Kontakt aarhus.nu:

 
 
8. februar 2006
Send din kommentar til
Essay: Mareridtets drømme
Under et ophold i New York har billedkunstneren René Holm oplevet og indfanget de hjemløse gennem sit kamera. Det er de fotooptagelser, der har dannet grundlaget for serien Sixteen Destinies, som for tiden vises på Galerie Wolfsen i Aalborg. Malou Erritzøe har skrevet et essay om serien og de hjemløse.

Tekst: Malou Erritzøe
Foto: René Holm og Peter G. Christiansen

Udstillingen Sixteen Destinies vises hos Galerie Wolfsen i Aalborg i perioden 4. - 25. februar 2006
www.galeriewolfsen.dk
 
René Holm i sit studio omgivet af malerier fra serien Sixteen Destinies
 
Mareridtets drømme

Kan man drømme sig ud af et mareridt? Er det muligt at undslippe en retningsløs, forvirrende, tom fornemmelse af at løbe og ingen vegne komme?

På mange punkter må det at være hjemløs føles som et sådant retningsløst mareridt. For den, der møder den hjemløse, er det måske ikke den umiddelbare oplevelse. Der skal investeres lidt empati, før man opdager, at der bag anonymiteten befinder sig et selvstændigt individ med drømme og erfaringer. René Holm formår i sin skildring af New Yorks hjemløse dette helt unikke: at lade det enkelte menneske træde frem for os.

Under et ophold i byen har René Holm oplevet og indfanget de hjemløse gennem sit kamera. Det er de fotooptagelser, der har dannet grundlaget for serien Sixteen Destinies. Men resultatet er ikke som i det mere velkendte socialrealistiske, dokumentariske billede af hjemløse. René Holm løfter i stedet hver enkelt ud af den anonymitet, der gør dem til en social gruppe, og placerer dem i en anden kontekst, en kontekst, der har noget drømmeagtigt over sig. Man fornemmer, at disse mennesker midt i den mest mareridstagtige tilværelse stadig har drømmen.

 
René Holm: Updated   Hjemløs dame i New York

Altid videre fremad
Et univers af svampe, træer, stærke farver og regnbuer er den eventyr-verden vi får lov at møde de hjemløse i. Enten er de hjemløse ansigtsløse eller med hovedet bortvendt, men ofte er deres kropssprog meget stærkt. En gammel mand bøjer sig træt og opgivende over stokken, han har et løst greb om kruset og ser ikke skoven med små paddehattesvampe, der nysgerrigt spirer op omkring ham. I et andet billede har en kæmpe paddehattesvamp fuldstændig overtaget kontrollen og vokser om kap med træerne, mens den maser sig ind imellem to personer. Af disse billeder fornemmer man klart, at det nok alligevel ikke er så nemt at drømme sig ud af mareridtet.

Svampene dukker op igen og igen, og gør sine steder skovbunden helt levende. De understreger det uvirkelige, og optræder i nogle værker som drømmeagtige kuriositeter, mens de i andre virker omklamrende og fordærvende, som mareridtet, der ikke vil slippe sit greb.

I modsætning til det modløse kropssprog, der lader sig aflæse i figurerne i flere af billederne, oplever man i andre en kurs og målrettethed. Ofte illustreret med en farvestærk stråleglans, hvor man ikke er i tvivl om, at dette sted må gemme på noget bedre. I et af værkerne sidder en kvinde bag indkøbsvognen og læser avis. I en enkelt handling synes hun dermed at negere sin egen tilstand. At hun skulle være ekskluderet fra samfundet må være andres opfattelse – selv holder hun sig fortsat orienteret. I Did the Thirteenth Amendment in 1865 make a big difference bevæger en mand sig fremad uden at ænse, at hans fødder befinder sig i en blanding af vand og svampeunderskov. Han slæber to store sække over skulderen, men heller ikke disse synes at sinke ham. Til gengæld peger hele hans krop frem mod en klar horisont oplyst af solens sidste stråler og man føler sig overbevist om, at han ikke synker i. Fra ringene i vandet omkring hans fod fås et indtryk af, at han rent faktisk går på vandet.

 
René Holm: Holding on to my last hope   René Holm: Did the thirteenth amendment in 1865 make a big difference?

