Kontakt aarhus.nu:

 
 
Få tilsendt info om nye artikler: Klik her for tilmelding
 
Send din kommentar til
2. april 2007
Alle har ret til at lave tv!
[Kunstresidens] Hvis nu tv var noget helt andet, end vi er vant til, ville vi måske snakke anderledes sammen og om andre ting. Tv-mediet har sjældent været udsat for udfordring fra kunstens side, men danske tv-tv har taget kampen siden 2005, og nu tjener de som eksempel på den franske kunstscene ved en stor udstilling.

Af Matthias Hvass Borello, mab@information.dk
Artiklen er oprindelig publiceret i Kunst&Form - et ugentligt opslag om kunst, arkitektur og design i Dagbladet Information. Find flere artikler fra Kunst&Form her information
 

Imellem kunst, litteratur, politik og fjernsyn finder man tv-tv. Den meget flygtige identitet midt imellem disciplinerne dækker over en lang række redaktioner og mennesker, som kommer fra en praksis som for eksempel kunstnere eller praktiserende eller studerende indenfor litteratur, teater, medievidenskab, kulturformidling og lignende, som havde lyst til at supplere deres ellers konventionelle karriere med noget andet.

Først og fremmest er den lille selvstyrede tv-station, som har base i det ransagede Folkets Hus på Nørrebro, udtryk for en kritisk bevidst måde at lave fjernsyn på, hvor vante metoder og strukturer udfordres til fordel for en åben, folkelig og ret alternativ tv-dækning.

Kollaborativt projekt

Tv-tv er et eksempel på et velfungerende kollaborativt projekt, og det har resulteret i, at tv-tv i næste uge er en del af udstillingen Société Anonyme i Paris. Udstillingen sætter fokus på alternative kollaborative miljøer inden for kunstscenen, som udfordrer mainstream og de institutionelle rammer. Og fra i aften transmitterer tv-tv fra Paris.

"Vi er blevet inviteret til Paris, fordi de er enormt nysgerrige over, hvad det er, vi går og laver. Der er ikke særligt mange kollaborative kunstnergrupper i Paris, og derfor har de inviteret os og en masse andre kollaborative kunstnergrupper fra hele verden til at være med i den her udstilling, fordi de gerne vil fremme de kollaborative processer på deres kunstscene," forklarer Morten Goll, som er uddannet på kunstakademiet. Sammen med kunstneren Joachim Hamou styrer han redaktionen FFF (Flere Folk Formidler) på tv-tv, som også er en del af udstillingen i Paris.

"Vi sagde selvfølgelig ja til at deltage, fordi det er en spændende drejning, når man fra en kunstinstitutionel side udfordrer ideen om det kunstneriske ego, som forsøger at sælge sit eget projekt, og fremmer en kunst, som ikke længere bare handler om demokrati, kollektivitet og sexisme, men er det i sig selv og sin praksis."

Kritisk tv

Der er jo mange måder at formidle på, men eksempler på, at man indenfor fjernsynsmediet går alternativt til værks, er sjældne.

Det er svært at skabe alternative strukturer, som er helt anderledes end det omgivende samfund, og derfor pointerer Morten Goll også, at de prøver sig frem.

"Vi er ikke bange for at kalde det kritisk tv, og det er udtrykt i tre principper, som er gældende for tv-tv: At give sendetid og plads til folk, og især underrepræsenterede grupper i samfundet, som normalt aldrig ville have en mulighed for at komme i fjernsynet. Eller at give folk lov til at sige ting, som medierne normalt ikke gider at høre på. Dernæst at undersøge, hvordan de strukturer for kommunikationen fungerer, som vi normalt præsenteres for, når vi ser tv. I Deadline kan du for eksempel ikke træde ind i studiet uden at være en gæst med alt hvad det så indbefatter.

I virkeligheden er der i den struktur klare grænser for, hvad du kan sige, og hvor langt du kan komme i dialogen uden at blive hentet tilbage. Medierne 'giver os lov' til at være på en speciel måde. Så derfor til sidst: At give folk, både seere og medvirkende lov til at udvikle nogle alternative identiteter."

Ingen krav om seertal

Og kriterierne for at eksperimentere med elementerne er da også gode, da tv-tv ikke er afhængig at have 300.000 seere.

