Kontakt aarhus.nu:

 
 
Få tilsendt info om nye artikler: Klik her for tilmelding
 
Send din kommentar til
15. august 2007
Kunsten at navigere i tid og rum

[Essay] Med omdrejningspunkt i udstillingen Navigation i Århus Kunstbygning med videoinstallationer af Nina Maria Kleivan, Lotte Tauber Lassen og Agneta Werner diskuterer essayet forholdet mellem tid, rum og navigation i en postmoderne optik.   

Af Kathrine Bolt Rasmussen

Teksten er tidligere publiceret i kataloget til udstillingen Navigation i Århus Kunstbygning.
www.aarhuskunstbygning.dk

 
Nina Maria Kleivan: Somewhere between walking and waking, 2007 (videostill)
 
Tidens former – betragtninger over videokunstens spatiotemporale udtryk

Navigation har at gøre med tid og rum. Når man navigerer, udstikker man en kurs og bestemmer en position eller angiver en retning. Gennem navigationen placerer man sig således i rummet, og man kontekstualiserer sig i forhold til sine omgivelser. Men navigation er også en personlig kundskab. En viden, som tilegnes gennem egne oplevelser og iagttagelser, en filtrering af de sansninger af flimrende og forskelligartede indtryk vi møder, når vi bevæger os og strejfer gennem verden. Navigation kræver overblik. Det er evnen til at hæve sig op over virvaret af indtryk. At gøre det uoverskuelige overskueligt, så det tilsyneladende kaotiske bliver læsbart i et nyt mønster. Navigation er med andre ord også en metafor for det at placere sig i et mentalt og personligt landskab – en art eksistentiel positionering.

På udstillingen Navigation [i Århus Kunstbygning], der præsenterer nye videoværker af de tre kvindelige kunstnere Lotte Tauber Lassen, Nina Maria Kleivan og Agneta Werner, er det at navigere i både fysisk og mental forstand et tematisk omdrejningspunkt. I forførende videoinstallationer, der legende og poetisk sammensmelter billede, lyd og rum, iscenesætter de tre kunstnere på forskellig vis det komplekse forhold mellem to væsensforskellige tidsstrukturer, nemlig den indre, mentale tid, der opleves som en individuel erkendelse, og den ydre, fysiske tid, der definerer samfundets lineære og målbare tid. Den ydre, kvantitative tid, der udgør en fundamental struktur i vores moderne samfund, kan måles i enheder, der bliver mindre og mindre – fra tidsaldre til århundreder, fra år til måneder til uger, dage, minutter og sekunder. Den indre, mentale tid er derimod kvalitativ, den er fragmentarisk og kan spille os et puds, da den kan få sekunder til at føles som år og døgn til at føles som timer. Den er flydende, og man kan frit springe mellem oplevelser og erindringer. Mens urets tid er uforanderlig i sin struktur, kan den indre tids flydende tilstande ikke reguleres og kontrolleres. Den indre, mentale tid foregår ofte i abrupte spring uden logisk sammenhæng, mens den ydre, fysiske tid, urets og samfundets tid er en målelig og håndgribelig størrelse, som vi organiserer vores daglige liv og rutiner omkring.

 
Nina Maria Kleivan: Things that disappear, 2007 (videostill)  

Lotte Tauber Lassen, Nina Maria Kleivan og Agneta Werner anlægger hver især forskellige blikke på det at navigere i deres videoværker. Overordnet adresserer de dog alle på forskellig vis den til tider uoverskuelige og krævende opgave, det er at navigere, skabe overblik, sammenhæng og mening i et postmoderne globalt samfund, hvor den enkelte konstant bombarderes med et hav af sanseindtryk, valg og billeder. Som den amerikanske litteraturhistoriker Fredric Jameson gør opmærksom på i sit essay, “Postmodernismen og den sene kapitalismes kulturelle logik” er vi konfronteret med en splittet tids- og rummelighed karakteriseret ved fragmentering, flygtighed og simultanitet. Der er ifølge Jameson sket et sammenbrud i tidsfornemmelsen: tidskategorier er blevet afløst af rumkategorier med overgangen til det postmoderne samfund. Tabet af fortællingens tidslighed er ensbetydende med tabet af vores evne til at lokalisere os historisk. På baggrund af denne betragtning diagnosticerer Jameson postmodernismen som “skitzofren”, en tilstand hvor vi “… ikke er i stand til at forene sætningens fortid, nutid og fremtid”, hvilket gør, at vi “… tilsvarende [er] ude af stand til at forene fortid, nutid og fremtid i vores biografiske erfaring eller psykiske liv. Med udtrykskædens sammenbrud er den skizofrene derfor reduceret til en oplevelse af rent materielle udtryk, eller med andre ord af en serie usammenhængende nu’er i tid.”

