I modsætning til den traditionelle arkitekttegnede grundplan, der fremstiller en lejlighed, dens rum og inventar efter forenklede og let aflæselige principper, er Gaugler og Larris’ fremstilling af boligen anderledes obskur. Både pga. af skalaen, der gør det umuligt at danne sig et fuldt overblik, og pga. mangfoldigheden af materialer, farver, former og mønstre, som ikke blot fanger og forvirrer øjet, men samtidig sanses kropsligt, når man i strømpesokker bevæger sig henover grundplanens forskelligartede overflader eller rundt om papkubernes afvisende blokke.

Bevæger man sig op på balkonen i udstillingsrummet kan man se installationen oppefra. Her træder værket for alvor i karakter som en flot og opfindsom udfordring af måden at tænke rum på.  Papkubernes ensartede skyline står i stærk kontrast til grundplanens polycrome patchwork, der strækker sig horisontalt ud i rummet. Oppefra fremstår værket som et kontrastfuldt og levende møde mellem volumen og flade, lukkede og åbne rum. At udstillingen er installeret i Arkitektskolens udstillingsbygning tilføjer værket en ekstra dimension som et inspirerende alternativ til arkitektens klassiske, skematiske fremstilling af rum.

Installationen er en både humoristisk og visuelt såvel som intellektuelt inspirerende påmindelse om, at der findes masser af muligheder for at gengive omgivelserne og for at tænke rum. Samtidig er det tankevækkende, hvor skematisk og ensartet, vi indretter os trods de åbenlyse personlige præg. En stue indeholder minimum et sofaarrangement og et tv, køkkenet et spisebord osv.

Ikke mindst på baggrund af TVs vedholdende udsendelse af stereotype boligprogrammer er Camilla Gaugler og Mikkel Larris’ installation en kærkommen og befriende udfordring af konventionelle opfattelser af rum. Installationen er en invitation til bogstaveligt talt at smide de trange sko for i stedet at kaste et befriende, kropsligt investeret blik på de vante omgivelser og samtidig til at sprænge indgroede tankemønstre.