De fremmede
I en tid med ofte ophedet og ikke altid lige konstruktiv debat omkring indvandrer- og integrationsproblematikken leder René Holm med sin billedserie De fremmede vores opmærksomhed på asylansøgeres situation og det ingenmandsland de befinder sig i når de kommer til Danmark.
Værkprojektet er blevet til på baggrund af en lang række besøg i et asylcenter, hvor Holm har haft samtaler med beboerne og fået lov til at fotografere dem, for siden tilbage i atelieret at male de værker vi her møder. Derfor er det da også vanskeligt ikke at betragte værkerne som et bidrag til en debat, der dagligt synes at udfolde sig i aviserne. Det står dog hurtigt klart, at denne fortælling har en anden vinkel. En tavs og mere sanselig. Ikke at den er neutral - billederne afslører valg, med motiver, hvor et gennemgående træk er tomhed og modløshed. |