I denne anden artikel fra ”Litteraturen på Scenen” tager Mathias Kokholm os ved hånden, i det vi indføres i forfatteren Lars Skinnebachs tekstunivers, igen smukt illustreret af Ørnørn. For de rigtig interesserede vil det være muligt at downloade en længere artikel med samme fokus fra artikelsiden. Lad nysgerrigheden råde.
Tekst: Mathias Kokholm
Illustrationer: Ørnørn antigrafik.dk
Download den fulde tekst her
 ***
Det mindste paradis (2000) Gyldendal
I morgen findes systemerne igen (2004) Gyldendal
Din misbruger (2006) Gyldendal
***
Lars Skinnebach (1973) Galten
Betydningen må tages med kejsersnit
Fra den overvejende overfladisk introducerende artikel om forholdet mellem litteratur og politik (hvis et sådan findes) – engagement og eksperiment, dykkes der denne gang ned i tekstlandskabet hos lyrikeren Lars Skinnebach. Indstillingen indeholder således en præsentation og et snit gennem forfatterskabet, værkerne, værket og dets spor.
Lars Skinnebach debuterede i 2000 med Det mindste paradis, en charmerende, følsom og pludrende lille bog (22 korte digte), som på det nærmeste er den totale modsætning til seneste aggressive og ubehagelige udgivelse Din misbruger.
I Det mindste paradis er det antydningens kunst, som er på spil i de flygtige og sarte digte. Man sidder som læser kun tilbage med blafrende øjne og ”et nervøst øjenlåg” (p.12.), ude af stand til at pille i ordene, af ren og skær angst for at dette paradis skulle smuldre og forsvinde for øjnene af en.
Der er en masse tab i denne bog, hvad enten det er helt konkrete tab af menneskeliv, eller mere abstrakte tab af uskyld og en terning uden øjne. Faens til utilpasset virkelighed. Problemet er idyllen, kærlighedslivet og en nostalgiske erindret barndom. Skinnebach tager i den grad afmagten på sig gennem hele sit unge forfatterskab, hvad enten afmagten er idyl, misbrug eller umulige meninger og strukturer.
Således iler vi videre til I morgen findes systemerne igen for at genfinde omdrejningspunktet for denne artikelserie, det politiske/eksperimenterende spor.
Bogen blev ved udgivelsen modtaget med meget blandede anmeldelser, men et var de alle enige om, at der var et uomtvisteligt politisk spor, skønt halvdelen af anmelderkorpset knap kunne læse bogen.
Bogen indeholder en masse motiver, som panisk slippes og genoptages. Der er tråde om børnesange, åndedræt, kaffe, blå skjorter samt tråde om vejr og vind, jysk hav og københavnske søer, parforhold og datterfødsel samt en tråd om digtning. Desuden den global politiske og økonomisk-administrative tråd, hvor en lang række lyrisk uvante ord som: ”aktier”, ”privatøkonomi”, ”kontoudtog”, ”byfornyelse” og mange andre, fletter sig ind i digtets korpus.
Det er svært at holde styr på det lyriske jeg, og forfatteren stiller sig da heller ikke entydigt i centrum som talende eller dirigent. Udsigelsen er særdeles ustabil og mangetydig, hvormed digtet mister autoritet og sandsynligvis bevidst giver afkald på denne. Men hvad betyder alt dette, og hvordan betyder det i forhold til den politik og systemkritik, der er så abstrakt synlig til stede i digtene, hvor kommer kritikken fra, har den nogen betydning uden en adressat?
Som politisk udsagn, man kan diskutere ud fra værdier, normer og andre af samfundets konventioner, har digtet næppe nogen betydning. Men den vækker, udfordrer og provokerer. Den har som sådan ikke noget mål, men måske er det netop det, som styrker dens dynamiske (paniske) kritiske potentiale, at den netop ikke stiller sig op for at sige noget endegyldigt om verdenen.
[...]
Betydningen må tages med kejsersnit
[...]
(p. 28)
En glidende overgang mellem I morgen findes systemerne igen og Din misbruger kunne være fikspunktet henvendelse. Begge bøger er karakteristiske ved deres meget direkte og ofte temmelig provokerende henvendelser til læseren.
Henvendelserne og provokationerne intimiderer, udkrystalliserer og krummer læserens tær. Læseren sidder således med en ligeså ustabil identitet, som digteren selv. Skinnebach decentraliserer og skifter humør, som det passer ham i Din misbruger, fra ”Skrub af din spand eller jeg fylder dig med lort.” (p. 24.), til ”Hvor har du været, jeg har savnet dig/ Du skal ikke føle dig intimideret”.
Lars Skinnebach rendyrker en retorik, som påstår, at alt på mystisk vis har noget med hinanden at gøre, selvom det umiddelbart ikke ser sådan ud.
[...]
Se Amerika græde
de græder deres olietårer
og knalder retfærdighedens lillesøster
i hendes lille arabiske røvhul
Sådan gør de det og jeg er helt på deres side
mens jeg kysser dig
eller skriver et kærlighedsdigt igen
(p. 26.)
Digteren er så næppe pro Amerika, tværtom, men på den anden side heller ikke i stand til at iklæde sig den nødvendige distance, men må påtage sig vestens magt, betinget af identitetens afmagt. Sideordningens konsekvens er uigennemsigtige magtstrukturer og abstrakt misbrug, som ikke efterlader en sejrherre og et offer.
Lars Skinnebachs lyrik er en glidebane mellem spor, identiteter, du og jeg, læser og digter. Hans lyrik er insisterende engageret og skamrider de æstetiske udtryk i sin ambitiøse søgen, i det æstetisk mulige og vilje til politisk risici.
www.larsskinnebach.dk
|