Rum-tid kompression og videokunst
Denne krise i vores oplevelse af rum og tid besværliggør selvsagt vores evne til at navigere, til at positionere os kropsligt såvel som mentalt. Det forhold peger udstillingens værker på forskellig vis på. I en verden, hvor tempoet konstant accelererer, og hvor tids- og rumoplevelsen har undergået en mutation, der gør det svært at orientere sig, synes dagligdagens faste holdepunkter at erodere. Som den engelske geograf David Harvey skriver i sin bog The Condition of Postmodernity, er den postmoderne tilstand karakteriseret ved en rum-tid kompression, der har store konsekvenser, ikke blot for vores opfattelse af virkeligheden, men ligeledes for vores sociale identitet.

ommunikationssatellitter gør det muligt at opleve en strøm af billeder fra forskellige rum næsten simultant med det resultat, at verdens rum kollapser i en serie af billeder på en fjernsynsskærm. Vi kan på et splitsekund kommunikere med mennesker på den anden side af kloden ved hjælp af Internet og mobiltelefoner, og vi kan på kort tid fysisk tilbagelægge store geografiske afstande. I det postmoderne informationssamfund er de rumlige og tidslige grænser kollapset, og vi bør, som Harvey skriver, være opmærksomme på de voldsomme geopolitiske farer, der ligger i den stadig mere hastige tid-rum kompression, da der er “… en allestedsnærværende fare for, at vores mentale kortlægning ikke vil matche de nuværende virkeligheder.”

Lotte Tauber Lassen: Kakofonia, 2007 (videostill)

Den skiftende, flygtige og collageagtige tid-rum oplevelse har, som værkerne på Navigation vidner om, bevirket, at vi kropsligt og mentalt kan have svært ved at orientere og positionere os. Fornemmelsen af at miste fodfæste og kontrol gør det svært at navigere målrettet og fokuseret. Trods stor divergens i både udtryk og form synes værkerne karakteriseret ved en søgen efter en personlig eller kollektiv identitet, en søgen efter et stabilt ståsted i en konstant skiftende verden. I hver deres tempi og med hver deres visuelle æstetik skaber de tre kunstnere flertydige tids-rum, der på forskellig vis synes at afspejle den postmoderne “skizofrene” mentalitet, som Jameson beskriver, hvor tabet af fortællingens tidslighed resulterer i en ustabilitet, der gør det svært at skabe overblik og sammenhæng. Da videomediets primære komponenter netop er tiden og det bevægelige billede, er videoen velegnet til at skabe fornemmelsen af komplekse spatiotemporale dimensioner. I filmen kan billed- og lydforløb brydes op i mange lag og dele, de kan standses, udstrækkes, ændres eller gentages i det uendelige. Videomediet muliggør således en mangfoldighed af tidsmæssige forskydninger, som fotografiets og maleriets statiske billeder har sværere ved at illustrere. Kombinationen af bevægelige billeder og lyd skaber en fysisk totaloplevelse, der på opslugende vis drager betragteren med ind i det levende billede.   

Lotte Tauber Lassen
Som et modsvar til samfundets hastige tempo skaber Lotte Tauber Lassen i sin totalinstallation Shapeshifting – der består af fire videoer fordelt over tre rum – en drømmende og flydende “mellemtid”, der synes at pege mod en indre tid, hvor følelser, tanker og drømme dominerer. I videoerne, der alle er karakteriseret ved et forførende visuelt flow af billeder, illustrerer Tauber Lassen, hvorledes vi i højere og højere grad kan have brug for at slippe hverdagens hektiske travlhed, og vende os mod os selv eller mod andre bevidsthedstilstande, der tilgodeser oplevelser af en indre, kvalitativ tid.

Shapeshifting består at tre videoinstallationer, der er placeret som sidestillede navigationspositioner i hver deres rum med hver deres farvekode. Beskueren mødes således først af videoen Kakafonia, der vises i et hvidt rum. Videoen, der akkompagneres af en pågående og insisterende lydside, viser et hæsblæsende og kaotisk menneske- og trafikmylder i London omkring år 1900. Videoen konfronterer beskueren med et bombardement af konstant skiftende indtryk og billeder, og peger således på det vilkår, at individet særligt gennem de sidste 100 år – siden den industrielle revolution i slutningen af 1800tallet – har skullet navigere i en kaotisk og hektisk omverden med potentielt uendelig mange oplevelser og stimuli. Vilkår der i ekstrem grad er intensiveret i det postmoderne samfund, hvor individet konfronteres med et sensorisk og visuelt overload. I det næste rum, der er malet intenst rødt, mødes beskueren af en sanseforførende videoinstallation, der med flydende og dynamiske billeder og en intim og behagelig lydside af melodiske guitartoner, fysisk forplanter sig i beskuerens krop. I det intime og sanselige røde rum præsenteres to videoprojektioner The Everlasting Story og Until the wind has changed, der begge viser optagelser af det moderne menneskes selvvalgte isolation midt i en øde skov. På billederne, der umiddelbart er svære at afkode, anes to menneskeskikkelser, der i dynamiske bevægelser udfører noget, der minder om en dans. De flydende og næsten opløste skikkelser smelter i et dansende flow sammen med de udefinerbare, men naturlige omgivelser. Som i en drøms tvetydige og ulogiske univers vildledes og forvirres beskueren, der ikke kan skabe en entydig tidslig eller rumlig sammenhæng i billederne. I det sidste rum, der er blåt, kan man opleve videoen Shapeshifting, der viser en anonym, mørk skikkelse, der udfører en art rituel dans. På baggrund af en række vindmøller og en klar blå himmel bevæger personen sig så dynamisk og indadvendt, at figuren i nogle billeder symbolsk går i et med omgivelserne og reduceres til abstrakte tegn i luften. 

