Kontakt aarhus.nu:

 
 
Få tilsendt info om nye artikler: Klik her for tilmelding
 
Send din kommentar til
18. april 2007

Reportage: Room of Relation på Spanien 19C

Room of Relation iscenesætter sin betragter i en interaktiv installation skabt i et fællesskab mellem den digitale mediekunstner Signe Klejs og komponisten Niels Rønsholdt på Spanien 19C.

Tekst og foto: Pernille Bøttcher

Udstillingen Room of Relation kan ses på Spanien 19C frem til 21. april 2007
www.spanien19c.dk

 

Det interaktive værk We all get hurt by love iscenesætter sin betragter, der her får rollen som den sadistiske pisker af en forsvarsløs kvinde.

 

Grænseoverskridende interaktion i et klaustrofobisk mørke

Det teatralske er et stærkt virkemiddel i installationen Room of Relation. Den er skabt specielt til det mindre udstillingsrum i Spanien 19C, og står i forlængelse af Klejs & Rønsholdts tidligere samarbejde, der går tilbage til 2002. Et samarbejde, der har beskæftiget sig med så forskellige kunstformer som kammeroperaen Inside Your Mouth, Sucking The Sun fra 2002 til 2004, og interaktive medieværker som nu Room of Relation.

Signe Klejs’ egne værker er også repræsenteret i Århus’ byrum og har i løbet af 2006 været at finde i et interaktivt udstillingsvindue, FensterFantastisch i Vestergade,og på Hovedbibliotekets Projekttorv med to interaktive installationer.

Melankolien dominerer Room of Relation. Rummet i Spanien 19C er indrammet af sorte tæpper fra gulv til luft, mens gulvet er dækket af et rødt tæppe. De eneste lyskilder kommer fra to spotlights, der understreger den teatralske scene. En scene, der forstærkes yderligere af det vedvarende orgelklingende tonebillede, som Niels Rønsholdt har skabt til rummet.

Da jeg træder ind, er jeg blændet på grund af lyset udenfor og ser derfor først rummets helhed efter nogen tid. De tre værker i rummet udspiller hver især deres eget liv gennem videoprojektioner af objekter, som jeg nysgerrigt må tættere på for at undersøge. Der er en underliggende og afventende uhygge, som virker mere eller mindre grænseoverskridende på mig.

Et af de tre værker er tidligere set på den Internationale Digitale Kunstfestival 2006 i Århus, We all get hurt by love: En projektør lyser ned på en cylinderformet glasvase, hvor i der står en lang pisk. Den er netop placeret ved kanten af en hvid seng, hvor på en videoprojektion viser en sammenkrøbet kvinde. Projektøren synes at fremhæve piskens rolle, og jeg tager den i hånden og overvejer endnu engang, om jeg skal prøve at slå på sengen – hvilket betyder at slå på kvinden, der ligger, som afventer hun mine slag. Et lille svirp kan jeg få mig selv til, og en stemme sukker over højtaleren, som en umiddelbar reaktion. Det er grænseoverskridende, og jeg bryder mig ikke om min rolle, men jeg er stadig for nysgerrig og må prøve at slå igen og lidt hårdere for at afdække værkets interaktion. På samme udfordrende måde oplever jeg de to andre værker.

Room of Relation kræver interaktion, og jeg må se mine personlige grænser udfordret for at indgå på værkernes præmisser og derved få tilfredsstillet min nysgerrighed.

 

Relaterede links:
www.spanien19c.dk
www.cygne.dk
www.klejs-roensholdt.dk
www.nielsroensholdt.dk

Relaterede artikler:
Pressemeddelelse: Room of Relation
Reportage om søsætningen af projektet TEKNE, hvor Signe Klejs er gæst
Reportage fra Signe Klejs’ værk Teknomorfose på Hovedbiblioteket
Anmeldelse: <title>Ff6b</title> på Galleri Image
Interview med Signe Klejs på CAVI

 
 
Få tilsendt info om nye artikler: Klik her for tilmelding
Webdesign: Jan Falk Borup