Kontakt aarhus.nu:

 
 
Få tilsendt info om nye artikler: Klik her for tilmelding
 
Send din kommentar til
31. januar 2007
Essay: Brænd lortet af!
Vor kulturarv er sat i flammer, dog kun i symbolsk betydning. Men hvad betyder det når kunstnerne Thyra Hilden og Pio Diaz med projktet City on Fire, med deres gestus brænder ARoS ned, dag efter dag?

Af Line Rosenvinge, mag.art. i kunsthistorie, Tender Task Ltd
Foto: Thyra Hilden og Pio Diaz

Dette essay er også bragt som katalogtekst til udstillingen ARoS ON FIRE
www.aros.dk
 
Stillbillede fra video
 

Brænd lortet af!

Kulturinstitutioner gør os stolte. De forsikrer os om at vi befinder os på øverste trin af en lang evolutionskæde. Enhver by med respekt for sig selv opfører kulturinstitutioner. Foruden rådhus og kirke, sætter kunstmuseet prikken over i-et. Handler kulturen da om bygningerne, der huser kulturen – og ville vi stadig have kultur, hvis kulturinstitutionerne var borte?

Det sker i Århus. Kunstmuseet antændes. Over halvtredstusind indbyggere vil se det ske fra deres vinduer når flammerne slikker op ad bygningen og forvandler det populære ARoS Aarhus Kunstmuseum til en glødende kube af lydløs, røgfri ild.

Kunsten gjorde det selv. Med mere end fyrre velplacerede apparater til at projicere filmklip af levende ild, fremmaner kunstnerne Pio Dias og Thyra Hilden et museum indpakket i flammehav.

Kunstnerne arbejder visuelt, deres gestus er hverken aggressiv eller destruktiv, de leger med ild uden at ødelægge noget. Deres kunst er et rent symbolsk inferno, deres ild en illusion. Illusionen forfører og får os til at overveje et eventuelt tab af en kulturinstitution som ARoS Aarhus Kunstmuseum.

Afbrændingen begynder på intet mindre end den første jubilæumsdag for en dansk avispublicering af profettegningerne. Tegningerne affødte som bekendt handelsboykotter, protestdemonstrationer og trusler mod landet i smørhullet. Det kom som regn fra en blå himmel for et ellers så elskværdigt folkefærd som danskerne. Det var jo bare ment som en vittighed, et indslag i debatten. Selv da krisen eskalerede og virksomheder med handel i Mellemøsten og Asien begyndte at lukke ned og terrorberedskabet for civilbefolkningen optrappedes, ville statsministeriet ikke undskylde på landets vegne. Muslimer på stort set alle kontinenter gav afløb for deres vrede ved at stimle sammen ved danske og skandinaviske ambassader. Mennesker omkom i tumulterne, men ingen danskere led overlast. Det var demonstranterne selv, der kom galt af sted i kampens hede. Muslimernes trusler gav primært materiel skade, men de sårede den danske folkesjæl ved at afbrænde Dannebrog som udtryk for deres vrede. Flagbrændingen er en sofistikeret gestus:  Gør nar af min gud og jeg forkuller dit nationalsymbol. Hvis du angriber mine symboler, så angriber jeg dine.

Desværre kan vi ikke selv nøjes med at angribe fjendens symboler. Vi går ind på fremmed land med sværdet i hånd i demokratiets navn. Denmark deltager i skrivende stund i en krig, der fra begyndelsen var tænkt som en overskuelig og velbegrundet redningsaktion. De såkaldt fredsskabende styrker i Irak har siden fået mandat til at åbne ild når de føler sig truede. Rapporter melder at de føler sig truede stort set hver dag.

 
Thyra Hilden og Pio Diaz stående foran ARoS   Videoprojektionerne set indefra på ARoS

Hvad sker der med de kulturer, der angribes i kulturens navn? Kampe kan løbe løbsk som skovbrande, der begynder med et skødesløst cigaretskod. På få øjeblikke kan værdier – i enhver betydning af ordet – blive ødelagt for altid. Man siger at folk med dannelse og kultur aldrig kommer galt af sted i byen. Sandt er det, at fortidens prægtige kulturmonumenter gør os stolte og bekræfter os i vores dannelse. For at forstå nutiden, bør vi forstå fortiden og herved lære af menneskehedens fejltagelser så vi ikke gentager, hvad der senere viste sig at være skidt. Sandt er det også at historisk viden kan virke tyngende. Hvis vi, beundrende, ser for meget bagud, føler vi os hæmmede i vores udfoldelse i samtiden. Kultur og kulturproduktion bærer i sig et destruktivt element. Den modne elev er nødtvunget til at afvise og overgå sin læremester for personalisere og udvikle traditionen.

