Kontakt aarhus.nu:

 
 
Få tilsendt info om nye artikler: Klik her for tilmelding
 
Send din kommentar til
7. februar 2007
Essay: Åbningstale til Jesper Rasmussens Out of Space
Jesper Rasmussens udstilling Out of Space får trods sin titel lov til at fylde på Kunsthallen Brandts. Rune Gade åbnede udstillingen med en refleksion over Jesper Rasmussens brug af rum, eller efterrum.
Læs Rune Gades åbningstale her.


Af Rune Gade, mag.art. & ph.d. i kunsthistorie
Foto: Torben Eskerud

Udstillingen vises frem til 13. maj 2007
www.brandts.dk

 
Udstillingsvue fra Out of Space på Kunsthallen Brandts. Yderst til venstre installationen New Steps
 

Efterrum

Jeg har kaldt denne lille åbningstale for ‘efterrum’. Det er lidt prøvende. For hvad er egentlig et efterrum? Og er det noget, der giver mening i forhold til Jesper Rasmussens værker?

Det tror jeg.

Hvorfor efterrum? Vi ved, hvad et rum er. I det mindste tror vi, at vi ved, hvad et rum er. Det er en form for udstrækning, som er afgrænset. En fylde, som er inddæmmet. Noget i den retning. Faktisk kom jeg så meget i tvivl, at jeg slog ordet op i en ordbog. Her fandtes to betydninger af ordet rum. Dels den substantiviske betydning, ‘et rum’, der svarer ‘et værelse’ – altså en arkitektonisk konstruktion. Dels den adjektiviske betydning, som fx i ‘rum sø’, som betegner en vidde, en åbenhed eller en udstrækning. Først tænkte jeg, at der altså henholdsvis findes en konkret og en abstrakt betydning af ordet ‘rum’. Men jo mere jeg tænkte, desto mere forekom begge betydninger mig temmelig abstrakte. For hvad er egentlig ‘et rum’? Det er ikke de vægge eller det gulv og det loft, som afgrænser rummet mod noget andet. Væggene, gulvet og loftet er rummets grænser. Selve rummet er det, der er indenfor disse grænser, men som ikke er noget i sig selv, andet end selve denne afgrænsning. Et rum er en indramning af ingenting. Men selve indramningen af dette ingenting er slet ikke så lidt endda. Tværtimod er det indramningen, der forvandler ‘ingenting’ til ‘rum’, måske endda ‘opholdsrum’, dvs. rum hvori vi kan opholde os, steder hvor vi kan være til, eksistere.

Jesper Rasmussen skaber ikke rum. Og slet ikke opholdsrum. Han skaber snarere efterrum. Med en analogi kan man sige at efterrummet forholder sig til rummet ligesom eftertanken forholder sig til tanken. Dvs. at der er tale om noget ganske andet end en negation eller en forkastelse eller en tilbagelæggelse. Efterrummet er ikke lig med ikke-rummet eller det overståede rum. Snarere end at negere, supplerer efterrummet rummet, tilføjer det noget nyt, lægger noget til, drejer det i nye retninger. Akkurat ligesom eftertanken kan supplere tanken med nye facetter, nye dimensioner, knopskydninger, hvis man vel at mærke giver den tid. Eller man kunne bruge en anden analogi, nemlig efterbilledet. Efterbilledet, som ikke er et negativ af billedet, men en raffineret forvanskning af det, en slags fysiologisk betinget forsinkelse i synsindtrykket, som lader motivet ‘hænge’ på nethinden og vare ved, selv efter at det er overstået. Jeg synes, det giver mening at se Jesper Rasmussens værker som ‘efterrum’ i denne betydning. Som en slags langsomme appendikser til egentlige rum, som efterrummene forholder sig til, men ikke efterligner.

 
Udstillingsvue   Astoria, computermanipuleret fotografi

Fordi der ikke er tale om efterligninger af rum, men slet og ret om efterrum, inviteres vi ikke til ophold her. Efterrummene skal ikke bebos, kan ikke bebos. De modsætter sig den funktionalitet, som de arkitektoniske rum omvendt gør alt for rendyrke og optimere. Jesper Rasmussens efterrum er fra udgangspunktet ubeboelige  – man kan endda tale om en nærmest optimeret ubeboelighed – men selvom der ikke kan gøres ophold i dem, kan der gøres ophold ved dem. Det er rum, som ekskluderer én, tvinger én i en slags ydre eksil, og det er herfra, udefra, at man kan forholde sig til efterrummene. I den forstand er Jesper Rasmussens kunst på tværs af meget af det, vi bevidner for tiden, ikke mindst inden for installationskunsten og den socialt orienterede kunst. Som betragtere inviteres vi ikke til deltagelse eller indlevelse i Jesper Rasmussens værker, men nægtes så at sige adgang. Vi bliver holdt udenfor. Men vi hensættes netop igennem denne udenfor-holdt-hed – denne placering ved kunsten, frem for i kunsten – til at dvæle ved den, tænke over den, reflektere, se og sanse.

Det er karakteristisk, at Jesper Rasmussen gennem årene har foretaget en bevægelse fra arbejdet med det rumspecifikke i form af  tre-dimensionale installationer til et arbejde med det rumilluderende i to-dimensionale fotografier. Umiddelbart kunne det ligne en bevægelse fra det reelle rum til det imaginære rum, men det ville være en fejllæsning. Snarere handler det om, at den fundamentale ide om at skabe ideale efterrum uforandret har bestået igennem alle årene, men er blevet kanaliseret ud i forskellige medier. Når Jesper Rasmussen i en katalogtekst fra 1994 skal legitimere installationskunsten, taler han meget betegnende om den universelle konflikt mellem en imiterende kunst og en fabulerende kunst, og understreger at installationskunstens ambition må være at få genkendelige genstande til ”...at forestille noget andet, et nyt indhold, som står i modspil til genstandenes normale fremtrædelsesform.” (The Human Flight, pp. II-III, 1994). Ikke overraskende kan denne anti-realistiske ambition uden vanskeligheder overføres til Jesper Rasmussens arbejde inden for det fotografiske medie, hvor fotografiets indbyggede tendens til realisme subtilt undergraves til fordel for en udtalt fornemmelse af andethed.

Hvis rum indbyder til ophold, så inviterer efterrum til en særlig form for hvileløs udsathed. At dvæle ved Jesper Rasmussens værker er at udholde denne efterrummets hvileløse udsathed, hvor vores fysiske eksistens helt grundlæggende udfordres, idet spørgsmålet om, hvad rum overhovedet er, artikuleres på konkret vis, i stoffet selv, og afsætter sig helt konkret som en virkning i vores kroppe og bevidstheder. Hvis rum kan defineres som en slags indramning af ingenting, sådan som jeg startede med at sige, så kan efterrum defineres som et modspil til, eller et spil med, dette ‘ingenting’. Med det vil jeg opfordre alle til at dvæle ved Jesper Rasmussens værker, for på egen krop og på eget sind at erfare efterrummet og dets – i positiv forstand – forskellige bearbejdelser af en hel masse ingenting.

Rune Gade, 2. februar 2007

 
 

Relaterede artikler:
Tabloid: Jesper Rasmussen på Kunsthallen Brandts
Omtale: Jesper Rasmussen hos Kunsthallen Brandts
Anmeldelse: Fantom på Charlottenborg
Anmeldelse: ”Time” på Brænderigården

Relaterede links:
www.brandts.dk
www.jesperrasmussen.dk

 
 
Få tilsendt info om nye artikler: Klik her for tilmelding
Webdesign: Jan Falk Borup