Kontakt aarhus.nu:

 
 
Få tilsendt info om nye artikler: Klik her for tilmelding
 
Send din kommentar til
14. juni 2006
Anmeldelse: John Kørner på ARoS
John Kørner har åbnet en usædvanlig farvestrålende, imaginær bank i Vestgalleriet på ARoS. Udstillingen blev åbnet under tilstedeværelse af kulturministeren, sambadansere og Master Fatman. Se billederne fra udstillingen og læs anmeldelsen af redaktør Else Ploug Isaksen.

Af Else Ploug Isaksen
Foto: Else Ploug Isaksen og Jan Falk Borup

Udstillingen ARoS BANK kan ses på ARoS, Aarhus Kunstmuseum i perioden 13. juni – 10. september 2006.
www.aros.dk
 
 
AROS BANK

 ”Dine personlige vurderinger af kunstværkerne er de eneste værdier, som tæller her i banken – økonomiske værdier tæller ikke”. John Kørner

Den imaginære institution AROS BANK består af tre ”institutioner”:

- Den gule BANK. Gulvet er beklædt med gult plastik, væggene med gul maling. I rummet er der opstillet keramiske skulpturer på ”sokler”, f.eks. på en trillebør. På væggen er der et sted malet direkte: farverige klatter, som i John Kørners alfabet gør det ud for symbolske problemer. På væggene hænger mange meget farverige malerier, kraftige farver næsten alle malet på gul baggrund. Ved indgangen støder man på et maleri, som gør det ud for en informationsstander med teksten: fed Bank

- Den mørke BANK. Fra det meget pågående gule rum kommer man ind i et mørkt, køligt rum. Loftet i den nyopførte, midlertidige gang er sænket, og væggene er af glas. Bag glasset hænger belyste malerier holdt i en overtone af blåt. Raffineret muzak lyder fra højttalerere (af Steffen Jørgensen).

- Video, An OK Kørner Produktion, 2006, opsat i et ”Kørnerviolet”-malet rum. John Kørner kommenterer og diskuterer sine malerier, dem som hænger i AROS BANK, med kollegaer, samlerere, havet, børn, sine forældre m.m.

 
John Kørner fortæller om sin kunst. Anmelder Else Ploug Isaksen i baggrunden.   Den gule bank med malerier og keramiske skulpturer, ”Museum” og ”Bank” 2006

 
Keramiske skulpturer, ”Museum” og ”Bank” 2006 og malerier, Hotel, 2004 og Bank of Shampoo, 2002 på gul baggrund   ”Død med 58 problemer 2006”. En glassarkofag på gul sokkel med hvid keramisk skelet omgivet af farvede ”problemer”

Det er en smuk, overvældende og farverig installation. Såvel, som når John Kørner i sine malerier leger med konkrete og abstrakte motiver, så leger han på et større plan med iscenesættelsen af en imaginær bank, men i realiteten en bank, man rent faktisk kan investere i. Kørner taler om den investering, man nødvendigvis må gøre som publikum.

Om den gule farve siger John Kørner: Den gule farve opstod spontant. Ved at male, male transparent, opdagede jeg, at når jeg malede en violet farve hen over en gul, blev det en slags rødorange jordfarve, som var meget nærværende. Det er enkelt, men det var det, der fangede. Derfra kommer springet til at male den gule farve ud på hele fladen – en gul membran. Jeg opdagede, at den gule bundfarve, som ellers er pågående trak sig tilbage, når jeg malede noget henover. Det ovenpå malede motiv stod frem som en slags skulptur eller relief. Dette sker også, når der males ud på væggene. Lærrederne går i ét med væggen, og figurerne står frem.
Idet publikum træder ind i værket, er det det ultimative kunstværk. Publikum bliver en del af værket. At få lov at lave denne udstilling er en drøm, der er gået i opfyldelse.


 
En mørk gang, hvor loftet er sænket, muzak spilles og bag glas er belyste skatte   Still fra videoen, An OK Kørner Produktion, 2006, hvor Kørner formidler sin kunst.

Der ligger en fin overordnet idé med en bank og heri opfordringen til publikum om at ville insistere på kunsten. Det gule og det mørke rum med glaspartiet repræsenterer fint denne ”opfordring”. Der er dog et vist paradoks mellem forventningen om publikums egen investering og den ret pædagogiske formidling filmen, An OK Kørner Produktion viser. Filmen kunne eventuelt vises i et andet rum, lidt mere afsides. Der er ganske enkelt tale om en anden dagsorden. I sig selv er filmen sympatisk. En engageret Kørner, alvorlig men med glimt i øjet. Man får indsigt i hans arbejdsproces. En på mange måder humoristisk film.
Det er en genial idé, at gult fylder rummet ud. Publikum bliver en del af udstillingen som tegn og former. Dog ville det virke stærkere, hvis gulvet var malet i stedet for som nu dækket af gul plastik. Det er farven, det drejer sig om, og ikke materialet, som nu bringer sig selv i centrum.
Få skønhedspletter, men jeg er begejstret. Det er præcist, men samtidig dejligt uforudsigeligt – en fremmedartet logik.
 

Biografi
1992-1998 Det Kongelige Danske Kunstakademi, startede i 90´erne Kørners Kontor, hvor Kørner havde rollen som maler, kurator og formidler mm. Initiativtager til Street Sharks. I 2003 tildeltes han Carnegie Art Award. 2005 lagde Kørner sidste hånd på museets netbaserede billedformidling for børn, Art Explorer skabt af billedkunstner Bodil Sohn. Desuden har ARoS erhvervet flere af hans malerier, som til daglig kan ses i den faste samling.

Relaterede artikler:
Tabloid: John Kørner og de gule sambarytmer

Relaterede links:
ARoS, Aarhus Kunstmuseum - www.aros.dk
Galleri Christina Wilson - www.christinawilson.net
Art Explorer - artxplorer.aros.dk
 
 
Få tilsendt info om nye artikler: Klik her for tilmelding
Webdesign: Jan Falk Borup