Kontakt aarhus.nu:

 
 
Få tilsendt info om nye artikler: Klik her for tilmelding
 
Send din kommentar til
7. marts 2007
Essay: Portræt af Signa Sørensen

I Signa Sørensens iscenesatte universer opfordres de besøgende til at påvirke og udvikle værkets historie på lige fod med performerne, så der opstår en interessant leg med fiktion, virkelighed og identiteter. Portræt af performancekunstneren Signa Sørensen.

Af Connie Munch
Foto: Jessica Frank, Daniel Navarro og Flopper

 
Signa Sørensen som Miss Black Rose
 

Signa Sørensen har siden 2001 arbejdet med projekter, der kombinerer installations- og performancekunst; projekterne udspiller sig i forskellige installationsrum, hvor performere lever og improviserer 24 timer i døgnet i et afgrænset antal dage. Ofte er projekterne på alle tidspunkter af døgnet åbne for publikum, der deltager aktivt og påvirker historien ved deres medvirken. Sammenblandingen af fiktive karakterer og rum og beskuernes virkelighed er omdrejningspunktet for disse såkaldte performanceinstallationer, der blandt andet indbefatter projekterne “Night Finder I” (2003) og “The Black Rose Trick” (2005).

“Night Finder I” (projektet forløb over 6 døgn på Øster Fælled Torv bag Kanonhallen, København, 2003) havde som udgangspunkt en fiktiv historie. Signa Sørensen spillede karakteren Princess, der sammen med en halv snes andre levede som nomader. Publikum fik lov at møde gruppen i København, hvor de opholdt sig med deres to campingvogne.

Publikum bestemte selv, hvor dybt de ville dykke ned i historien om Princess. Brudstykker af historien kunne findes i installationens genstande eller hos de medvirkende, men som publikum skabte man selv sine egne historier udfra de episoder, man iagttog og de samtaler, man havde haft. Og hvilken dag man tilfældigvis kom forbi installationen. Der var således ikke tale om én sand historie, men om et væld af ligeværdige historier, da det hverken for de besøgende eller performerne på noget tidspunkt var muligt at få overblik over alle detaljerne i samtalerne og handlingerne.

 
Skolestuen i ”The Black Rose Trick”   Et af værelserne på Black Rose Trick Hotel

De besøgende havde mulighed for at blive inviteret indenfor i en af campingvognene. Her blev der serveret vodka og spillet plader og det var muligt at føre intime samtaler med en eller flere af de medvirkende eller andre besøgende. Det var ikke muligt at tale med de medvirkende om selve værket, fordi de hele tiden levede i deres roller. Ved et spørgsmål som: “Hvad går dette projekt ud på?” ville de medvirkende kigge undrende på én eller måske svare: “Hvad mener du? Hvilket projekt?” eller fortælle deres historie, deres fiktive projekt. Det var derfor kun muligt at tale med dem på fiktionens præmisser, og ofte ville de besøgende opdage, at de selv skabte en fiktiv person, så det opdigtede og virkeligheden smeltede sammen.

Signa Sørensens projekt “The Black Rose Trick” (projektet forløb over 10 døgn i en bygning i Suezgatan, Malmø, 2005) udspillede sig i en stor, treetagers bygning, der var indrettet som hotellet The Black Rose Trick Hotel med en militærbase i kælderen og et eksperimenterende hospital på øverste etage. Som besøgende ankom man til receptionen, hvor man blev indskrevet og udfyldte diverse spørgeskemaer og dokumentationspapirer. Herefter blev man bedt om at vente i lobbyen, hvor man kunne iagttage receptionistens og rengøringspigens gøremål, inden man i en gammel skolestue fik gennemgået hotellets reglement.

Hotellets verden var sat uden for virkelighedens rum og tid. Godt nok fik man i skolestuen vist et kort over Malmø, men der blev talt om en opdeling i brune og blå områder. De brune områder var sikre zoner, hvor hotellet indgik, hvorfor man opfordredes til at blive på hotellet, mens de blå områder var usikre zoner. Sagde man, at man kom fra Danmark, kiggede kvinden fra skolestuen undskyldende på én og sagde, at hun desværre ikke vidste, hvor det var, men at det nok var i det usikre blå område og bad én om at notere det på sine dokumentationspapirer for sikkerhedens skyld. Tidsmæssigt vidnede den detaljerede indretning om, at vi befandt os i noget lignende et østeuropæisk land i 1960erne.

Militærmagten på vagt i ”The Black Rose Trick”

Signa Sørensen spillede hotellets værtinde Miss Black Rose, der sammen med andre artister blandt andet kunne opleves på scenen i danserestauranten, hvor der hver aften var underholdning for hotellets gæster. Eller hun kunne opleves i sminkerummet, hvor der kun var adgang for kvinder, eller i brudesuiten med generalen. Man kunne også følge en eller flere af de andre medvirkende. For at få større forståelse for hotellets verden og de historier, der udspillede sig i den, kunne de besøgende iagttage og tale med de medvirkende, overnatte på et af hotelværelserne eller blive indlagt på hospitalet. Man bestemte selv, hvor langt man ville gå ind i værket. Om man ville forblive iagttagende, eller om man ville hvirvles ind i historierne.

Signa Sørensens performanceinstallationer placerer sig i et krydsfelt mellem teater og billedkunst. Teatrets forhold til publikum har, på samme måde som billedkunstens forhold til beskueren, været gennem store forandringer i løbet af de sidste mange år. I teater og billedkunst ses således ofte en ændring af beskuerens rolle, hvor beskueren deltager i værket frem for at iagttage det på afstand fra tilskuerpladser eller i et udstillingsrum. Signa Sørensens performanceinstallationer lægger sig i forlængelse af denne tendens ved at udviske skellet mellem beskuer og performer, sal og scene.

Hvis man som beskuer ønsker at opleve den særlige stemning, som gennemsyrer Signa Sørensens performanceinstallationer, kan man ikke blot sætte sig mageligt tilrette og iagttage. De fiktive universer åbner sig kun op, hvis man deltager aktivt. Der er ingen klar adskillelse mellem den fiktive iscenesættelse og den virkelige situation, og oplevelsen kan svinge frem og tilbage mellem værkets fiktion og omgivelsernes virkelighed. Den fiktive dimension består i, at værket som udgangspunkt er en fiktiv historie, der kun eksisterer i et begrænset stykke tid. Den virkelige dimension opstår ved, at værket ikke er fastlagt, men udvikler sig over tid, således at beskueren kan træde ind i værket, leve i det i en periode og bidrage til det. Performerne forholder sig til beskuerens virkelighed, men det er på fiktionens præmisser, således at beskuerens tilstedeværelse og reaktioner fortolkes i forhold til den fiktive historie.

Signa Sørensen har sammen med den østrigske performer og mediekunstner Arthur Köstler startet det kunstneriske samarbejde SIGNA, der står bag de seneste performanceinstallationer. SIGNA kunne i februar 2007 opleves i Turbinehallerne, København, med ”Night at the Hospital”.

For mere information om SIGNAs projekter se www.signa.dk

 

Læs også:
Essay: Indlagt på SIGNAs hospital

 
 
 
Få tilsendt info om nye artikler: Klik her for tilmelding
Webdesign: Jan Falk Borup