Kontakt aarhus.nu:

 
 
Få tilsendt info om nye artikler: Klik her for tilmelding
 
Send din kommentar til
22. august 2007

Kassels kontraster

[Reportage] Documenta 12 i Kassel er præget af højst overraskende disponeringer og en overordnet modig kuratering, som sammensmelter de kunsthistoriske epoker

Af Lars Svanholm
Foto: Lars Svanholm og Documenta

Documenta 12 i Kassel varer til 23. september 2007
www.documenta12.de

 

Sanja Ivekovic: Poppy Field, 2007

 

Kassels forstadsmiljøer fremstår i en tilstand af slid og let forfald, men i samme øjeblik man krydser broen over floden Fulda, ændrer byen omgående karakter og optræder i sin forventede rolle som en mellemstor by i det centrale Tyskland. Hvert femte år bliver denne rolle tildelt en yderligere dimension i de hundrede dage, hvor den gigantiske kunstevent Documenta finder sted. Arrangementet er listigt blevet indføjet i Kassels brand. Byen lanceres i dag som ’Documenta-stadt’.

Stemningen på Friederichsplatz foran det statelige Museum Fridericianum er da også i Documenta-perioden forvandlet fra tysk provinsmiljø til et kosmopolitisk, energisk område, hvor alle sprog tales og diverse nationaliteter mødes. Det ses tydeligt på den store plads og udvendigt på den imponerende museumsbygning, at noget særligt finder sted under denne 12. udgave af Documenta.

Valmuer og karrusel
Friederichsplatz er tæt tilsået med valmuer, og en stor tivolikarrusel med det ene og det andet af skrevne og billedlige politiske statements bryder det dagligdags sceneri. Valmuemarken er iscenesat af den kroatiske konceptkunstner Sanja Ivekovic (f. 1949) og karrusellen er tyske Andreas Siekmann (f. 1961) ansvarlig for.

Ud ad Fridericianums udvendige mur vokser i bogstavelig forstand brasilianske Iole de Freitas’ gigantiske, ubetitlede skulpturinstallation, som indvendigt fylder et stort rum, hvori et organisk univers af rustfri stål og svært gennemsigtig polycarbonat blander sig med et nysgerrigt og voldsomt reflekterende publikum.

 
Andreas Siekmann: The Exclusive. On the Politics of the Excludede Fourth, 2007 (detalje), mixed media   Iole de Freitas: Uden titel, 2007, rustfri stål og polycarbonat

 
Trishia Brown: Floor of the Forest, 1970 (installation og performance)   Trishia Brown: Geneva, Handfall, 1999 (én af 19 tegninger)

I et tilstødende rum finder man en ejendommelig installation, som inkluderer levende individer, der hænger tilsyneladende livløst ned fra en konstruktion af tovværk og stof. Disse individer rejser sig dog med ét fra Trisha Brown’s arrangement og opfører en nøje synkroniseret dans. De unge dansere skaber dermed et supplement eller en kontrast til det koncentrerede folkeliv, der omgiver dem.

Medieinstallationer og fotodokumentariske værker i et andet rum brydes befriende af 19 løst forarbejdede blyantstegninger med hænder som tema af samme Trisha Brown. Disse er placeret således, at de fungerer i en dualistisk sammenhæng i relation til det massive mediebombardement, man udsættes for i netop dette miljø, som også rummer ét af maleren Juan Davila’s morbide kommentarer til USA’s rolle på den verdenspolitiske arena. Davila har indkomponeret Swastika adskillige steder i ét værk. Nu refererer dette blot til Guds eget land i dag, og ikke til værtsnationens storpolitiske rolle for mere end et halvt århundrede siden.

Lys og mørke
Hos Iñigo Mangalo-Ovalle er lyset og lyden med pupillernes vandring mellem det rød-orange lys med den lave frekvens af lyd – frembragt af et radiolignende apparat på gulvet – og de blåsorte rum af mørke, i stand til at udvide kontrasternes betydning. Man bliver mindet om forskellen på nat og dag eller blot om den blændende oplevelse, det er at møde sollyset efter et par minutter i Hamburgs Elb-Tunnel. Man finder denne ruminstallation i Documenta-Halle, hvor det centrale, højloftede udstillingsrum ligger hen i et gådefuldt halvmørke.

Dette generelle fravær af lys i de skiftende udstillinger er et gennemgående træk på Documenta 12. Logisk nok fungerer en stor del af samtidens kunstneriske udtryk fint i mørket; men ofte fornemmes det som om de værker, der er forarbejdede i de klassiske materialer, fremstår sært underbelyste. Mørke skyer trak sig sammen over Kassel på andendagen af denne skribents besøg i byen; men den byge, som var det direkte resultat heraf, var kortvarig. Lyset brød igennem skydækket på ny, hvorimod det dominerende tusmørke på Documenta 12 syntes permanent.

Udvendigt og indvendigt
Det kan virke unfair at foretage nogle enkelte punktnedslag i forhold til enkelte kunstnere i et så bredtfavnende udstillingsarrangement, som der aktuelt er tale om. Ikke desto mindre er der kunstnere, der er karakteriseret ved en stor synlighed i kraft af, at de optræder udvendigt i forbindelse med de mange udstillingsarealer. Japanske Tanaka Atsukos rødviolette, let svævende dug foran det imponerende Orangeriepalads, hvor også den digre Aue-Pavillon er opstillet, er et iøjnefaldende værk, som fungerer i en oplagt komplementær modsætning til parkanlæggets grønne græs.

