Kontakt aarhus.nu:

 
 
Få tilsendt info om nye artikler: Klik her for tilmelding
 
19. marts 2006
Send din kommentar til
Anmeldelse: Friværdi i Randers
Som noget nyt har ambitionen om en festival for kunstvideoer i Randers taget form. I år er hele programmet blevet samlet til en enkelt biografforestilling. Efterfølgende bliver videoerne vist daglig i foyeren af musikhuset Værket. Læs Pia Strandbygaard Frandsens anmeldelse af festivalen.

Tekst: Pia Strandbygaard Frandsen
Foto: Jan Falk Borup, Stills venligst udlånt af arrangørene

Festivalen Friværdi vises i musikhuset Værket frem til den 23. marts 2006.
www.satelitten.dk


 
”Friværdi” – festival for kortfilm og videokunst.

”Friværdi” er resultatet af et samarbejde mellem den lokalt baserede billedkunstner Nick Mehlsen og Maibritt Pedersen, som studerer film og visuel kultur i København. Bag navnet ’Friværdi’ skjuler sig ønsket om at skabe en årligt tilbagevendende festival for kortfilm og videokunst, der sprænger det, arrangørerne kalder ”den institutionelle værdifastsætning,” og som søger at rykke ved etablerede grænser og værdier. Dette sker gennem visningen af et varieret udsnit af film, der på forskellige måder forholder sig til dagens Danmark og begreber som frihed, civilisation, kapitalisme, integration og modernitet.

Programmet byder på en række meget forskellige film, lavet af 13 billedkunstnere og en enkelt filmmand, nemlig Jørgen Leth. Formelt og genremæssigt spænder programmet bredt fra korte dokumentarfilm, kritisk-undersøgende interview og nøgtern dokumentation til satirisk tegnefilm og futuristisk computeranimation. Det er en blandet pose bolcher, som i sagens natur byder på meget forskellige oplevelser. Generelt følte undertegnede sig dog godt underholdt, om end den stramme sammenklipning af programmet samt den svingende billedkvalitet til tider gjorde oplevelsen en smule utilfredsstillende.

 
Arrangørene Nick Mehlsen Vestergaard og Maibritt Pedersen
  Screening af René Schmidts video "UniGamble"

Sanne Lenkes humoristiske og finurlige film Search Party skal fremhæves som en virkelig perle. Med et skarpt blik for tilværelsens groteske sider og menneskets besværligheder kaster hun et satirisk blik på det moderne samfund. Filmen er bygget op omkring en række tableauer, der mest af alt minder om en slags light version af Roy Anderssons dystre, samfundskritiske film. En ung mand i en gammeldags stue synger med på hits fra Svensktoppen, alt imens en stemme lakonisk erklærer: ”Johnny tror på Gud, men ingen tror på Johnny.” Geografilæreren Sven har hele verden i sin hånd, men maler globussen sort. Eva er anorektiker, Stefan er blotter og ”Lisbeth tror på kærligheden selv under de trangeste forhold” - i en lille kaffestue blandt ens klædte, kedeligt udseende rengøringsdamer osv. osv.
Også Sonja Lillebæk Christensens meditation over modernitet, motorveje og fly, indsmurt i Donna Summers discoklassiker ”I Feel Love” er flot og tankevækkende. I samme ånd skal nævnes Nick Mehlsens kritiske ’roadmovie’ High Defence, der ligeledes er præget af en vis smoothness forbundet med kørsel og transport. Filmen er formet som en lang, ubrudt optagelse af en køretur gennem et splinternyt, mondænt kvarter i Hornbæk, - et lokalt prestigeprojekt, som til forveksling ligner et langstrakt, klinisk, amerikansk forstadskvarter. Enkel og effektiv. Et andet finurligt indlæg i den kritiske samfundsdebat er Marianne Jørgensens dokumentation af hendes beklædning af en tank med lyserød glasfiber til lyden af samplede bidder af nyhedsudsendelser. Filmen er en opfindsom og underholdende protest mod Danmarks deltagelse i Irakkrigen.

 
Sanna Lenke ”Search party”, videostill   Sonja Lillebæk ”I feel love”, videostill

 
Marianne Jørgensen "Tank", videostill   Nick Mehlsen "High Defence", videostill

Problematisk er inddragelsen af de to Lethfilm, De fem benspænd og Det perfekte menneske. Her har arrangørerne plukket en scene fra hver film, hhv. den, hvor Jørgen Leth indtager et fornemt måltid foran Bombays fattige befolkning, og en scene fra Bruxelles, der handler om ’kvinden’ og ’manden’. Det er for så vidt let at se idéen med at præsentere disse scener under temaet ’Friværdi’, men de kommer unægtelig til at stå at flagre som løsrevne udsagn, grebet ud af en helt anden kontekst. Og det er både synd for filmene og programmet, de optræder i. Et andet kritikpunkt er selve programlægningen og udvælgelsen af værker, som virker noget løs. At kalde arrangementet for en decideret filmfestival er nok også endnu en smule for tidligt, men idéen er god og det skal blive spændende at se, hvordan projektet udvikler sig til næste år. Alt i alt et rigtigt godt initiativ og en fin begyndelse, der dog lader en hel del ønsker stå tilbage.


Følgende film/videoer vises på festivalen:

Rene Schmidt "UniGamble"
Morten Goll og Joakim Hamou "Samtale med vores kulturminister"
Marianne Jørgensen "Tank"
Christian Schmidt Rasmussen & Sonja Lillebæk Christensen ”Fields (Marker)”
Sonja Lillebæk Christensen ”I feel love”
Jan Falk Borup "Er du bange nu?"
John Kørner "Dans"
Nick Mehlsen "High Defence"
Sanna Lenke ”Search party”
Liv Mygind, Nynne Blak og Anne Sofie Schrøder ”China Lunch Hour”
Lisa Aschan “Fuck the rapist! - Don’t be a victim”
Jesper Dalgaard ”Hele vejen rundt og tilbage igen”


Relaterede artikler:
Pressemeddelelse
 
 
Få tilsendt info om nye artikler: Klik her for tilmelding
Webdesign: Jan Falk Borup