Lasse Krog Møller udstiller montrer og vitriner med ting, han har samlet op på gaden. Det er ydmyge hverdags-ting, som folk taber eller smider fra sig, men samlet op og sat ind i en ramme, der efterligner den måde, man systematiserer og udstiller på på Naturhistorisk Museum.
Ved at låne denne fortællemetode kommer Lasse Krog Møller med sine montrer og vitriner til at insistere på, at vores normalt så oversete efterladenskaber har en større og både alvorlig og måske finurlig historie at fortælle om nutidsmennesket.
Samtidig rokker hans projekt ved den museale og videnskabelige autoritet og fortælling:
”I princippet kunne jeg lige så godt have lavet alle tingene selv. I kunstrummet er der jo ikke det samme krav om autensitet, som der er på Naturhistorisk Museum,” siger han. |