Tanaka Atsuko: Work, 1955 (rekonstrueret i 1986) (viscose/rayon)

Indvendigt i Aue-Pavillonen er gardinerne trukket for. Det provisorisk opførte bygningsværks indvendige miljø er præget af det samme diffuse mørke, som er kendetegnet for det samlede Documenta-miljø anno 2007. I den kontekst har fotografiet det ofte svært på Documenta 12. Kameraet er blevet ét af de væsentligste værktøjer til frembringelse af kunstnerisk dokumentation. Kameraet som hukommelseshjælper er ligeledes et vitalt redskab i dag. Stort set alle i det kolossale publikumssegment er i besiddelse af hukommelse i digital form.

Dette giver vedholdende arbejde til de mange vagter i udstillingsområderne. Det er ikke tilladt at fotografere med blitz – og dette forbud bliver omgået med en tiltagende entusiasme af et publikum, der ikke bliver mindre talstærkt, som dagene skrider frem.

Forskellige epoker
Det fine ved Documenta er, at der også findes rum til gennemført mærkværdige installationer som f.eks. Mladen Stilinovic lille, underlige pavillon behængt med små symboler, der trækker en lige linie tilbage til tiden, da Rusland var et Sovjetisk anliggende. Her findes i snesevis af små, naive malerier, indtørrede kager samt ubehjælpsomme, suprematistiske kompositioner. Alt findes ude og inde i den vel omkring 40 m2 store enhed.

Fra de røde stjerner og de små fotografier af socialistisk heroisme, er der umiddelbart noget af et spring til danske Poul Gernes’ ”skydeskiver”. Disse findes ikke desto mindre bl.a. i denne og andre sammenhænge. Valget af netop Poul Gernes kan muligvis forekomme besynderligt. Men i relation til de gennemførte dispositioner, der sammenfletter forskellige epoker i kunsthistorien, burde det måske kunne forsvares. Hvad Poul Gernes selv måtte have af meninger til udformningen af hans deltagelse i Documenta 12, kan man naturligvis aldrig vide. Gernes døde i 1996.

Neue Galerie
Er den del af Documenta 12, der finder sted i Aue-Pavillon henlagt i halvmørke, er det for intet at regne imod afsnittet, der foregår i Neue Galerie. Øjnene når i tilstrækkelig grad at vænne sig til sollyset under den korte spadseretur til den smukke udstillingsbygning, inden man præsenteres for nye mørke rum. Her findes dog intime arbejder, som er tilbørligt belyst. Det er klart, at en del af disse sarte værker ikke tåler en voldsom belysning.

Jeg har tidligere nævnt Tanaka Atsukos stofinstallation på plænen foran Aue-Pavillon. I Neue Galerie er hun repræsenteret med en serie tegninger, der bl.a. indbefatter nogle kalendere i mixed-media, som den nu afdøde kunstner forarbejdede under et hospitalsophold i 50’erne.

 
Tanaka Atsuko: Calendar, ca. 1954, mixed media   Nedko Solokov: Fears, 2007 detalje) (99 tegninger)

 
Mariá Bartuszová: Uden titel, 1986, gips   Cosima von Bonin: Relax, it's only a ghost, 2006 (detalje), mixed media

Nedko Solakov er til gengæld i høj grad i live. Dét viser og beviser denne underfundige, bulgarske konceptkunstner bl.a. i forbindelse med en fortælling, der er sammenfattet af 99 tegninger. Temaet er frygt. Fears… Det samme tema kan siges at gå igen i denne 50-årige kunstners andet koncept på Documenta 12, som ved hjælp af objekter og video beskriver en opvækst i Jerntæppets skygge.

Der er i sagens natur meget at se på Documenta 12. I skrivende øjeblik huskes foruden dét, jeg allerede har nævnt bl.a. Saâdane Afifs konstruktion af selvspillende, elektriske guitarer, Lu Haos minutiøst udførte meterlange forløb af Beijings skyline på silke, Mariá Bartuszovás organiske gipskompositioner, Cosima von Bonins kæmpeinstallation Relax It’s only a ghost, Atul Dodias smukt udførte tegninger med tekster fra indisk poesi samt John McCracken’s minimalisme.

Uforudsigeligt og overrumplende
Det er væsentligt at pointere, at Documenta 12 ikke ensidigt er et udstillingsevent, der kaster lys (eller mørke) på samtidskunsten. I kurateringen har man derimod taget sigte på sammenligneligheden mellem dén billedkunst, der præger kunstscenen i dag og et historisk udsnit af den moderne kunst. Dette forhold er interessant og indebærer et stort element af uforudsigelighed.

Man kan roligt sige at modernismen og det forrige århundredes avantgarde møder en samtid af mangfoldigt sammenfattede udtryksformer på højst overrumplende måder. Om det er lykkedes hele vejen igennem, kan man naturligvis diskutere; men det er i overordnet forstand en modig disposition i forbindelse med så betydningsfuldt og omfattende et arrangement.

 

Relaterede artikler:
Reportage: Documenta 12 i Kassel

Relaterede links:
www.documenta12.de

 
 
Få tilsendt info om nye artikler: Klik her for tilmelding
Webdesign: Jan Falk Borup