Kontakt aarhus.nu:

 
 
Click here for English
18. december 2005
Send din kommentar til
Interview: Pipilotti Rist, del 03 - Om kønspolitik
Pipilotti Rist er kendt for sin fokus på problematikker omkring vores kønsroller, dog mere som et generelt underliggende tema i sine kunstværker. I denne tredje del af interviewet med Pipilotti Rist fortæller hun om sit forhold til idéen om en særlig feminin sensibilitet og kønspolitisk kunst.

Tekst: Pia Strandbygaard Frandsen
Fotos: Udlånt af Pipilotti Rist

Denne artikel er den fjerde i temaserien om Pipilotti Rist og tredje del af 4 af interviewet med kunstneren.
 

Related Legs (Yokohama Dandelions), 2001, audio/videoinstallation. Video still

 
OM KØNSPOLITIK

Pia: Lad os tale lidt om dig som kvindelig kunstner. Efter min mening findes der adskillige paralleller mellem dine, den finske kunstner, Eija-Liisa Ahtilas og den islandska sanger, Björks værker. Disse to kunstnere kan begge siges på forskellige måder at forsøge at udfordre vores rationelle perception af omverdenen. Mener du, at der findes en særlig feminin sensibilitet, en særlig feminin måde at opfatte virkeligheden på?

Pipilotti: Nej. [Griner] Jeg ville mene, at forskellen mellem dig og ham som personer [peger på Jan] i måden at opfatte omverdenen på sikkert er større end mellem køn. Men jeg ville tro, at den politiske agenda har ting til fælles. Jeg deltog engang på en filmfestival, hvor de viste ti kortfilm, hvis titler var klippet ud. Publikum skulle så stemme om, hvorvidt de mente, filmen var laver af en mand eller en kvinde. Det jeg fandt ud af der, var at det var umuligt at forudsige. Men man ser anderledes på filmen, hvis man ved, den er lavet af en kvinde. Der var for eksempel en kat i en film, og fordi jeg troede, filmen var lavet af en kvinde, så jeg anderledes på katten, end hvis jeg troede en mand havde lavet den.

 
Pimple Porno, 1992, video still   Extremities (smooth, smooth), 1999, audio/videoinstallation. Video still

Pia: Vi har meget stærke idéer om køn?

Pipilotti: Ja. Selvom jeg ville betegne mig selv modernist, er idéen om køn lagret dybt i os. Den opstod over årtusinder og forsvinder ikke så hurtigt igen. Hvis nogen siger ’kamera’, ser jeg en mand for mig. Dette finder jeg meget interessant. Hvor er kvinderne indenfor kameraarbejde, hvad ville de gerne se? Tag for eksempel min film ”Pickel Porno”. Titlen var ironisk, men filmens hovedformål var at undersøge, hvilken slags erotiske billeder, kvinder kunne lide at se på. Der findes denne diskussion om porno-no!, men jeg er ikke interesseret i at fortælle, hvad der er forkert, jeg er mere interesseret i at fremsætte alternativer, andre former for erotiske følelser, og i at undersøge, hvad vores fetisch er. Tag eksempelvis erotisk fetisch. Alle de fetischer, som er møntet på kvinder, kommer fra den homoseksuelle verden. Den arbejdende mand, motorcykelfyren i læder eller sømanden. Jeg spekulerer på om vi ønsker dem, eller om vi har brug for dem? Er vi ikke visuelt i stand til at fremstille alternativer, eller skyldes det blot, at for få kvinder har et kamera i hånden? Det er nogle af de spørgsmål, jeg stiller mig selv. Jeg tror, at kvinder i virkeligheden er langt mere vilde eller opfører sig langt mere frit sammenlignet med den billedmasse, som TV eller film foreslår. Den halter bag ud. Det har også noget at gøre med det faktum, at kvinder er mindre fanatiske. Jeg kender kun fanatiske mænd, som for eksempel er fanatiske pladesamlere. For mig er dette et meget erotisk symbol – jeg kan godt lide mænd, som samler på musik. Jeg kender ikke mange kvinder, som gør noget fanatisk, og fpr at lave film eller installationer, er man nødt til at være en lille smule macho. Kvinder er oplærte til at tænke ’Åh. Det er ikke så vigtigt” og i altid at bevare overblikket. Men for at færdiggøre installationer som Ahtila gør, eller lave de plader, Björk gør, må man nødvendigvis være en smule ’macho-fokuseret’.

Pia: Du bor i øjeblikket i Schweiz, hvor du er født. I Danmark betragter mange Schweiz som et meget konservativt land – kvinderne fik først eksempelvis først stemmeret i 1972. Har du et ønske om at ændre nogle aspekter af samfundet – særligt med henblik på køn?

 

I'm Not The Girl Who Misses Much, 1986, video still

  The Honour Of Pipi Flushes, 2000 og The Help, 2004, Inkjet-print

Pipilotti: Ja, jeg har en agenda i den henseende, men ikke i kun forhold til aspekter omkring kvinder, også i forhold til hvordan jeg stemmer og mine ønsker for mennesket som sådan. Kønsproblematikken er blot en del af dette. Samfundet er i dag meget isoleret. I mit privatliv behøver jeg ikke være feminist, fordi de mænd og kvinder jeg arbejder sammen med er søde og rare mennesker, men hvis du betragter tingene i et større perspektiv, er der stadig meget at gøre mht. lige løn etc. Der er forskel på Schweiz og Danmark, men man kan aflæse det af selve demografien. For øjeblikket har Italien den laveste fødselsrate. Mange kvinder ønsker ikke at få børn, fordi de ønsker at få deres egen profession. De er på en måde foran og de ønsker ikke at falde tilbage til de macho-mænd, som står til rådighed. Island har den højeste fødselsrate, og det er min teori, at det skyldes det faktum, at mændene siger ’Ja, jeg overtager halvdelen, vi gør dette sammen’. Jeg har selv en meget moderne mand. Han gør i virkeligheden mere end halvdelen af arbejdet med vores børn! [Griner] Måske kan jeg bidrage til dette i kraft af min måde at leve på. Men generelt ønsker jeg at give håb gennem mine værker.

Pia: Så du er altså ikke politisk i den forstand, at du kommer med faktiske politiske budskaber. I stedet ønsker du at fremsætte alternativer?

Pipilotti: Ja. Mine politiske idéer påvirker mig, men de står ikke i centrum for mit udtryk. Når jeg taler om smerte og lidelse er det ikke i centrum, men svæver rundt i hjørnerne eller er ofte min motivation for at arbejde. Selvfølgelig findes der kunstnere, som sætter smerte i centrum, og som laver gode værker, men jeg vælger ikke at gøre dette. Det forholder sig på samme måde med de feministiske spørgsmål. De har indflydelse på mine værker, men de er ikke mine hovedemner. Når der optræder en kvinde i mine videoer, symboliserer hun ikke blot en kvinde. Det er en figur, som dtår for et menneske. Ser man på Leonardo Da Vincis ’power man’, siger man, at den symboliserer mennesket, men sætter man en kvinde i stedet, er figuren pludselig udelukkende et symbol for kvinden. Det er også en af fordommene. Og hvis jeg udvider kvindernes handlingsmuligheder, udvides de også for mænd.
Webdesign: Jan Falk Borup