Kontakt aarhus.nu:

 
 
Få tilsendt info om nye artikler: Klik her for tilmelding
 
Send din kommentar til
28. februar 2007
Reportage: Dialogmøde med Paul McCarthy

Paul McCarthy gik d. 7. februar i dialog med et kunstinteresseret publikum tre dage før udstillingen Head Shop/Shop Heads åbning på ARoS. aarhus.nu’s Pernille Rom var med.

Tekst og foto: Pernille Rom

Udstillingen vises i perioden 10. februar til 28. maj 2007
www.aros.dk


 

 
En af de mange installationer på udstillingen  

Efter at alle har indtaget deres pladser i konferencesalen på ARoS, træder en noget broget Paul McCarthy ind på scenen og sætter sig ved siden af Tina Ravn, mag.art i kunsthistorie. Hun sidder parat til at kickstarte en dialog om hans udstilling, der er et retrospektivt billede af hans kunstproduktion fra 1966 op til i dag.

Salen emmer af spænding efter at høre, hvad den kontroversielle og provokerende kunstner har at sige om sin til dags dato største samlede udstilling. Men først undskylder museumsdirektøren ydmygt, at nogen beklageligvis har betrådt værkerne, da vi i grupper fik lov til at smugkigge udstillingen, mens den var ved at blive bygget op. Mon ikke alle har lært noget i dag? Paul McCarthy modtager mut undskyldningen, mens han kigger ned i bordet. Han starter langsomt og eftertænksomt ud med at fortælle om udstillingen og minder mig om, hvor svært det kan være for en verdenskendt kunstner at afmystificere sin egen kunst.

McCarthy lægger ud med det fantasifulde univers, han bevæger sig i. En verden, vi kender fra store Hollywood-film parret med amerikanske forlystelsesparker. Men i McCarthys verden er den vestlige forbrugerkulturs facader vendt ud i et til tider frastødende udtryk. Vi bliver vidner til den grådighed og perversitet, der ulmer under overfladen af den overskudskultur, vi dyrker. McCarthy konfronterer os med et farverigt orgie af åndssvage, skrupelløse karikaturer, madvarer og sex. På en måde, der ligger lige på kanten til det latterlige, men aldrig bliver det, fordi genkendeligheden ikke er til at overse.

Det fører til et spørgsmål om kunstnerens tilbagevendende materialevalg. Hvad er der med McCarthys overdimensionerede forbrug af madvarer (der blev f.eks. brugt 130 flasker Heinz tomatketchup i værket Ketchup sandwich fra 1970)? I kunstproduktion bliver de flydende madvarer substitutter for menneskelige væsker som blod, slim sæd og spyt. McCarthy tilføjer lidt ironisk, at hans tradition for brug af madvarer opstod tilbage i 1960’ernes kunstscene, hvor al konserves blev anvendt som et element i Pop Art-bølgen. Da Andy Warhol havde kastet sig over Campell’s suppedåser, kunne McCarthy ligeså godt tage patent på Heinz tomatketchup. Endvidere hældte kunstnerens far Heinz ketctup på alt, hvad han fortærede – endnu en oplysning til værket Ketchup sandwich.

Ketchup sanwich udgør en kube bygget op af glasplader og ketchup, lagt lagvis som en sanwich og flyder videre ud på gulvet i en plamage, der mest af alt minder om en størknet blodpøl. Den klamme lugt af varm ketchup, der fylder hele galleriet og forestillingen om ketchup som et overskudspræparat underbygger et værk af rene sanseindtryk, der virker fysisk mættende.
McCarthy fortæller, at han ved at bruge store trademarks som Heinz tomatkechup og Miracle Whip blander to af det menneskets største nydelsesmidler: mad og sex. Samtidig problematiserer han en pornokultur og et overdrevet madforbrug, der stortrives i den vestlige verden. Han udstiller den menneskelige forbrugerisme på et tabubelagt niveau, og hele tiden med referencer til den overfladiske og altfortærende reklameindustri.

Ligesom krop og seksualitet var temaer, der optog kunstscenen i 1970’erne, blev performances med kroppen som seksuelt medie udbredte. Paul McCarthy brugte maleriet som seksuel manifestation i form af sine malerier udført med sin penis som redskab. Endvidere udførte han utallige performances, der kun blev overværet af et meget snævert kunstpublikum. De objekter og rekvisitter, der blev anvendt i den forbindelse, pakkede han ned i seks kufferter i 1983, da han stoppede med at lave performances. Disse kufferter forblev lukkede og blev stablet op som skulpturen Trunks indtil 1991, hvor efter de blev åbnet og indholdet tømt og fotograferet.  Billederne udgør en fotodokumentation og afbilder hvert eneste anvendte objekt i stort format og giver en helt ny betydningsmæssig dimension til tingene og deres indbyrdes relation. Hvad har en brændt Barbie, knogler indhyllet i plastik og rustent værktøj med hinanden at gøre? Bedøm selv - det er der rig mulighed for på en af de mest modige og kompromisløse udstillinger, ARoS endnu har præsenteret.

 

Relaterede artikler:
Snapshot: Paul McCarthy på ARoS
Anmeldelse: Paul McCarthy på ARoS
Pressemeddelelse: Paul McCarthy. Shop Head/Head Shop

Relaterede links:
www.aros.dk

 
 
Få tilsendt info om nye artikler: Klik her for tilmelding
Webdesign: Jan Falk Borup