Klokken nærmer sig 22, mens jeg sammen med 24 andre venter på at blive lukket ind i Turbinehallerne til totalinstallationen ”Night at the Hospital”. Det eneste jeg ved er, at jeg de næste 12 timer skal være indlagt til behandling og terapi på dette nathospital med den identitet, jeg få dage tidligere har modtaget via mail; Ivanka Blondel. Jeg ved endnu ikke, hvad jeg skal behandles for.
Det er den danske installationskunstner Signa Sørensen og den østrigske performer og mediekunstner Arthur Köstler, der under navnet SIGNA står bag projektet. Signa Sørensen har siden 2001 arbejdet med de såkaldte performanceinstallationer, der er totalinstallationer, hvor performere i en periode lever og improviserer. Publikum kan ofte besøge installationerne på alle tider af døgnet og opfordres til at deltage aktivt og påvirke historien i installationen med deres medvirken. Jeg har tidligere oplevet to af hendes projekter: ”Night Finder I” (2003) og ”The Black Rose Trick” (2005). Som besøgende var der her mulighed for selv at bestemme, om man ville forholde sig iagttagende, eller om man ville tage aktivt del i at udvikle historien sammen med performerne, og der var ingen grænse for hvor mange besøgende, der kunne deltage. I ”Night at he Hospital” er der kun plads til 25 personer pr. nat og med en forudbestemt identitet og et terapiprogram ventende forude, er der vist ikke mulighed for at undslippe en aktiv deltagelse.
Vi bliver hentet af en sikkerhedsvagt i brune bukser, brun skjorte og brunt slips og ført ned i Turbinehallens kælder og ind i et venteværelse, hvor der serveres vodka, kaffe og småkager. Der er forskellige genstande i rummet, blandt andet en dukke og en afrevet arm og en lille grammofon, som spiller gamle single-plader. Udenfor sidder en midaldrende læge og skriver notater og læser nogle papirer igennem, måske journaler. Læger og sygeplejersker kommer ind og ud. Nogle siger: ”Velkommen tilbage”. En efter en bliver vi kaldt ind til Dr. Chaikin. Hun spørger, om jeg kan huske mit navn. Ivanka Blondel, svarer jeg. Fint, siger hun. Hun spørger, hvordan det går, der var jo et gennembrud i behandlingen i går. Ja, siger jeg bare. Hun spørger mig, om jeg har alkohol, cigaretter eller slik med. Nej, svarer jeg, mens hun giver mig et hvidt armbånd på, hvor der står Ivanka Blondel.
 |
|
 |
| En patient tager sig et hvil |
|
Nurse Rosenberg tilser en patient |
Jeg bliver hentet af Nurse Lori, der smiler, som kender vi hinanden godt. Hun spørger, om jeg kan huske hende? Om jeg kan huske, at jeg har været her før? Nej, svarer jeg. Hun viser mig min seng og holder en blå natkjole op. Kan du huske den her? Den var du så glad for i går, så jeg har lagt den frem til dig igen. Jeg må igen svare nej. Det er ved at gå op for mig, at den behandling og terapi jeg skal igennem i nat må være på grund af hukommelsestab. Selvfølgelig, tænker jeg. At jeg eksempelvis blev nødt til at sige nej, til at jeg ikke kendte natkjolen, kommer således til at give mening, netop fordi det er hukommelsestab, jeg lider af. Og da jeg ikke er den store perfomer, gør denne sygdom det også lettere for mig at spille med på legen, fordi jeg ikke behøver at opfinde svar på de spørgsmål, jeg kommer til at støde ind i, men bare kan sige: ”Det ved jeg ikke” eller: ”Det kan jeg ikke huske”, og så vil det være det mest perfekte svar. Jeg begynder at se frem til nattens terapi.
Jeg tager de elastikløse sokker, de alt for store underbukser, en undertrøje og den blå natkjole på. Lægger mig i sengen og kigger rundt på de andre patienter, der efterhånden fylder sengene op. Vi ligger i nogle gamle, rustne hospitalssenge i et lavloftet kælderrum med rå, sygeligt grønne vægge. Der er adskillige rør i loftet, og rummet brydes af stolper, blandt hvilke sengene er opstillet på må og få. Ved siden af sengen er et fjernsyn med Channel of Social Education, der viser gamle amerikanske kortfilm, der omhandler gode råd om den svære overgang fra barn til voksen samt gode råd om hygiejne.
Kort efter er det tid til at tage vores sække med tøj og følge Nurse Lori ned for enden af rummet og gennem en dør ud i et meget mørkt, fugtigt og beskidt rum. I lyset fra Nurse Loris lommelygte når vi frem til en form for garderobe. Her afleverer jeg posen med mit eget tøj, og dermed den sidste rest af min identitet, og får Ivankas personlige ejendele i en brun kuvert. Tilbage ved sengen åbner jeg kuverten og finder en baby-trøje, en lille kanin og et hårspænde.
