Kunstportalen aarhus.nu
luk vindue
Anmeldelse 07-06-2005
Click here for English version
 
Anmeldelse: Henrik Vibskov i Senko Studio
Multimanden Henrik Vibskov udstiller i Senko Studio med hans udstilling "Madsen". Hans Henrik Jacobsen var forbi og blev mødt af en hær af sprællemænd. Efter Senko Studio flytter udstillingen til Malmö, Stockholm og senere Paris.

Tekst: Hans Henrik Jacobsen
Foto: Sergei Sviatchenko

Udstillingen "Madsen" af Henrik Vibskov vises i Senko Studio i perioden 4. juni - 26. juni 2005
www.senko.dk

Mere:
Pressemeddelelse
 
 
Sprællemænd på besøg
 
Senko Studio har i juni måned besøg af designeren og multitalentet Henrik Vibskov.
Vibskov stammer oprindeligt fra Kjellerup men er uddannet på det højt estimerede St. Martins College of Art and Design i London, hvor hams afgangsprojekt i 2001, en kollektion med grise, vakte stor opmærksomhed.
Siden er hans blevet kendt som en af de mest fremgangsrige unge danske designere med salg af sine tøjkollektioner over hele verden. Selv går Vibskov næsten udelukkende i det samme tøj.
 
Henrik Vibskov er en grænseoverskridende sprællemand, der har utrolig mange jern i ilden, og er aktiv på mange kreative områder. Han flirter med kunst, film og musik, og lørdag skulle han tilbage til København, hvor hans band havde et job på et spillested.
 
I Senko Studio viser kunstneren en række identiske sprællemænd, der alle er ophængt i galleriet. Udstillingen i Viborg er et grundprojekt, hvor sprællemændene siden på senere visninger kan tilføjes flere elementer.
Efter Viborg er der planlagt events med figurerne i Malmö, Stockholm, Paris og måske Helsinki. Hele udstillingskonceptet er finansieret af Absolut Vodka, det svenske vodkafirma, der jo netop har baseret hele sin imponerende vækst på design og samarbejde med adskillige berømte kunstnere.
 
 
 
Udstillingens titel er ”Madsen”, og refererer til personen der optræder som sprællemand.
En ældre herre i Bowler og jaket med langt hvidt hår og skæg og en farvestrålewnde krave om halsen. Madsen der i øvrigt er Vibskovs underbo, er en legendarisk skikkelse i Nansensgadekvarteret i København, hvor han er med til at administrere og udfører arbejde for en andelsboligforening. Og så er Madsen også gammel Fremmedlegionær, med erfaring helt tilbage til den første Vietnamkrig og slaget ved Dien Bien Phu.
Til daglig går Madsen med tømrerskjorte og har savsmuld i skæg og hår, men her er han en sprællemand i det helt store skrud.
 
Madsen symboliserer her mirakeldoktoren, en moderne efterkommer af Phillipus Bombastus von Hohenheim, der revolutionerede medicinen i 1400-tallet ved bl.a. at bruge mineraler, men kom så grueligt galt af sted med kviksølv, heraf navnet kvaksalver.
Vibskov bruger her Madsen som et eksempel på alle de mirakelkure, vi i hverdagen bliver præsenteret for i medierne, og hvor vi er prisgivet i forsøgene på at vurdere lødigheden i alle de kvaksalvere, vi bliver udsat for.
 
”Madsen” er en effektfuld, overraskende og fantasifuld manifestation fra et spændende ungt talent, og det er lidt af et scoop for Senko, at udstillingsstarten er blevet placeret her i Viborg.
 
luk vindue