varer til den 31. juli 2007. Titlen er ”Night & Day, Worlds Colide” og er en leg med to fotos fra Sergei Sviatchenkos atelier taget henholdsvis i dagslys og om aftenen.  Der spilles helt tydeligt på konkurrencen ”Find 5 fejl”. Umiddelbart er billederne ens, men ved et nærmere eftersyn opdager man, at der er foretaget visse ændringer i opstillingen. Der er ganske vist billeder af Beatles på begge, men på det ene foto ser vi coveret fra Revolver, og på det andet foto er vi nærmere omkring Strawberry Fields.

Og så ved de uindviede jo ikke rigtig, hvad man skal stille op med projektet. Er det en reklame, vi står overfor? Det er, som om udtryksformerne løber sammen. Men det er nok også en af intentionerne.

På en eller anden måde er installationen også en slags overblik over Sergei Sviatchenkos verden. Vi er i malerens værksted, vi ser hans fascination af The Beatles. Samtidig får designet også sit med de to Eames stole, der så heller ikke er identiske, og så er der tidsskrifterne, der på alle måder fylder i Sergeis liv. Og endelig familien, der på et sløret foto ses sammen med den kunstneriske mentor Erik Johannesen fra Galerie Nord i Randers.

Senko Windows er en spændende nyhed og tilføjelse til hele konceptet Senko. Det skal blive spændende at se, hvordan fremtidige udstillere vil udnytte mulighederne i dette ret enestående projekt.

 
 

Relaterede artikler:
Pressemeddelelse - Senko Window: Night & Day Worlds Colide
Reportage: Rubber Life i Senko Studio
Anmeldelse: Sergei Sviatchenko på Filosofgangen
Portræt af Sergei Sviatchenko
Interview: Senko Studio og Kforumvienna

Relaterede links:
www.senko.dk
www.kilimag.com

 
Få tilsendt info om nye artikler: Klik her for tilmelding
Webdesign: Jan Falk Borup