Kontakt aarhus.nu:

 
 
Få tilsendt info om nye artikler: Klik her for tilmelding
 
Send din kommentar til
19. september 2007

Mischa Kuball: lightComplex i Århus Kunstbygning

[Anmeldelse] Strålende udstilling i Kunstbygningen med tyske Mischa Kuballs lysinstallationer. Sansemæssigt imponerende og med intellektuelle bagtanker er disse værker en ekstraordinær oplevelse, der udfylder kunstbygningen med en udstilling i særklasse.

Tekst: Kristian Handberg
Foto: Århus Kunstbygning og Kristian Handberg

Vises indtil 11. november 2007
www.aarhuskunstbygning.dk

 
Broca’sches areal
 

Kunstbygningen spreder lyset
Århus Kunstbygning vil tænke stort og har realiseret en af årets mest ambitiøse udstillinger med den tyske lys- og mediekunstner Mischa Kuball. Udstillingen omfatter hele bygningen og strålede endda bogstavelig talt ud i byen med en projektion over på kollegerne på ARoS’ facade under festugen. Med leder af Kunstbygningen Torsten Sadowskys ord skal udstilling og bygning udgøre en ”lys-krop” i et integreret hele, der er et større manifest for kunstbygningen. For Mischa Kuball er et prominent navn, en stjerne på lyskunstens himmel, fristes man til at sige. Han bor i Karlsruhe, hvor han er tilknyttet byens kunstakademi, og siden firserne har han markeret sig som en væsentlig kunstner på den tyske scene. Inden for mediet lys regnes han som en hovedeksponent, måske kun overstrålet af vores dansk-islandske verdensstjerne Olafur Eliasson. I lightComplex, som udstillingen hedder og er, skinner Kuballs lys-baserede installationer for fuld kraft i Kunstbygningen, der nu officielt kan kalde sig ”kunsthal”, som medlem af foreningen af danske kunsthaller. Det kommenterer Kuball i øvrigt med i neon ved at skrive ”Hal” henover ”Kunst”-inskriptionen på bygningens facade.

 
Mischa Kuball med tilføjelsen til bygningens titel   Material immateral: Det kosmiske stroboskop

Vera lux og discokugler    
Lyset har jo altid været vitalt for billedkunsten og været symbol på det højeste og helligste. Vera lux, det hellige lys, kendes fra middelalderens billeder og over Leonardo da Vincis chiaroscuro, impressionisternes farveglade lysskildringer til de sidste årtiers lyskunst gøres kunstens dedikation til lyset eksplicit. Kuball anvender lyset som materiale og billedeskaber, ofte ved hjælp af ganske enkle remedier som dias, et roterende stykke glas og en discokugle. I kunstbygningens store kælderlokale anvendes netop et par discokugler til at skabe en ganske overvældende og tilsyneladende kosmisk lysoplevelse. Ved nærmere eftersyn viser de stjerneagtige lysprikker sig dog at være projekterede bogstaver, der brydes af kuglen og danner tilfældige konstellationer. Således sniger det intellektuelle sig ind og interfererer i det ellers så sanselige. I det hele taget er blandingen af det teoretiske og det umiddelbare og sanselige er karakteristisk for Kuball. I værket Broca’sches Areal glider nogle bogstaver henover nogle enkle minimalistiske former. Titlen referer til den del af hjernen, hvor den sproglige evne udvikles. Således aktiveres denne i rummet, mens man både kan reflektere over hjernens virkemåde og opleve værkets mere sansemæssige side.

Ud i byrummet
En anden enkel effekt til at skabe ekstraordinær virkning ses i videoerne i City Through Glass. Her filmer Kuball bevægelser gennem forskellige byer igennem et drikkeglas, som en forvrængende brille. Denne bearbejdning skaber et ganske fascinerende resultat, der mere ligner en rejse gennem en kosmisk tunnel a la Rumrejsen 2001 end en vandring gennem Düsseldorf med et glas for øjet! Kuball arbejder ofte ude i byrummet med lysværker på facader mv. og vil således ikke holde sig til en eksklusiv æstet-sfære. Byrummet giver jo også oplagte scener for dette medie, der dog gør sig mest synligt efter mørkets frembrud. I forbindelse med udstillingen har Kuball også som nævnt sendt en projektion over på Aros’ facade. Udstillingen bør også komme vidt og bredt ud, for der er virkelig format over Kuballs lys-installationer. De formår virkelig at give oplevelser og have substans og slår derfor, efter denne anmelders mening, Eliassons mere banale og romantiske værker. Endelig skal det imponerende katalog, der ledsager udstillingen, nævnes. Det indeholder blandt andet et essay om lyset i filosofien af den berømte Peter Sloterdijk og et behørigt smukt billedmateriale. Til yderligere præsentation af denne fascinerende kunstner henvises til hans udførlige hjemmeside.

 

Relaterede artikler:
Pressemeddelelse - Århus Kunstbygning: Mischa Kuball

Relaterede links:
www.mischakuball.com
www.aarhuskunstbygning.dk

 
 
 
Få tilsendt info om nye artikler: Klik her for tilmelding
Webdesign: Jan Falk Borup