Blogen har haft sit indtog, som medie og som udtryksform, ingen tvivl derom og mediet har således sneget sig ind i vores bevidsthed og litteraturen. Der findes uden tvivl en masse interessante weblogs derude, og især de litterære af slagsen har fanget min interesse og byder med jævne, ja nærmest daglige mellemrum, på særdeles interessant læsning, samt saftige diskussioner. Alligevel har jeg mine kvababbelser overfor dette medie.
Blogen er såre demokratisk, ytringsfriheden er absolut, uden grænser og censur, og mens halvdelen af blogene går under deres eget navn, så er hovedparten anonyme afsendere af sprog og udsagn. Jeg tror det er her, kimen til mine kvababbelser ligger. Streetart er også anonym, dog med en form for signatur, men her forekommer det mig, at selve virusdimensionen afføder et engagementet, som er intention nok. Blogen er måske for let tilgængelig og uden resonansbund for de sprog og udsagn den bære. Samtidig indeholder den en ganske fascinerende tanke, som megen god litteratur er skrevet på, spændingen mellem fiktion og virkelighed, anonymitet og utroværdighed, kort sagt glidninger på mange niveauer.
Men hvorledes kan denne form så føres over i det litterære landskab. På det rent formelle niveau var jeg tidligere inde på Lars Skinnebachs strukturering i I morgen findes systemerne igen, hvor sidestillingen og afskaffelsen af et egentligt værdihierarki må siges at mime blogen. På indholdssiden var det de konsekvente indfald og udfald, samt glidninger mellem globalpolitik, privatøkonomi og datterfødsel osv., der vækkede lignende associationer. På det sproglige niveau var der tale om et panisk sprog, brudte syntakser og decideret sproglige modarbejdelse, som jo ikke umiddelbart lægger sig i forlængelse af blogen.
To andre lyrikere, som beskæftiger sig med en form for blogstruktur, er herrerne Morten Søndergaard og Martin Glaz Serup med henholdsvis Et skridt i den rigtige retning og 4, to absolut anbefalelsesværdige bøger. På det formelle niveau organiserer de begge deres stof som Skinnebach ved hjælp af sidestillingen, mens sproget nærmere mimer den mere sammenhængende daglige tale. På indholdssiden omhandler bøgerne det nære, familielivet, hverdagen, bøger og børn, men falder begge af og til ud i den store verden med virkelighed og vold, som de prøver at forstå.
Morten Søndergaards bog Et skridt i den rigtige retning indeholder fire blogs (langdigte): Vademecum, Natblog, Portræt med Orfeus og Eurydike og Dagblog. De fire digte indeholder alle elementer og hilsner fra hver andre, så man i en og samme bevægelse går i ring og et skridt fremad. Søndergaard vader elegant rundt i det eksistensfilosofiske landskab med et ”indirekte” politisk ærinde, som prikker til læseren og gør ham opmærksom på, at vi alle må tage et skridt i den rigtige retning.
Stemmen i de fire digt tilhører en kunstner (lyriker), en mand halvvejs gennem livet, kone og børn, livet i Italien og ture til Danmark. Hermed antydes digtenes modus, netop spillet mellem værk og forfatter, fiktion og virkelighed eller som her navnet i eller uden for værket:
[...]
Mor. Mort.
Morten. Jeg går en anden vej, teksten er et stisystem, hvor jeg
forvildet løber rundt omkring eller stoltserende går vild.
(p. 30.)
Senere ”Går (han) mod syd. Går sønder i mit navn”. Der forhandles og spilles konstant i denne bog med læseren, spøgefuldt og ordlegende. I Natblog forløber teksterne fra 14/7 til 12/1, modsat den virtuelle blog, men ligner ellers til forveksling. Bush og Berlusconi letter i en helikopter den 15/7 og får lov til at repræsentere den internationale og nationale politik. Dagblog genskriver en række af de spor, som er på færde i Natblog, men er mere hen i retningen af ”Livet er nu og her, og det er dig og det er mig” (p. 84.), altså nærvær i nuet, på vandretur med sønnen Sophus i bjergene, men bagved lure sygdom og død i forhold til barndom og voksenhed. Dagblog forløber fra 26/1 til den 7/7, således lagt sammen med Natblog 14/7 til 12/1 har vi igen en cyklus, den evige cyklus, som weblogens uafsluttelighed.Martin Glaz Serups bog 4 er et langdigt og ikke et hvilket som helst langdigt, men Serups absolut bedste digt og tilmed det digt, som forårsagede så meget ballade, da Lindhardt og Ringhof ikke ville udgive det, trods en færdig kontrakt.
Som det var tilfældet med Søndergaard, præges 4 af indfald og udfald, men med en mere fremadskridende kronologisk orden, uden den Søndergaardske cyklus. Men igen må Serup ”tro på at tingene hænger sammen” da ”politikernes beslutninger påvirker mit kærlighedsliv”(p. 16.). Seerups lyrik omkranser det ganske nære i livet, bl.a. det gennemgående spor om digterjegets kæreste Lone, som venter parrets første børn (tvillinger), derudover dukker der indkøbssedler, ferier og rejser til udlandet og opringninger fra familien op i et væk. Enkelte gange harceleres der over omverdenen, Guantanamo og den voldelige virkelighed, samt fortidens gru og rædsler set gennem en ferieoplevelse fra Theresienstadt.
Det er ikke fordi det hele altid bliver dummere og grummere bemøjet forløjet og forrået
selvom det kan se sådan ud
sådan er det allerede og det har det givetvis altid været
i forskellige grader forskellige steder på forskellige tidspunkter
lyspunkterne er de samme stort set private
dig når du smiler når du drikker vin
[...] (p. 18.)
Martin Glaz Serup er mægtig intelligent til stede i verden og er uden tvivl på vej et skridt i den rigtige retning. Selve det politiske ligger ikke så langt fremme i Serups lyrik, men springer frem, som ovenstående eksempel, i al sin skærende kontrast med det private.
Således er vi tilbage hvor Søndergaard slap, mellem privat og offentlig, selv og skrift, poesi og politik, hvor balancegangen bliver kunsten i sig selv, digtenes modus, og måske det, der fascinere mig på blogen.
***
Martin Glaz Serup er desuden en masterbloger, klik ind på hans side www.kornkammer.blogspot.com, hvor der for et stykke tid siden netop kørte en heftig debat omkring forholdet mellem poesi og politik. I sidste uge udgav han desuden Mortens bog på sin blog. En fin bog, skrevet som et brev til Morten Søndergaard, hvor han netop problematiserer forholdet mellem afsender og modtager, privat og offentlig, samt poesi og politik. |