En række værker skiller sig ud fra de andre. Det er en serie portrætter – en genre, der historisk set altid har været forbeholdt eliten. Men René Holm forholder sig tro mod sit materiale. Han har tilladt sig at gå tæt på, men når kun til en vis grænse, de portrætteredes ansigter forbliver diffuse. Det at kunne skabe et ordentligt portræt kræver, at kunstneren har haft mulighed for at studere sit materiale. Den luksus har René Holm ikke haft. Når portrætterne alligevel virker er det på et følelsesmæssigt og ikke på det registrerende plan. Det udtværede kommer til at rumme al det uforløste og usagte, der er mellem os og de hjemløse. Som en understregning af, at vi aldrig helt vil kunne begribe dem og indholdet af deres situation.

Kontekst
Hvordan påvirker stedet os og hvor afgørende er konteksten for helhedsindtrykket? Den hårde, menneskeskabte asfalt, der danner baggrund i disse personers hverdag, er i René Holms univers byttet ud med eventyrlige farve- og naturscenarier. Alligevel synes det muligt at aflæse personernes hjemløse identitet. Tøj og kropsholdning er aflæselige koder – indkøbsvognen en anden. Indkøbsvognen er ekstremt kodet som symbol på den overflod og forbrugskultur, der hersker i vor del af verden, samtidig med at den er indbegrebet af den hjemløses livsvilkår. Den trygge ramme som hjemmets fire vægge udgør, skiftes i den hjemløses verden ud med indkøbsvognens mobile hjem – som ramme om de få ejendele.

 
Udstillingsview fra Galerie Wolfsen   Nærbillede af installation

 
Studie til værket God bless you   Studie til værket Heaven or hell

Hjemmets betydning
Det er vanskeligt ikke at blive påvirket af mødet med hjemløse. Vi konfronteres med mennesker, der er som os, ligner os, kunne være vores naboer, men som netop ikke er det. Ved at anbringe dem væk fra byen - ude i naturen, alt imens de selv på ingen måde synes at være blevet sluppet af byen, formår René Holm at understrege følelsen af dette på en gang velkendte og fremmede. En dobbelthed, der kan fremkalde en vis utryghed ved dem. Denne dobbelthed er beskrevet af Sigmund Freud i begrebsparret heimliche/unheimliche, det på en gang hjemlige og uhyggelige. Følelsen af utryghed og uhygge opstår ikke så meget ved mødet med det ukendte (det ”unheimliche”) som ved et gensyn med det fortrængte, noget man har et nært kendskab til, men ikke er sig bevidst. De mekanismer, der sættes i gang ved synet af hjemløse, handler desværre næppe om lige præcis disse menneskers skæbne, men om noget, der ligger os selv langt nærmere. Ved at blive konfronteret med de hjemløse, indser vi den dystre bagside af al den materielle og konstruerede tryghed vi – bogstavelig talt når det kommer til bolig - har bygget op omkring os. I det daglige fortrænger vi det, men tanken om hvad og hvor vi var uden hjemmet, er skræmmende. Ikke at have dette sted, er de barske vilkår, mødet med de hjemløse konfronterer os med.

 
James, vietnamveteran   Liggende kvinde i New york

Storbyens anonymitet
I midten af 1800-tallet hyldede den franske digter Charles Baudelaire storbyen i essayet Det moderne livs maler. Til forskel fra livet i små nære samfund bød storbyen på en ny oplevelse: oplevelsen af anonymitet. Den moderne mand (det gjaldt naturligvis ikke kvinderne) kunne frit bevæge sig rundt i gaderne, fra kvarter til kvarter, uden at blive genkendt, og blot betragte, suge indtrykkene til sig – flanere.  Det, der dengang var nyt og nydt af flanøren er i dag ført igennem til en sådan ekstrem, at mange snarere føler sig fremmedgjorte. New Yorks hjemløse (en skæbne, der ikke kun er forbeholdt det ene køn) synes at befinde sig i ekstremernes udgave af Baudelaires storby. Der, hvor anonymiteten ikke længere er en luksus, men en livsbetingelse og det øvrige liv i byen ikke betragtes og indsnuses, men snarere passerer upåagtet forbi. Den følelse af frihed, som flanøren oplevede, er selvsagt værdiløs for den hjemløse. Storbyen har bevæget sig i retning af endnu mere anonymitet, i en sådan grad, at i forvejen anonyme eksistenser nærmest fuldstændig forsvinder. Bliver usynlige for en travl og selvoptaget omverden. René Holm løfter dem ud af usynligheden og frem for vores øjne. Man fornemmer en barmhjertighed og oprigtig omsorg i flere af værkerne. Som i Faint, hvor den sovende kvinde forsigtigt er blevet løftet ud af de barske omgivelser og nænsomt lagt på en blød skovbund.


Relaterede artikler:
Pressemeddelelse
Webdesign: Jan Falk Borup