Kontakt aarhus.nu:

 
 
Få tilsendt info om nye artikler: Klik her for tilmelding
 
Send din kommentar til
10. august 2006
Snapshot: Nyt fra Island
Medredaktør på aarhus.nu Else Ploug Isaksen har denne sommer besøgt Island, og skriver her om et par udstillinger i Reykjavik. Byens størrelse taget i betragtning, så er kunstscenen i Reykjavik overvældende – ikke mindst for samtidskunsten.

Tekst og foto: Else Ploug Isaksen

Læs mere om islandsk samtidskunst:
Tema: Islandsk samtidskunst
 
Daníel Magnússon, objekt: NO
 
Udpluk af udstillinger i Reykjavik i juli måned

Efter en lang rejse gennem det øde islandske højland uden huse, få jeeps, og en udsigt med sorte sandflader, grågrønne lavaområder, blålige gletsjere, brune fløjlsagtige bakker, blev der tid til et par besøg på nogle af Reykjaviks udstillingssteder. Byens størrelse taget i betragtning, så er kunstscenen i Reykjavik overvældende – ikke mindst for samtidskunsten.

Nylistasafnid The Living Art Museum (Museet for samtidskunst)
Museet, som drives af en gruppe kunstnere, viser tendenser i islandsk og international kunst. I foråret lagde det hus til den omfattende nordiske udstilling: rethinking nordic colonialism – det sidste NIFCA-støttede projekt. I juli måned og ind i august har tre ret forskellige kunstnere fyldt det rumlige tidligere fabrikslokale.

Daníel Magnússon viser fotografier, hvor han stiller skarpt på bl.a. islændinges dobbeltmoralske tænkning, fordomme og konventioner, hvor tekst og billed spiller op til hinanden.

 
Daníel Magnússon: So Fucking Peaceful   Daníel Magnússon: Icelanders wish to be what foreigners think they are. Icelanders are 'cause they think they should

Hildur Bjarnadóttirs står for den minimalistiske ophængning Ground, 5 lærreder – ikke som man umiddelbart tror – readymade fra kunsthandelen, men finurligt vævede lærreder spændt op på blændrammer. Her er intet motiv, som et tomt lærred ellers opfordrer til. Men hvad men ser, er lærredet, det grundlæggende materiale for maleriet.
Hildur Bjarnadóttir ser sine arbejder som et kulturhistorisk værk om maleriet: maleriet er den højeste kunstform gennem historien, og dets historie er synonymt med de mandlige genier, som igennem tiden har udført dem. Den ”lavere” kunst: det anonyme kunsthåndværk, som fremstilling af tekstile produkter som lærredet, udførtes af anonyme kvinder.  I Ground fokuseres og fremhæves det ellers anonyme arbejde, og lærrederne bliver herved symbol for det usynlige fundament og hermed for det kvindelige arbejde, som meget i samfundet er baseret på.
Man kan også bare nyde lærredet som det det er: stof, farvetoner, variationen i tråden.
Hildur Bjarnadóttir udstiller til efteråret på i8 Gallery.

 
fra serien Ground af Hildur Bjarnadóttir   fra serien Ground af Hildur Bjarnadóttir

Björk Gudnadóttir tager i sin opsætning ”Displacement” udgangspunkt i fortællingen om dværgene fra den nordiske mytologi, som vil lave en lænke til at binde Fenris-ulven. Den skal laves af seks, i denne sammenhæng ret umulige genstande: sten’s rødder, bjørnesener, fuglespyt mm. – men det lykkes dog alligevel.
Björk Gudnadóttir viser sære udefinerbare udklip i fleecestof sat op på væg og/eller gulv. Formerne eller hullerne fra udklippene insisterer dog på en sær villethed samtidig med, at de er ret ”umulige”. Der er optakt til noget form, måske genkendeligt for efterfølgende at gå i en anden retning. Som hun siger, har hun prøvet at ”go against my taste”. Hver gang hun ville noget med saksen, har hun skiftet kurs. Klippene er sat sammen, og det lykkes at skabe et interessant rum i rummet.

Fotografiet viser nogle spejdere med bannere, som Björk Gudnadóttir har fremstillet. Nogle af fraklippene stammer fra dette arbejde.

 
udsnit af installationen ”Displacement”   ”Displacement”

www.nylo.is
www.i8.is
www.hildur.net

Nordens hus / Norræna húsid
I kælderen i den fine bygning Nordens hus, tegnet af Alvar Salto kan man se udstillingen Out of Office med Ilmur Stefánsdóttir og Steinunn Knútsdóttir. Samarbejdet mellem to forskelligt uddannede kvinder Ilmur Stefánsdóttir, uddannet billedkunstner fra dels Reykjavik dels fra Goldsmiths College og dramaturgiuddannede Steinunn Knútsdóttir har resulteret i en udstilling, som har et ironisk scenografisk præg over sig. Vi bevæger os mellem kendte huslige genstande/redskaber fra en tid, hvor det stadig var kvinden, som betjente dem: røremaskine, vaskebalje, strygerulle m.m. De mekaniske genstande ”arbejder”. Det er som om, personerne lige er gået – vandet i vandkedlerne koger, skoene står i døråbningen, der er lys, støvsugeren er tændt. Det har været kvindernes domæne. Her har de fået anerkendelse og holdt nationen oppe - de var  ”in Office”. Nationalsymbolet holdes kun oppe ved hjælp af støvsugerens vakuum. Nu er de gået. Titlen ”Out of Office” fortæller den anden historie.

 
Fra udstillingen Out of Office   Fra udstillingen Out of Office
   
Fra udstillingen Out of Office    
 
 
Få tilsendt info om nye artikler: Klik her for tilmelding
Webdesign: Jan Falk Borup