For godt og vel hundrede år siden formulerede en gruppe italienske intellektuelle ideen om ødelæggelse af kulturens fortidsminder og stærke ikoner. De glorificerede industrialiseringen og maskinalderen og priste biler og fly for deres fart. De var overbeviste om at mennesker endelig havde bevist sin overlegenhed og underlagt sig naturen. På denne baggrund fandt de at destruktion var den ny tids kunstneriske udtryksform. De var utålmodige og så gerne al fortidskultur fjernet, så fremtiden kan begynde i dag. Kunstnergruppen var fascineret af moderne krigsførelse og det siges at kunstnernes mediebevågenhed var medvirkende til at fascismen senere fandt fodfæste hos den brede befolkning i Italien. Gruppen, der gik under navnet futuristerne, talte blandt andre milanesiske malere som Boccioni, Carrá, Russolo, Balla og Severini. I det futuristiske manifest(1) deklarerede poeten Tommasso Marinetti:

”Vi vil med alle midler i vor magt bekæmpe den fanatiske, meningsløse og snobbede tilbedelse af fortiden, som opretholdes af museernes onde eksistens. Vi gør oprør mod den vattede tilbedelse af falmede lærreder, gamle statuer og alt ældet ragelse, vi afviser alt der er støvet, ormeædt og forfaldent. Vi anser den gængse hån af alt ungt, nyt og brændende af liv som uretfærdig og nær kriminel”.

Futuristerne havde en stærk overbevisning og afviste fortiden. De følte traditionen var intet og fremtiden alt. I manifestet for de futuristiske malere fra 1910 skrev Umberto Boccioni disse berømte ord:

”Vi vil glorificere krigen – den eneste form for hygiejne verden endnu har set. Vi glorificerer militarisme, patriotisme, den destruktive gestus fra frihedsbringere, smukke ideer værd at dø for og undertrykkelse af kvindeligheden. Vi vil destruere museer, biblioteker og akademier af enhver art. Vi vil bekæmpe moralisme, feminisme, samt enhver opportunistisk eller utilitaristisk fejhed(2).”

Boccioni ville i sine unge dage sikkert hilse det faktum at amerikanske soldater i vor tid forsynes med sangen Fire Water Burn af Bloodhound Gang. Teksten lyder: ”The roof, the roof the roof is on fire. We don’t need no water let the motherfucker burn. Burn motherfucker burn.”(3) Dette er lydsporet i kampvogne når angrebsstyrker sendes på mission bag ondhedens akse. Man forestiller sig nemt, hvordan sangens repeterende kynisme opildner soldaterne, pumper adrenalin i deres kroppe og får virkeligheden til at ligne en god simulation af et krigsspil på drengeværelsets computer … Target in sight … Target locked … Target destroyed.

Skabelsesberetninger taler også om destruktion. Du må kunne rive ned for at bygge nyt. Destruktionen kan have mange ansigter. Det store spørgsmål er da, hvordan man afgør, hvad der styner rosen og hvad der skamferer. Når vi har at gøre med kultur, er det endnu vanskeligere at afgøre, fordi ingen kan have endegyldigt mandat til at bestemme, hvad der er ukrudt og skal væk. Hvordan kan vi eksempelvis acceptere at talibankrigere destruerer buddhistiske statuer i Afghanistan? Lignende har fundet sted, til alle tider og alle steder på kloden.  Det synes som om en kultur bliver nødt til at agere aggressivt og destruktivt mod andre kulturer for at brede og udvikle sig. I kølvandet på den kinesiske kulturrevolution gik mangt en uvurderlig kulturskat tabt. I næste bølge var det formand Maos statuer, der blev væltet i grus. Paradigmeskift går hårdt ud over arkitekturen og kulturikoner i det hele taget. Tænk blot på de kunstneriske værdier, der blev brændt og skamferet som Entartete Kunst af nazister under Anden Verdenskrig, for slet ikke at tænke på brutale korstog op gennem tiden under kristen fane og andre magter, der frygtede litteraturens og kulturens magt og ønskede at fjerne kulturelle produktioner, som ikke passede deres ideologi. Billederne – flammeillusionen – af Thyra Hilden og Pio Diaz, vækker tanker om tidernes skiftende og til tider ekstremt destruktive kulturomvæltninger.

