Da Sergei Sviatchenko tidligere på året udstillede i Odense, opstod den ide at vise en række unge fynske kunstnere uddannet på Det Fynske Kunstakademi i Senko Studio i Viborg.
Som arbejdstitel til udstillingen valgte Sergei ”Why Fyn?”. Som et ironisk modsvar til denne lidt provokerende titel opstod så ordspillet og udstillingsidéen ”Hawhy Fyn”. Og det er jo en helt anden sag.
Udstillingen blev til en kommentar til vores forestillinger om Hawaii. Hvilke oplevelser har fynboer haft med en af Stillehavets mest kendte turistattraktioner. Hvordan kan man kunstnerisk forholde sig til alle turistklicheerne om øerne med musik, smukke kvinder og uendelige hvide badestrande.
Udstillingens seks deltagere Maria Bojsen, Kristian Vodder Svensson, Janni-Mai Larsen, Lars Worm, Robert Kjær Clausen og Mia Helmer har skabt en humoristisk og afvæbnende udstilling bestående af video, malerier, collage og to herlige træfigurer som det absolut samlende midtpunkt i udstillingen. |