Michael Bredtved sætter endnu en gang maleriet på spidsen i en ny totalinstallation Det ender med en glad bastard. Stedet er det gamle havnearbejdermiljøpå Århus Havn.
Foto: Michael Bredtved
Udstillingen vises frem til d. 20. april 2007 på PIER 1, Århus Havn Nordhavnsgade,
8000 Århus C
Det ender med en glad bastard
Det er lige netop hvad det gør i billedkunstner Michael Bredtveds aktuelle udstilling i det gamle DSB hus PIER 1 på Århus Havn. Bredtveds blik er denne gang rettet mod menneskenes omgang med naturen og på hvordan det naturlige i forbrugssamfundet bliver mere og mere udgrænset og unaturligt. Det syntetiske som agent for det virkelige og det artificielle som krykke for naturligheden er emnet for udstillingens maleriske totalinstallation.
Udgangspunktet er japansk massekultur, selviscenesættelse og objektfetichisme. Først bearbejdet via maleri og videooptagelser og siden installeret i tæt dialog med dansk havnearbejdermiljø.
Der er mulighed for at gå på opdagelse i ungkarlehyblen og pigeværelset, hvor maleri og rum smelter sammen i installationer, der overdådigt kommenterer menneskenes utrættelige bestræbelser på at forvalte deres naturlighed og køn inden for rammerne af det ”civiliserede og normale”. Det handler om at se og blive set.