Kontakt aarhus.nu:

 
 
Få tilsendt info om nye artikler: Klik her for tilmelding
 
Send din kommentar til
5. september 2007

Hanne Nielsen og Birgit Johnsen: Camaraderies

[Portræt] Hanne Nielsen og Birgit Johnsen har stået bag udformningen af festugens store kunstsamarbejde. Kunstnerduoen er ved at etablere sig i toppen af dansk videokunst med et langt virke bag sig, ofte med undersøgelsen af de enkle situationer i fokus.

Af Kristian Handberg
Foto: Jan Falk Borup

Cameraderies kan ses på ARoS i Det åbne rum fra 1. til 9.september 2007
www.aros.dk

 
Hanne Nielsen og Birgit Johnsen foran værket Camaraderies på ARoS
 

Harald Jensens Plads projekteret i 3 x 14 m.
Festugens by i bevægelse afkræver kunstinstitutionerne specielle markeringer. Et tiltag er de såkaldte projekter under S.L.I.K. – Struktureret Langsigtet Involvering af Kulturinstitutionerne - som blev lanceret af Festugen i april 2006. I årets udgave er ARoS, Århus Filmværksted, Filuren og Aarhus Symfoniorkester blevet sat til at samarbejde om at give festugen og byens borgere et værk. Det kunne lørdag d. 1.9. præsenteres på ARoS. Udførelsen var lagt i hænderne på kunstnerne Hanne Nielsen og Birgit Johnsen, der kunne fremvise en videoinstallation med titlen Camaraderies i museets Åbne Rum ved siden af cafeen. Det er en ca. 20 minutter lang video, der vises på en 3 x 14 meter stor skærm af fem projektorer, hvilket giver en ganske særlig synsoplevelse og sætter scenen for filmens synkrone optrin. For filmen viser en løbende kavalkade af folkelivsoptrin på den yderst folkelige Harald Jensens Plads. Her er både de ensomme flaskesamlere og de larmende grupper som storfamilier på skovtur og fodboldfans. De forskellige sociale situationer, der udspiller sig, kan ses som titlens kammeraterier. Et dobbelttydigt begreb, der både kan være inkluderende og ekskluderende. Hvornår bliver fællesskaberne til udelukkelser og truende adfærd?

Still fra det 3 x 14 m. store værk Camaraderies

 
Delbillede fra Camaraderies   Delbillede fra Camaraderies

Dagligdag og det absurde
Ved siden af dette realistiske folkeliv indtræffer der også nogle mere absurde hændelser langt uden for normalitet og funktionalisme. Gråd over spildt mælk, spindende nøgen kvinde, spark i røven og perler for svin kan selvfølgelig genkendes som ordsprog og talemåder, her bogstaveligt visualiseret. Som museets direktør Jens Erik Sørensen påpegede ved åbningen, er dette element en parallel til den store renæssancemaler Bruegels ordsprogsbilleder. I Camaraderies univers kan deres tilstedeværelse både ses som en del af dagliglivet og en absurd modsætning. I værkets tværæstetiske ånd kan det også ses, som et træk til at aktivere så meget som muligt på billedfladen. Videoen er også tilføjet en form for appendiks med en scene med fem faldskærmssoldater, der lander i Tirstrup lufthavn og indtager territoriet som en pendant til gruppernes ageren på bypladsen.
Camaraderies er som nævnt fremvist med flere projektorer på et kæmpelærred, hvilket giver en udpræget panoramisk billedoplevelse, stort og ikke til at overskue i et blik. Tingene sker også synkront og uafhængigt af hinanden, ligesom grupperingerne slet ikke reagerer på hinanden og i øvrigt er fremstillet tilpas prototypisk til, at man spørger sig om det udspillende univers er realistisk (vi kan jo se pladsen) eller symbolsk. Camaraderies er i hvert fald et værk, der inddrager byens liv og er tilgængeligt for byen i festugeperioden på museet.

 
Construction in space, videoloop   Afrivning af løg, video 6:27 min

Markante i dansk videokunst
Hanne Nielsen og Birgit Johnsen har også tidligere kunnet opleves på ARoS, idet museet ejer flere af deres værker. Blandt andet vil mange huske en video med en svævefly i cirkulerende bevægelse fastspændt i en vis maskulin kropsdel, der kan ses på museet i den nuværende ophængning. De er uddannede fra Det Jyske Kunstakademi i henholdsvis 1990 og 1991 og har i over ti år samarbejdet om videoværker, der blandt andet har resulteret i udstillinger på Overgaden, Charlottenborg, Brandts Klædefabrik og Århus Kunstbygning. Det er ofte de enkle situationer og remedier, deres værker er baseret på, som en direkte afprøvning af handlinger eller afsøgning af tingene. Det er Afrivning af løg, 1995, et oplagt eksempel på. Her ses kunstnerduoen siddende i iscenesat enkelhed og skræller løg mens tårerne render. Et sådant værk balancerer mellem betydning og ren handling og denotation. Skal den tårepersende aktivitet aflæses som noget specielt kvindeligt, en reference til den ofte masochistiske feministiske performancekunst i halvfjerdserne, eller er der bare tale om en registrering af en usædvanlig aktivitet? Det performative element er ofte fremtrædende i deres tidlige værker, hvilket var en tendens i halvfemsernes kunst, der også kan ses hos eksempelvis Peter Land. Kunstnernes afsøgning af forventninger skabte dog forargede reaktioner i Attributes, hvor en død kanin først flås og derefter iklædes et kostume.

 
Attributes, video 9:10 min   Blik-Værk, installation

Video og den virkelige verden
I værket Blik-Værk fokuseres der på skulpturen i det offentlige rum i Århus og på de oversete blikke disse udsender. Det udadskuende ekspansive mandlige og tilbageholdne kvindelige. Et særligt og humoristisk touch får det, når kunstnerne selv stiller sig op på skulpturegnede steder i positur. Det er ligesom Camaraderies et værk med fysisk udgangspunkt i kunstnernes hjemby.
Johnsen og Nielsen har således deres distinkte og omfangsrige produktion, der med festugeværket på ARoS, har nået et omfangsmæssigt toppunkt med Camaraderies store set-up og lærred. Måske synes dimensionerne anderledes store end de koncentrerede formater, duoen normalt arbejder med, men som de selv siger, består værket netop af en række enkle situationer og er en fortsættelse af deres arbejde med virkeligheden og forventningerne til den.      

 

Relaterede artikler:
Essay - Parkorama
Pressemeddelelse - ARoS: Hanne Nielsen og Birgit Johnsen
Pressemeddelelse - Århus Festuge: Kønsspektakler

Relaterede links:
www.videoart.suite.dk/archives/birgit-johnsen.htm
www.kunstdk.dk/artist/johnsen_nielsen

 
 
 
Få tilsendt info om nye artikler: Klik her for tilmelding
Webdesign: Jan Falk Borup