Dr. Chaikin kommer rundt til stuegang. Hun spørger om jeg kan huske noget? At jeg har været her før? Hun siger, jeg har lidt af hukommelsestab, siden jeg for et halvt år siden var involveret i en trafikulykke. Hun siger, at jeg tidligere har arbejdet som sygeplejerske og at Nurse Lori vil lave noget terapi med mig, hvor jeg skal prøve nogle sygeplejersketing, såsom at rede seng, for at se, om jeg kan huske noget ved at gøre det. Hun fortæller også, at alle lider af hukommelsestab på denne afdeling.
Ikke længe efter er jeg igang med første terapiforløb. Dr. Ivanov kommer forbi med nogle tegninger, som jeg skal fortælle historier udfra. Derefter bliver jeg sendt i gruppeterapi med to andre. Vi skal prøve at spille skak, men da ingen af os kan huske reglerne, opfinder vi nogle selv, mens vi observeres af Nurse Rosenberg for vores evner til at samarbejde og huske.
 |
| Dr. Ivanov har en patient i terapi |
Efter et kort hvil bliver jeg hentet ind til en ny gruppeterapi hos Dr. Chaikin, der serverer vodka og cigaretter til dem, der har lyst. Hun viser os nogle lysbilleder af landskaber, familiefotos fra udflugter og fester i 70erne og spørger, om vi kan kende nogle af dem. Det er billeder af vores familier, siger hun. Jeg kan ikke kende nogen af dem, siger jeg. Vi går videre til primal-terapi, hvor vi ikke må tale men kun kommunikere via lyde og vores kroppe. Det er for at komme i kontakt med vores dybeste følelser og måske genkende en sorg eller vrede, som vi gemmer på og komme ud med den, siger Dr. Chaikin. Hun får hjælp til terapien af Tom Castor, der udover at være sikkerhedsvagt også viser sig at være sygeplejerske. Så vi udtrykker os med lyde og kropsbevægelser, først alene og senere som gruppe. Vi laver også en øvelse, hvor en af de andre patienter skal lægge sig på gulvet på maven og gennem en maske med kroppen reagere på de lyde, som vi andre siger gennem en maske. Endelig er der en øvelse, hvor vi skal forsøge at få fat i en plastikdukke (the love object) og prøve at komme af med en afrevet arm (the victim object). Tom Castor mener ikke, at pigerne fik så meget ud af denne terapi, måske fordi vi blev hæmmet af mændenes tilstedeværelse, så han vil gerne lave et separat forløb med os senere.
Efter dette udmattende terapiforløb tænker jeg, at jeg lige kunne bruge et par minutter på øjet, så jeg lægger mig i sengen. Men Nurse Lori er der med det samme. ”Sover du? Det er ikke godt for dig. Kom, jeg tror det er tid til dit bad”. Og så hjælper hun mig ud af sengen og fører mig ned til en åben badegang, hvor jeg hjælpes af tøjet og over i en balje og bades. Bagefter bliver jeg ført tilbage til min seng og bliver smurt ind i olie og får redt hår og er tilsyneladende frisk til at deltage i mere terapi.
Denne gang er det Dr. Braun, der via hypnose får mig tilbage til tiden før trafikuheldet. Jeg er nu Ivanka og kommer omkring detaljer, der gør mig ked af det og vred. Tilbage fra hypnosen mener Dr. Braun, at jeg skal prøve at få sorgen ud ved at græde eller vreden ud ved at slå på noget, så han tager mig med ud i det mørke, fugtige rum og finder et blødt, isoleret rør, som jeg kan slå på.
Igen synes jeg lige, at jeg kunne trænge til at ligge i sengen. Men så er der fællesgymnastik eller lattergruppe eller fælles musikterapi inden den længe ventede primal-terapi for kvinder. Igen er det Tom Castor, der leder terapien. Han får os til at råbe ad hinanden, føde en dukke og kæmpe for dens liv, da han iklæder sig en gasmaske og leger den onde, der har taget vores barn. Meget mere vellykket primal-terapi denne gang, mener han. Tom Castor fortæller mig senere, at han også har lavet primal-terapi kun for mænd, hvor der var fokus på mændenes seksualitet. Blandt andet skulle de lave en øvelse, hvor de med lyde og kropsbevægelser skulle forsøge at gøre selveste Jorden gravid. Gad vide om det hjalp på deres hukommelsestab, tænker jeg.
Inden vi alle bliver hentet af bussen, der skal køre os på arbejde, skal vi tilbage og aflevere vores personlige ejendele og derefter tale med Dr. Chaikin. om nattens terapi. Hun mener bestemt at kunne se en fremgang i min behandling. ”Ivanka, du ser så glad ud!” Og jeg er glad. Både som Ivanka og som mig selv, for det har bestemt været en fantastisk oplevelse at være indlagt på SIGNAs hospital.
SIGNAs ”Night at the Hospital” kunne opleves seks nætter i februar 2007 i Turbinehallerne, København. SIGNA er et kunstnerisk samarbejde startet af den danske performanceinstallationskunstner Signa Sørensen og den østrigske performer og mediekunstner Arthur Köstler. For yderligere information om ”Night at the Hospital” og tidligere projekter se www.signa.dk
Essay: Portræt af Signa Sørensen
|
