Kontakt aarhus.nu:

 
 
Få tilsendt info om nye artikler: Klik her for tilmelding
 
Send din kommentar til
7. marts 2007
Anmeldelse: Michael Mørk på Esbjerg Kunstmuseum

På Esbjerg Kunstmuseum er et udstillingsrum for tiden dedikeret til særudstillingen Big Shopping af Michael Mørk. Værket er kontrastfyldt og kører nærmest i to spor. Det ene spor handler om at eksperimentere med rumlig abstraktion, mens det andet spor reflekterer over kunstens og samfundets gensidige påvirkning.

Tekst og foto: Lise Bøgh Sørensen

Big Shopping på Esbjerg Kunstmuseum fra den 10. februar til den 6. maj.

 
Michael Mørk, Big Shopping, 2007
 

Når man træder ind i udstillingsrummet, og altså ind i værket Big Shopping, er det som om, man befinder sig i en 3-D version af et Mondrianværk. Rene farveflader i moderne farvevalg har løsrevet sig fra væggene og er at finde på kasseformede objekter placeret rundt omkring i lokalet. Maleriet vil ud og interagere med rummet og beskueren! Rummet fremstår som en leg mellem komposition, form, flade og farver og virker minimalistisk i sit æstetiske udtryk. Det kan virke som om, intentionen er at skabe en rummelig abstraktion.

Kasseobjekterne i rummet er lavet i menneskelig skala og synes at mime køkkenelementer. Med det for øje bortfalder abstraktionen, og samfundet derude trænger sig på i værket. Samtalekøkkenet er ofte blevet symbol på vores materielle værdier og stigende fokus på de ydre rammer i debatter om den mentale tilstand i Danmark. Og med titlen Big Shopping vælger kunstneren at pege på konsumsamfundet. Man kan dog ikke umiddelbart læse nogen samfundskritik ud af værket. Værket peger snarere på kunstens og samfundets gensidige infiltrering, og i et interview, som aarhus.nu tidligere har bragt med kunstneren, udtaler han: Man kan sige, at hvor det for få år tilbage var køkkener, der var in at købe, er det i dag kunst!  

Oplevelsen af værket bliver på den ene side en sjov oplevelse af at være i et radikalt anderledes rum, en kropslig oplevelse af at være inde i et maleri, og på den anden side at være vidne til et intellektuelt værk, der opstiller en lang række spørgsmål. Spørgsmålet er dog, om ikke værket vil for meget. Man kan ikke rigtig få lov til at udforske det abstrakte rum og lege med, fordi værket insisterer på at ville mere end det. Både køkkenreferencerne og titlen råber på, at man skal tage stilling til dem. Som beskuer bliver man splittet mellem på den ene side at have lyst til at opleve rummet med kroppen og fantasien og på den anden side at tage intellektuel stilling. For der er mange tematikker at tage fat på i værket. Michael Mørk stiller i værket det velkendte overfor det abstrakte, kunsten overfor samfundet og popkunst overfor minimalisme.

I kunst er tvetydighed og kompleksitet som oftest en god ting, som aktiverer beskueren og får denne til at reflektere. I dette tilfælde lukker tvetydigheden værket, mere end det åbner det. Det interessante ved denne udstilling er eksperimentet med at skabe interaktion mellem maleri og rum, men værkets samfundskommenterende karakter kan let komme til at flytte fokus fra dette eksperiment. Når det er sagt, så er det nu stadig en sanseligt overvældende oplevelse at være i rummet, hvis man prøver at lægge hjernen lidt fra sig! Michael Mørk giver os et bud på, hvad maleriet kan, når det løsriver sig fra væggen og lader sig integrere med rummet.

 
 
Relaterede artikler:
Interview: Michael Mørk på Overgaden
Pressemeddelelse - Esbjerg Kunstmuseum: Michael Mørk
 
Relaterede links:
www.michaelmoerk.dk
 
 
Få tilsendt info om nye artikler: Klik her for tilmelding
Webdesign: Jan Falk Borup