Efter et års udstillingsaktivitet og intervention i det offentlige rum foran Steno Apoteket, SAS Radisson Hotel Royal på Vesterbrogade i København blev KBH Kunsthal fjernet inklusive de 6 andre montrer i rækken. Beslutningen blev taget uden større overvejelser omkring montrernes arkitektoniske betydning i byrummet. By og Plan fra Københavns Kommune kom desværre for sent til at bevare dem og kunne dermed ikke redde montrerne Der var ikke noget at gøre, de skulle rives ned af praktiske og økonomiske årsager!
Men montrerne er reddet af forstander Kurt Finsten fra Krabbesholm Højskole i Skive. Med hans hjælp blev montrerne sendt trygt i eksil til Skive, hvortil de ankom den 31.oktober fra det hektiske byrum i København. Sammen med Kbh Kunsthal ankom også de resterende seks montrer, der var placeret på Vesterbrogade i adskillige årtier, for nu – alle syv – at starte et nyt liv med udstillingsaktivitet i den danske provins.
De inviterede til udstillingen KBH Kunsthal in retro + er Jesper Carlsen, som vil vise et projekt, der blev udformet i forbindelse med festivalen 700 % PLUS. Jesper Carlsens værk No Titel, 2006 transformerede KBH Kunsthal til en fantastisk levende lysboks, der interagerede direkte med det omgivende rum. Jørgen Michaelsen viser værket Street Peptic, 2005, som var den første udstilling, der blev vist i KBH Kunsthal. Endvidere viser Sonja Lillebæk Christensen med Christian Schmidt-Rasmussen et samarbejdsprojekt, som var med på den afsluttende festival. Værket tager fat på det københavnske, barske bymiljø på en finurlig og fiktiv måde.
Nanna Debois Buhl viser værket "Noter (Tivoli)", 2006, der stedsspecifikt tog udgangspunkt i det omgivende rum, hvor Tivoli er placeret. John Kørner viser et projekt, som også blev realiseret i KBH Kunsthal kaldet 1st udkast, 2005, en kritisk kommentar til den omdiskuterede rapport om Charlottenborg Udstillingsbygnings fremtidige profil. Lasse Schmidt Hansen viser også et allerede realiseret projekt Extra Ordinary og Wall Painting, 2006. Endelig byder Kbh Kunsthal in retro + på et nyt projekt af kunstnergruppen Randi & Katrine, der opfordrer til at rejse og tager os med på en rejse.
Find mere information om udstillingen og flere billeder her:
www.krabbesholm.dk/kbh/da_index.html
[Klik på billederne for at se dem i stort format] |