"Vi er jo glade, når vi har 1.000," siger Morten Goll med et smil.

Kom og lav fjernsyn!

Principperne er klare, når man præsenteres for tv-tv's manifest, som mest af alt aftegner et demokratisk ideal.

Mediet skal udfordres, angribes på dets konventioner og overraske. Samtidig med at alle mennesker skal have ret til at lave tv, og til at lave tv om ting, som normalt ikke bliver vist i fjernsynet.

"Vi forsøger at skabe en åbenhed, der skal give indtryk af, at man kan komme og lave tv, hvis man har lyst og overholder vores grundlæggende principper," forklarer Morten Goll, men pointerer samtidig, at det på en måde er en selvmodsigelse, at tv-tv nu tager til Paris for at lave udsendelser, da de jo er en lokal tv-station.

"Vi er måske lidt skizofrene, for vi kan rigtig godt lide den lokale forankring, der gør, at der er et lokalt samfund omkring os, hvilket betyder meget, når man forsøger at skabe en åbenhed over for mediet. Folk kan i praksis bare træde ind på stationen i Folkets Hus på Nørrebro og møde hinanden og lave tv, hvis det er det, de vil," inviterer Morten Goll. Tv-tv uddøver dog en vis censur, fordi de ikke vil sende hvad som helst ud til deres seere.

En stor anerkendelse

Forventningerne til udstillingen i Paris er store. Og spændingen bliver ikke mindre af, at tv-stationen nu skal arbejde i en anden kontekst. Men den nye kontekst kan også skabe nogle nye samarbejdspartnere i et internationalt netværk: "Vi ser det som en stor anerkendelse, at vi bliver inviteret indenfor på en kunstudstilling i Paris, og det håber vi da kan være med til at placere os i feltet mellem medievirksomhed og kunstprojekt, hvor der sker enormt meget. Fjernsynet har jo en meget defineret og gammel tradition, som kunsten næsten ikke har pillet ved," fortæller Morten Goll.

Inden for maleriet er de nye veje efterhånden gennemtrasket og kurserne stukket ud, hvorimod der i hans øjne er enorme mængder fjernsyn, der slet ikke bliver reflekteret over.

"Hvis vi kan bruge de kritiske værktøjer, vi har, til at lave fjernsyn på en anden måde, så er vores projekt fuldbyrdet."


Société Anonyme, Le Plateau, til 13. Maj

Transmission fra Paris (kan ses på Kanal København / kanal 23), eller på www.tv-tv.dk, hvor der også vil være indlæg på bloggen:

I aften: 23.00-01.00,

Onsdag: 23.00-24.00

Fakta
8 redaktioner deltager i "Society Anonyme"

- Flere Folk Formidler iværk-sætter en satirisk demonstration af, hvor langt er der mellem præ-sidentkandidaterne og 'manden på gaden'. Redaktionen inviterer Ségolène Royal og Nicolas Sarkozy til at deltage i et valgprogram.
- LUSN etablerer et live-studie med en række rundbordssamtaler over temaet 'Queer-bevægelsen i Paris' samtidskunst'.
- Redaktionen for eksperimen-terende tv-sening opstiller præmisserne for et eksperiment, som alle kan udføre og videre-udvikle derhjemme.
- Remote Control organiserer 'Participation 0.0'. Et projekt, der sætter et kritisk reflekterende fokus på de nye offentlige rum, som skabes på internettet.
- Tekst-tv vil opsøge det franske sprogs kultiverede rødder på Academie Francaise samt dets muterede forgreninger i sprogets undergrund i Le Plateaus nær-område. Tekst-tv vil samarbejde med lokale sprogfornyere inden for rapmusik, street poetry, eksperi-menterende lyrik og ny dramatik.
- Wider Circle organiserer en co-produktion mellem redaktionen og forskellige lokale producenter. Temaet er Christiania, set som en kulturel og socio-politisk problem-stilling.
- YNKB inviterer til diskussion om strategier for udvikling og forsvar af alternative kulturelle institutioner i byplanlægning.
- Net tv-tv er en online platform, som op til og under udstillingen vil blive benyttet til at arbejde med grupper i Paris og andre ligesindede rundt om i verden.

 
Få tilsendt info om nye artikler: Klik her for tilmelding
Webdesign: Jan Falk Borup