 
Skitse til Colosseo on Fire   Skitse til Louvre on Fire

Destruktion, som et opgør med fortidens skyggebilleder, kan være kollektiv såvel som personlig. Den gennemgribende kollektive kulturdestruktion for en smal kulturkreds, sådan som det blev prædiket af de futuristiske kunstnere, giver en surreel association til vor tids moderigtige Feng Shui, der er en popularisering af Østens filosofi om ’simple living’ kanaliseret ud til en bred offentlighed via livsstilsmagasiner og tv-programmer, der lærer os at rydde op i vore hjem og tage kontrol over vore moderne, hektiske liv. Ifølge Feng Shui, bliver vi mere lykkelige og succesfulde mennesker, hvis vi kan frigøre os fra unødvendige ejendele og skabe enkelhed i vore omgivelser, hjem og arbejdspladser. Materiel oprydning skaber indre ro og balance.

Der er noget fristende ved denne ide. Vi har sikkert alle på tidspunkter i vore liv prøvet at begynde på en frisk, eller har ønsket det ville ske, men alligevel ikke turdet tage chancen og er i stedet blevet hængende ved gamle vaner. Minimalistisk kunst teori kredser også om Tabula Rasa og ideen om at undslippe traditionen i arbejdet med et jomfruhvidt lærred, som essensen af en ren tanke og en ren handling. Indbegrebet af denne vision er Robert Rauschenbergs Erased Dekooning fra 1953(4), hvor den ene kunstner laver kunst ved omhyggeligt at udviske et kunstværk af en anden og dengang mere kendt kunstner.

Tænk efter engang. Ville du kunne afskrive alt materielt og lade dine kæreste ejendele – eller alle dine ejendele – destruere? Kunstneren Michael Landy kunne(5). Aktionen fandt sted i en siddegade et stenkast fra Oxford Street, Londons, hvis ikke verdens, travleste shopping mekka. Landy iværksatte en konsekvent destruktion af alt, hvad han ejede. Mindre effekter som tøj, plader, bøger og køkkengrej var ingen større udfordring. Det krævede mere planlægning at pulverisere hans bil, møbler og andre større effekter. Intet blev sparet. Heller ikke kunstnerens tidlige kunstværker og de kunstværker, han havde fået foræret af kolleger som Damien Hurst og Tracey Emin. Det hele blev kvast til bitte små dele i en fabriksagtig proces, hvor et professionelt team brugte knap to uger på at kværne kunstnerens ejendele i et dertil opbygget apparat. Måbende tilskuere, heriblandt flere power shoppere end kunstfolk, så det ske. Med projektet lykkedes det kunstneren at problematisere vor tids overdrevne forbrugskultur.

City on Fire, og hermed afbrændingen af ARoS Aarhus Kunstmuseum, tangerer alle disse perspektiver i relation til individuel såvel som kollektiv kulturarv, kanonpraktisering og destruktionens skønhed. Deres statement er et subtilt indgreb med stor effekt. Ville livet være lettere uden fortid, uden ting? Ville vi have en kultur, hvis alle kulturinstitutioner forsvandt med ét slag? Luk øjnene i og se flammerne rejse sig og brænde alt ned til jorden. Hvad føler du nu. Lethed eller angst.

 

Noter:
(1) Først udgivet i Milano, hvor bevægelsen havde hjemme, og senere offentliggjort på forsiden af den franske avis Le Figaros , den 20 februar 1909.

(2) Artikel 9 og 10 i det Futuristiske Manifest af F.T.Marinetti, 1909.

(3) I filmen Fahrenheit 9/11 kom det frem at amerikanske soldater i Irak havde hård musik med under de store slag. Dansk oversættelse (omtrent): ”Taget, taget, taget brænder. Vi behøver intet vand, lad lortet brænde af. Brænd hele lortet af, brænd.”

(4) Robert Rauschenbergs Erased Dekooning er en del af MoMAs samling, NYC.

(5) Projektet Breakdown af Michael Landy blev realiseret foråret 2001med støtte fra Artangel.

 
 
 
Relaterede artikler:
Anmeldelse: Thyra Hilden & Pio Diaz: ARoS on Fire
Pressemeddelelse til ARoS on Fire

Relaterede links:
www.thyrahilden.dk
www.piodiaz.dk
www.cityonfire.org
 
 
 
Få tilsendt info om nye artikler: Klik her for tilmelding
Webdesign: Jan Falk Borup