Kontakt aarhus.nu:

 
 
Få tilsendt info om nye artikler: Klik her for tilmelding
 
Send din kommentar til
14. juni 2007

Brosten med en opfordring

[Reportage] ”Just do it!” Men gøre hvad?, spørger dette kunstprojekt undrende og sætter reklamen overfor aktivismen og kommenterer på kunstens markedsafhængighed.

Af Pernille Rom

 
Brostenen på en mur i Århus
 

Har du lagt mærke til, at der lever et vitalt kunstprojekt i Århus, nede under dine fødder på de brostensbelagte gader, foran udvalgte gallerier eller inde i maven på en skulptur på Aros?
Projektet udgøres af brostenen, der er taget op af sin sædvanlige plads i jorden og blevet til en hybrid af et kunstprojekt, der aldrig falder til ro nogen steder, men bliver ved med at kredse rundt så længe folk gider at interagere med den. Stenen er sortmalet og bærer et Niketegn. Præcis hvor mange sten der er i kredsløb er uvist, men at folk tager dem med som en souvenir eller fjerner dem, er et faktum. Stenene forsvinder, for at blive placeret andre steder i nye sammenhænge.

På trods af de voldelige associationer som brostenen har, i aktivisternes kamp imod ordensmagten, favner dette projekt ikke noget politisk budskab på forhånd. Afsenderen af projektet, der ønsker at være anonym, fortæller mig om de grundlæggende tanker der ligger bag projektet. Det er ikke et entydigt rebelsk projekt, der vil smadre kapitalens institutioner. Niketegnets opfordring er verdenskendt: Just do it! Men gøre hvad?, spørger værket kritisk sin nye ejermand. I denne nye sammenhæng er Nikes status ikke længere en selvfølge, som dagligt lagrer sig i vores bevidsthed. Netop fordi den sortmalede brostens materialitet har en stærkere gennemslagskraft end brandet, der normalt virker tilstrækkeligt i sig selv.

 
Brostenen foran H&M   Fra direktørens kontor på ARoS

Brostenen tvinger den forbipasserende til at tage stilling til værkets videre udbredelse, såvel passivt som aktivt. På den måde fralægger projektet sig det traditionelle afsender/modtager forhold vi kender fra museet og dermed ansvaret i sit videre forløb. Intentionen fra projektets afsender er ligeså ærligt som Niketegnets opfordring: Just do it! Men i dette projekt er der ikke nogen konsensus om at løbe et maraton eller hoppe på den atletiske livsstil, som Nikeproduktet sælger sig selv på. Stenen bliver et incitament til handling for den enkelte.

Stenen på udstilling
Projektet har med hjælp fra sine medaktører spredt sig rundt omkring i byen og været inde og vende på ARoS, hvor brostenene på mystisk vis er blevet smuglet ind og placeret foran og inde i værkerne. Her figurerer brostenen som en form for parasit på institutionen, der konfronterer den opmærksomme museumsgæst med kunsten som den vare, den er blevet. Lige så vel som når den ligger foran galleriets eller butikkens skrøbelige glasfacader og påberåber sig opmærksomhed samt stiller folk i en akavet situation. Skal man ignorere brostenens tydelige opfordring og ordne sit ærinde eller tage den op og blive medaktør i projektets videre forløb?     

Brostenen ved en foden af skulptur på ARoS

Massekultur eller modkultur?
Kapitalismen bekæmpes med sine egne midler i dette projekt, der ligger sig op af popkunstens strategi og udstiller kunstens markedsafhængighed, ved at tage populærkulturens egne ikoner i brug. Men samtidig spiller projektet på et modsætningsforhold, hvor man kan spørge sig selv om aktivismen og modkulturen ikke efterhånden er blevet så hypet og anerkendt at den er blevet optaget af den massekultur, den skulle bekæmpe.  Brostenen og tegnet, spiller på en dobbelt symbolik. Henholdsvis brostenen med sine anarkistiske bibetydninger og Niketegnets suverænitet udgør en bastard der ikke falder til ro, men bliver ved med at reproducere sig selv og stiller en række relevante spørgsmål til os og til kunsten.

 

Relaterede artikler:
Reportage: De gule pile i Århus
Reportage: De gule pile kommer
Snapshot: En lille sær én

Relaterede links:
www.adbusters.org
www.gadekunst.dk
www.husetsforlag.dk/hf/index.php?id=232

 
 
 
 
Få tilsendt info om nye artikler: Klik her for tilmelding
Webdesign: Jan Falk Borup