Eksperiment og engagement – verdensvendt eller blot det hvide ud af øjnene?
- nogle tendenser i ny dansk lyrik og eksperimenterende prosa
En introduktion, en skitsering eller et snit gennem et felt bestående af engagement og eksperiment, hvorfra den følgende artikel-serie vil strømme i seks afsnit. Med formerne klumme/essay/artikel/poetik/blog som forlæg og mulighedsfelt.
Inden for de seneste år har man på den danske litteraturscene set en stigende vilje til at gå i dialog med samtidens politiske og sociale tilstande. En tendens som langt hen af vejen er blevet hilst velkommen af det danske anmelder/kritiker-korps. Det virker da også som et frisk pust over litteraturen, efter 90’ernes ofte sociale ligegyldighed og nærmest absolutte berøringsangst overfor det politiske, hvilket der naturligvis oftest var en velbegrundet idé med og charme ved. Men som Hans Otto Jørgensen skriver i sin seneste bastard-prosa-samling Ålen har englelyd (Gyldendal 2006)”Gå altid over åen efter vand – det smager anderledes”. Om skiftet skyldes den magiske indtræden i et nyt årtusinde, den sædvanlige trækken-streger hvert tiende år, en ny tomhed og handlingslammelse i 00’erne, ”systemskiftet” i 2001 eller en prut i kirken kan der på nuværende tidspunkt kun gisnes om, og det må der, og det gøres der – hermed.
 |
| Hans Otto Jørgensen |
Hvad forholdet mellem politik og litteratur (kunst) er – hvis noget –, er et ofte debatteret og stillet spørgsmål. Forfatteren Per Højholt mente principielt ikke, at de to størrelser har noget med hinanden at gøre, ”litteratur har ikke en skid med politik at gøre” (Højholt). På den anden side kan man sige, at litteratur altid allerede indeholder et politisk potentiale, i og med at den læses og reflekteres, kombineret med dens særlige evne til at indkredse og udtrykke, som i bedste fald kan medføre en erkendelse eller ligefrem omstyrtning hos læseren. Adskillelsens berettigelse skal da måske findes i frygten for en litteratur styret af politik, eller en institutionalisering af kunstbegrebet. Indvendingerne er talrige.
Det litterære materiale, sproget, som uden tøven kan kaldes en magtfaktor, må nødvendigvis adskille sig fra den daglige tale, mediernes og politikernes brug af sproget. Ved at tale et andet sted fra kan litteraturen måske tilmed forlænge bevidstheden udover den aktuelle dagsorden, som ofte er styret af aktualitet og anden tække.
Her rykker eksperimentets gestus ind, som væsentlig holdkammerat i spillet mellem politik og kunst, primært på den formelle side. Eksempelvis kan man sige, at den trivielle lineære fortælling, knaldromanens eller krimiens traditionelle opbygning med et plot, forhaling, kulmination og forløsnings struktur blot afspejler den konventionelle opfattelse af tilværelsens udviklings- og tidsperspektiv, og altså ikke bidrager med perspektiver, som ligger uden for dem, vi møder i ”almindeligheden” og mediebilledet. Man må altså med eksperimentet ud over genrens grundlæggende karakteristika og allerede vedtagne former for at tale et andet sted fra. I yderste konsekvens vil det betyde at romanforfatteren, hver gang han vil skrive en ny bog, må ændre romanen som genre, hvilket naturligvis er håbløst. En mere lempelig version vil blot kræve en opmærksomhed eller refleksion overfor, hvilke litterære elementer der konstituerer genren, hvormed genrens potentielle åbenhed vises uanset om denne benyttes eller ej.
Eksperimentet kan vægtes i forhold til engagementet i den politiserede eller verdensvendte litteratur, hvis intentionen er at skabe en kvalitativ ny litteratur. Som sådan et grundvilkår i al litteratur, men måske særlig ekspliciteret i litteratur i dialog med samtidens politiske og sociale vilkår, hvor faren for en lummer moralisme ala 70’ernes socialrealisme er på spil. Engagementet kræver altså, at litteraturen ikke står tilbage for sin tid, hverken på form eller indholdssiden, på højde eller på forkant.
 |
| Per Højholt |
Debutanten Maja Lee Langvad viser dette programsatte kraftfelt mellem engagement og eksperiment i debutbogen, den konceptuelle digtsamling Find Holger Danske (Borgen, foråret 2006). Langvad kredser om identitet, integration og danskhed, emner som på det seneste nærmest har dannet trend indenfor den nyere danske litteratur, ofte flirtende med det auto- og selvbiografiske, hvilket også er tilfældet hos Maja Lee Langvad. Men Langvad er muligvis dansk litteraturs nye enfant terrible. Under alle omstændigheder er hun humoristisk, kritisk og provokerende på en særdeles nyskabende facon. Hun anvender eksempelvis spørgeskemaet som en litterær genre og etablerer desuden en ready-made teknik, hvor egne adoptionspapirer, tekst fra Dansk Folkepartis Folketingsgruppe, skema fra Udlændingestyrelsen samt en række avisartikler føjes ind i ”digtsamlingens” tekstkorpus, hvor de står og skriger mod himlen.
Dansk
danks
dnaks
dnask
(p. 43.)
Der vendes senere på efteråret mere indgående tilbage til Maja Lee Langvad og Holger Danske i et afsnit om konceptbøger, readymades og andre mere formelle eksperimenter.
Artikuleringen af engagementet i den nyeste danske litteratur befinder sig i en ny situation, hvor man helt bevidst søger uden om den autoritære røst. Der er en helt klar modstand mod at stå som afsender af et sammenhængende politisk udsagn, hvorfor teksterne ofte virker paniske. Men der er mening med panikken, idet den medfører en sidestilling af de forskellige problematikker, et antihierarkisk netværk af forskellige tråde. Sidestillingen står i direkte modsætning til samfundets kultur-kanon og værdikamp, samt skyttegravs- og populærpolitik, hvor argumentationerne forenkles og proppes i kasser, for hvem kan ikke se den pragmatiske rimelighed i at nedprioritere økologi og bæredygtigt miljø inden for landets grænser, når tredjeverdens lande hærges af hungersnød og naturkatastrofer.
Digtproduktion er en samfundsmæssig luksus som sker
på bekostning af andre, mere fattige samfund
Det er blevet vinter, alting er krøbet, husene er godt isolerede
Byfornyelsen hjælper os til at elske. Hvad er dit årlige forbrug
af identitet? Kunne man spørge, kunne man?
[¼]
< Lars Skinnebach, I morgen findes systemerne igen, Gyldendal 2004, p. 29. >
Man glider eksempelvis, her hos Skinnebach, gennem flere spor, hvilket netop afføder betydningen som indsigt i sammensmeltningen af forskellige diskurser i det senkapitalistiske samfund. Linjerne på en gang intensiverer og destruerer perspektivet og problematikken i en elegant bevægelse, hvor det dogmatiske undgås og kun en sammensmeltet uvirkelig virkelighed står tilbage.
 |
| Maja Lee Langvad |
Link: www.lips.dk
|
