Kontakt aarhus.nu:

 
 
16. januar 2006
Send din kommentar til
Anmeldelse: Op til - Marianne Jørgensen og Frank Franzen
Marianne Jørgensen og Frank Franzen har arbejdet sammen om udstillingen Op til i Senko Studio. Titlen refererer til vækst, og temaet behandles fra to helt forskellige vinkler, der dog sammen udgør et klart budskab om tempoet og intensiteten i vores nuværende postmoderne samfund. Hans Henrik Jacobsen anmelder udstillingen.

Tekst: Hans Henrik Jacobsen
Foto: Jan Falk Borup

Udstillingen Op til bliver vist i Senko Studio, Viborg i perioden 7. til 29. januar 2006
www.senko.dk
 
Videostill fra Imagination and Liberty af Frank Franzen
 
ALTING HAR SIN TID

Op til er titlen på Marianne Jørgensens og Frank Franzens lille, men meget inspirerende udstilling i Senko Studio. Titlen refererer til vækst, og temaet behandles fra to helt forskellige vinkler, der dog sammen udgør et klart budskab om tempoet og intensiteten i vores nuværende postmoderne samfund.

Marianne Jørgensen viser to arbejder, hvor kunstneren i to store flader har sået budskaber i forskellige græssorter.
Budskaberne er pakket ind i gazeslanger med jord og frø i, og i løbet af udstillingen vil ordene forhåbentlig komme til at stå helt tydeligt i græsset. Her må vi altså give os god tid. Vi får mulighed for at reflektere. Vi får tid til at lege med ordene ”vand” og ”plante sex” eller ”sex plante”. Især sidstnævnte installation er glimrende og iderig, da man hele tiden leger sig frem til nye ordkonstallationer. Samtidig understreges forgængeligheden og tidsfaktoren. Det vil tage tid, før budskabet helt afsløres. Den organiske proces risikerer at gå i stå eller i forrådnelse, og til sidst vil værket uvægerligt ophøre med at eksistere, enten når det fjernes, eller når græsset går ud. Det er altså selve livets betingelser og basale vilkår, vi ser afdækket i et enkelt kunstværk.

 
Marianne Jørgensens værk med ordet vand   Marianne Jørgensens andet værk på udstillingen

Frank Franzen beskæftiger sig ligeledes med vækst som emne, men fra en lidt anden synsvinkel. Videoinstallationen Time and Distance viser et klassisk motiv fra det danske landskabsmaleri med tydelige henvisninger til 1800-tallets guldaldermaleri. Her er vi tilbage til nationalromantikken. Man mangler næsten bare en brølende kronhjort foran det imponerende gamle egetræ. Frank Franzen har så placeret to optagelser en lille smule forskudt fra hinanden, og med forskellig afstand til det gamle træ. Tiden står nærmest stille, ja vi nærmest overvældes af vores smukke natur og minderige fortid. Det eneste der næsten mangler er en ung blond pige parat til at se et guldhorn glimte i græsset.
Og så er der alligevel vækst i billederne, træets blade bevæger sig let i sommerbrisen.

 
Udstillingsview fra Senko Studio   Installationsview af Frank Franzens værk Imagination and Liberty

Frank Franzen er desuden denne måneds udstiller i Senko Frame Project.
Videoen Imagination and Liberty viser en måge, der flyver og glider ubesværet gennem rummet, men samtidig er i faretruende nærhed af en dødbringende vifte, der ved første kontakt vil kunne kappe mågen i flere dele. Mågens frihed vil så vise sig at være en flygtig illusion, hvad den måske allerede er ved sin flyvning i videoens begrænsede univers. Så hvad er frihed værd, og hvem sætter betingelserne op for vores frihed?

Udstillingen fremstår samlet som en tankevækkende og klarsynet kommentar til vores flygtige og flagrende nutid, hvor der netop ikke er tid at tingene skal udvikle sig efter naturens regler. Det kan vi ikke acceptere. Det skal være her og nu, men er det nu altid den rette måde at indrette vores tilværelse på?
 
Relateret artikel:
Tabloid - ferniseringsbilleder
Pressemeddelelse
 
Webdesign: Jan Falk Borup