Kontakt aarhus.nu:

 
 
Få tilsendt info om nye artikler: Klik her for tilmelding
 
Send din kommentar til
6. juni 2006
Anmeldelse: Emilio Fantin i Senko Studio
Senko Studio i Viborg er efterhånden kendt for sine udstillinger med italienske billedkunstnere. Denne gang har udstillingsstedet besøg af Emilio Fantin med en installation, som sætter fokus på kvinders levevilkår.

Af Hans Henrik Jacobsen
Foto: Sergei Sviatchenko

Udstillingen VOICES bliver vist i Senko Studio, Viborg i perioden 27. maj - 25. juni 2006
www.senko.dk
 
Kunstanmelder Hans Henrik Jakobsen og billedkunstneren Emilio Fantin
 
Fokus på kvindeliv

Senko Studio fastholder traditionen med at vise spændende italienske kunstnere i det lille eksperimenterende galleri bag Sct. Mathiasgade i Viborg. Denne gang hedder kunstneren Emilio Fantin. Han kommer fra Bologna og stiftede bekendtskab med Senkos ejer Sergei Sviatchenko i Venedig i Italien. Fantin viser en overraskende og inspirerende installation ”Voices”, der tager udgangspunkt i fejringen af Henrik Ibsens død for 100 år siden.

Et af Ibsens foretrukne temaer var kvindernes situation i slutningen af 1800-tallet. Det kommer vel bedst til udtryk i ”Et dukkehjem”, hvor Noras livsbetingelser og brud med ægtemand og børn afspejler undertrykkelsen af kvinderne, som den fandt sted på samfundsplan og i familierne.
Emilio Fantins installation var egentlig tiltænkt en udstilling i Norge i forbindelse med markeringen af de100 år og Ibsens død. Projektet blev ikke gennemført, men vises nu i stedet i Viborg.

 
Installation i Senko Studio   Til hver udstilling i Senko Studio bliver der lavet t-shirts

Installationen består af en talerstol på et podium bestående af 3 gange strygebræt venligst udlånt af Palace Hotel i Viborg, hvor Fantin boede under opholdet. Bag ved denne talerstol er ophængt to flag. Et med en plastikdug og et med en sort underkjole. I sin mest simple form er de kvindelige roller i familien hermed blotlagt. Kvinden der står for rengøring og madlavning men samtidig helst skal fungere som sexsymbol i døgnets mere dunkle timer.

Men talerstolen viser på en eller anden måde også fremad. Den mere aktive kvindetype illustreres af et lydspor, hvor magtfulde kvinder med Condoleza Rice i spidsen ytrer sig.
Der er alle typer kvinder repræsenteret blandt de 10 udvalgte på lydsporet, Ulrikke Meinhof, forskellige dronninger og kvindelige selvmordsbombere. Altså et bredt udsnit af kvinder, der har gjort opmærksom på sig selv, har opnået adgang til verdenssamfundets talerstole, der ellers tidligere har været forbeholdt mændene.

Emilio Frantin understreger selv, at han ikke bryder sig om kunsten som en eksplicit politisk aktør. Kunsten kan være politisk igangsætter og inspirator for politiske ytringer men ikke direkte deltager i den politiske proces. Kunst skal først og fremmest være kunst.

Det er en tankevækkende og lettere humoristisk tilgang til kønskampen, Frantin her præsenterer. Udstillingens klare berettigelse ligger i, at udstillingen inspirerer til refleksion og diskussion, og så er man jo kommet ganske langt som kunstner.


Relaterede artikler:
Pressemeddelelse for VOICES
Anmeldelse: Tine Bay Lührssen i Senko Studio
Anmeldelse: Yoko Ono i Senko Studio
Reportage: Senko Forum
Anmeldelse: Rene Schmidt i Senko Studio
Tabloid: Op til - Marianne Jørgensen & Frank Franzen i Senko Studio
Anmeldelse: Op til - Marianne Jørgensen og Frank Franzen
Interview: Peter Lind
Anmeldelse: Lili Almog i Senko Studio
Snapshot: Territory of water
 
 
Få tilsendt info om nye artikler: Klik her for tilmelding
Webdesign: Jan Falk Borup