Kontakt aarhus.nu:

 
 
Få tilsendt info om nye artikler: Klik her for tilmelding
 
Send din kommentar til
17. oktober 2007

Being a Queen – At være eller ikke at være sig selv

[Interview] “Du sidder ikke foran et kamera, du sidder foran dig selv”. Så præcist faldt ordene, da aarhus.nu mødte den koreanske kunstner Kyungwoo Chun til en snak om hans nyeste projekt Being a Queen.

Af Mette Kyhl Nielsen
Foto: Kyungwoo Chun og Mette Kyhl Nielsen

Udstillingen vil senere blive vist i både Danmark og Udlandet.

 
Marie under forberedelsen til fotograferingen. Der er ikke tale om det færdige fotografi.
 

Under sit kunstnerophold i Århus og København i disse uger arbejder den koreanske kunstner Kyungwoo Chun med projektet Being a Queen, et projekt, der beskæftiger sig med personer, som på et bevidst eller ubevidst plan, afspejler deres identitet mentalt eller fysiologisk i Dronning Margrethe. Kyungwoo Chun optager først en form for interview med deltagerne på video, og derefter fotograferer han dem ved at bruge en lang eksponeringstid. En metode han har gjort til sit kunstneriske kendetegn.

 
Kyungwoo Chun: 1 Hour Portrait #11, 2002  

Dronning Margrethe
Kyungwoo Chun oplever, at mange danskere synes at have deres helt eget og særlige forhold til Dronning Margrethe. Dronningen påvirker danskerne, fordi hun viser, at hun er et ganske almindeligt menneske med samme glæder og sorger som andre. Dette betyder, at hun afmystificerer dronningebegrebet og bliver nærværende, mener Kyungwoo Chun. “Hun kan være hvem som helst”, fortsætter han, “hun kan være din mor, din bedstemor, din svigermor”. Det er et socialt fænomen, fortæller Kyungwoo Chun, som handler om begrebet ’dronning’ i folks bevidsthed, ikke om Margrethe selv. Dette interessante psykologiske identitetsaspekt vil han undersøge ud fra et kunstnerisk perspektiv i projektet Being a Queen.

Rigtige mennesker
“Jeg er ikke interesseret i kopier af dronningen, men i jer som personer”, forklarede Kyungwoo Chun om Being a Queen projektet ved informationsmødet på Galleri Image i begyndelsen af september.
Og nu - iklædt lyseblå gallakjole med store pufærmer og strutskørt, diadem i håret, juveler om halsen og elefantorden om skulderen sidder deltageren indhyllet i et mørkt rum foran Kyungwoo Chun og fotolinsens svage lys i præcist det antal minutter, som afspejler den enkeltes livsalder. ”Man er som menneske jo sammensat af det antal år, man har levet i”, siger Kyungwoo Chun.
Han fortæller, at det uundgåeligt vil skabe en indre konflikt i enhver, der placeres i en så uvant og anderledes situation - både klædt som en dronning og med tid til eftertanke.
At få lov til at trække sig tilbage i stilhed til en lejlighed i Århus i en halv eller hel time og at kunne bruge denne tid, som man nu har lyst til, er ikke noget, vi er vant til i vores hverdag. Kyungwoo Chun tror, at denne kunstige situation automatisk vil få det enkelte menneske til først at reflektere over dronningen eller ideen om dronningen - for så til sidst at vende tilbage til og mærke sig selv. ”Du vil komme tilbage til dig selv”, konkluderer han.
   
”Vi forholder os altid til tiden”
Men projektet handler ikke om tiden i sig selv. ”For hvad er tid”? spørger Kyungwoo Chun.
“For mit vedkomne er nutiden altid i bevægelse. For mig er der ingen nutid, kun fortid og fremtid”, forklarer han. “Det er begyndelsen og slutningen på tiden”, som disse fotografier viser i ét og samme.
Han finder det interessant at skabe et billede over tid, at beskæftige sig med tiden i dette billede og med den refleksion, der opstår i tidsforløbet.
Kyungwoo Chun føler sig altid som en del af fotografiet, da det rummer den tid, den fotograferede og kunstneren har tilbragt og udvekslet sammen. En særlig tid de to altid vil beholde sammen. Samtale er ikke absolut nødvendig. ”Tavshed er også at tale”, forklarer Kyungwoo Chun.
”Vi udveksler noget”, fortsætter han, ”vi bliver altid ældre og betydningen af vores minder ændrer sig bestandigt”. Nutiden er i konstant bevægelse, også i den forholdsvis korte tid, som mødet mellem kunstneren og den deltagende varer. De ændrer sig under hinandens selskab.

 
Niels Peter og Janne under forberedelsen til fotograferingen. Der er ikke tale om de færdige fotografier.

Et humanistisk projekt
Kyungwoo Chun ser gerne, at den enkelte kan genkende sig selv i de slørede og anderledes fotografier, som den lange eksponeringstid vil bevirke, i det endnu ikke færdige Being a Queen projekt. “Det er ikke min intention at lave et portræt”, siger han. Han hverken kan eller vil kontrollere den fotograferede undervejs. Det er derimod det enkelte menneske selv, som så at sige tegner sit eget portræt under fotograferingen. Han ønsker, at den fotograferede ærligt skal vise, hvem vedkommende egentlig er.

Kyungwoo Chun søger dronningen i hvert enkelt menneske, men finder det enkelte menneske i hver en dronning.

 

Relaterede artikler:
Omtale: Being Queen på Galleri Image

Relaterede links:
www.galleriimage.dk
www.bernhardknaus.de
www.gaainart.com
www.casaasia.es/festival
www.dr.dk/P2/p2plus/aktuelt/2007/10/dronning.htm

 
 
 
Få tilsendt info om nye artikler: Klik her for tilmelding
Webdesign: Jan Falk Borup