Kunstportalen aarhus.nu
luk vindue
Portræt 13-03-2005
Click here for English version
 
Portræt af Sergei Sviatchenko
Interview med Sergei Sviatchenko i anledning af Senko Studios 3 års fødselsdag

Af Hans Henrik Jacobsen Kunstanmelder ved Viborg Stifts Folkeblad.
Foto: Jan Falk Borup

Andre artikler om Senko Studios 3 års fødselsdag:
11-03-05 Senko Studio 3 år
11-03-05 Fødselsdagsgave til Senko Studio

Link til Senko Studio: www.senko.dk
 

Sergei Sviatchenko

Hans Henrik: Fortæl først lidt om din personlige baggrund?

Sergei: Jeg kommer fra Kharkov, Ukraine. Min far var professor og underviste på arkitektskolen og min mor var ingeniør. Det var således et meget kreativt hjem, og jeg uddannede mig også som arkitekt fra 1969-1975. Jeg fik senere arbejde som underviser på Kunstakademiet i Kharkov, og tog derefter til Kiev, hvor jeg arrangerede udstillinger og var kurator på Centreret for moderne kunst. Jeg arrangerede også udvekslinger mellem ukrainske og danske kunstudstillinger, og derefter bosatte jeg mig i Danmark i 1990, hvorefter min karriere som kunstner i Danmark tog fart.

Hans Henrik:
Hvorfor valgte du så at starte dit eget udstillingssted i 2002?

Sergei: Jeg har altid været fascineret af konceptet "Artist run space". At kunstnerne selv arrangerer kunstudstillinger. Det er der mange tidligere eksempler på i kunsthistorien. Jeg har altid været interesseret i kommunikation, og dette var en måde at kommunikere med omverdenen på. I de nuværende lokaler fandt jeg et ideelt sted. Galleriet er præget af en enormt vinduesparti, og udstillingerne kan ses udefra. Folk kan ikke undgå at lægge mærke til, at her sker noget. Udstillingen bliver til et samlet kunstværk i sig selv, en kreativ manifestation. Det at arrangere udstillinger var jo heller ikke noget nyt for mig. Her kunne jeg trække på mine erfaringer fra Ukraine og min baggrund som arkitekt.

Hans Henrik: Hvilken kunstnerisk linie lægger du vægt på i galleriet?

Sergei: Jeg går jeg først og fremmest efter en personlig linie. Jeg udstiller alt muligt. Maleri, foto, video, installationer, collager. For mig er det vigtigste, at kunsten siger mig noget. Navnet har for mig ikke den store betydning. Jeg arbejder aldrig med kunstnernes CV. Her er det der arbejder der tæller, ikke om de er kendte eller meriterede. Jeg er meget bredt og internationalt orienteret. Så jeg har udstillet kunstnere fra hele verden.

Hans Henrik: Ligger der ikke en modsætning/konflikt i både at være udøvende kunstner og udstillingsarrangør?

Sergei: Jo, det gør der måske. Men på den anden side har det stor betydning for mig personligt. Som kunstner har jeg arbejdet meget alene. Jeg er ikke med i nogen sammenslutninger og har ikke så meget kontakt med danske kunstnere. Senko Studio er netop en måde at knytte disse kunstneriske kontakter på. Så det bidrager også til min egen personlige kunstneriske udvikling, og jeg synes selv, at jeg i dag arbejder mere koncentreret end jeg har gjort tidligere.


Senko Studio

Hans Henrik: Hvordan har reaktionen fra Byen Viborg været?

Sergei: Det er jo noget af en udfordring at lægge et avantgarde galleri i en provinsby i Jylland? Ja, det er det jo nok. Men det er her jeg og familien har vores danske rødder. Jeg har fået meget fra min nye hjemby, og så er det vel ganske naturligt, at man også vil give noget igen. Det går selv følgelig langsomt, men alligevel går tingene fremad, og jeg møder større og større interesse for det jeg laver?

Hans Henrik: Der er startet en støtteforening for Senko. Hvad er formålet med denne?

Sergei: Formålet et jo klart det der ligger i navnet, en støtte. Der er godt at mærke, at der er nogen der står bag en. Det kan måske også bidrage til, at byen vil være lidt mere behjælpelig med økonomisk støtte til drift og udstillinger, hvis en ikke-kommerciel forening bliver sat ind som mellemled mellem mig og kommunen. Kommunen har jo indtil nu ikke villet give støtte, men man glemmer måske, at mit udstillingssted ikke er kommercielt. Jeg tjener jo ikke penge på mine aktiviteter.

Hans Henrik:
Sig til slut noget om dine fremtidsvisioner for galleriet?

Sergei: Jeg kunne virkelig godt tænke mig at præsentere mine tanker om internationalt kunstnerisk samarbejde over grænserne for et større publikum. Prøve at vise mine ideer på internationale kunstmesser, men her er det jo klart, at det kunne være virkeligt rart med en velgørende sponsor. Og sådanne hænger jo ikke ligefrem på træerne. Det kunne være spændende at formidle et samarbejde mellem museer, jo udstillinger og kunstnere kunne blive udvekslet f.eks. mellem Italien og Danmark. Så kunne vi få endnu flere spændende og provokerende udstillinger til Viborg.
 
luk vindue