 
Lotte Tauber Lassen: Shapeshifting, 2007 (videostill)   Lotte Tauber Lassen: The Everlasting Story, 2007 (videostill)

Med titlen Shapeshifting refererer Lotte Tauber Lassen til de skiftende positioner og evnen til forandring og bevægelse, som hører til det at navigere i verden fysisk såvel som mentalt. Filmenes tempi er forskellige, og de er klippet i takt til tre selvstændige lydkompositioner, skabt af kunstneren selv. Lotte Tauber Lassens billedsprog er på én gang symbolsk, åbent, antydende og suggererende i dets glidende overgange mellem indre, mentale og ydre, fysiske landskaber, der konstant slører grænsen mellem bevidsthed og drøm. Shapeshifting tegner tiden som cirkler og har karakter af en art spirituel søgen efter en anden tid end samfundets kronologiske, men samtidig hektiske og fragmentariske tid. Kombinationen af de intense, pulserende og stemningsmættede lydbilleder, der varierer fra insisterende og kakofoniske lyde til behagelige og forførende toner, og de sanselige og flydende billeder indhyller beskueren i en subtil sanseoplevelse.

Nina Maria Kleivan
Nina Maria Kleivan arbejder med en legende iscenesættelse af det at navigere i tilværelsens forskelligartede rum- og tidsligheder, samtidig med at hun effektfuldt inddrager beskuerens fysiske krop og bevægelse i rummet i sine videoinstallationer. Ved hjælp af installatoriske iscenesættelser og rumlige skalaforskydninger lader hun beskuerens egen vandring gennem udstillingsrummet blive en vigtig del af værkernes udsagn. Kleivan forskyder billedsidens ofte lidt foruroligende fortælling ud i de fysiske omgivelser, idet hun opbygger små scenografier, der henviser til filmenes handlingsforløb. Ved ligeledes at projicere skalaforskydninger ud i selve udstillingsrummet peger værkerne på beskuerens måde at navigere i udstillingsrummet. Gennem en skalaforskydning, hvor videorummene gradvist bliver mindre og mindre i højde såvel som i bredde, for til sidst at danne et smalt og lavt rum, hvor beskueren på grænsen til det klaustrofobiske må dukke sig for at kunne stå i rummet, tvinges beskueren til at reflektere over sin egen bevægelse og fysiske tilstedeværelse i rummet her og nu. Arbejdet med skalaforskydninger i både billede og rum illustrerer fornemmelsen af at være alt for lille eller alt for stor i forhold til omgivelserne, samt følelsen af ikke at passe ind. I sine videoinstallationer eksponerer Kleivan således den til tider svære opgave, det er at adaptere sig i konstant skiftende omgivelser fysisk såvel som mentalt. 

 
Nina Maria Kleivan: Periods of light, 2007 (videostill)   Nina Maria Kleivan: In the dream it is always night, 2006

I det første og det største af de fire rum, som Kleivans videoer præsenteres i, vises videoen In the dream it is always night, hvor man ser et par nøgne kvindeben på en natlig vandring i en lilleputby opbygget af mælkekartoner. Videoen iscenesætter et sært drømmeunivers, hvor skalaforholdene på foruroligende vis er vendt på hovedet i forhold til den “virkelige” verden. De nøgne kvindeben, der tilsyneladende formålsløst vandrer rundt i konstant fare for at brase ind i og knuse lilleputbyens bygninger, biler og trafiklys, fremstår som en fremmedgjort kæmpe, der er havnet i de helt forkerte omgivelser. På lydsiden blander typiske reallyde fra en storby sig med en dynamisk musikalsk rytme, der understreger kæmpens varsomme bevægelser i den skrøbelige lilleputverden. I rummet foran videoprojektionen har Kleivan opført lilleputbyen, der således fysisk relaterer sig til beskuerens egen krop i rummet. Kleivan engagerer således beskueren i et fysisk mellemværende med værket i rummet. I det følgende lidt mindre rum præsenteres to videoprojektioner under titlen Somewhere between walking and waking. På den ene projektion, der på grund af falmede og underligt uvirkelige farver har karakter af erindringsglimt, ses en lille pige, der dansende bevæger sig rundt i en skov. Fordi filmen består af en serie hurtige klip, opstår der en flimrende stroboskop effekt, hvor billedet af pigen abrupt afløses af en række sorte billeder. På den anden video, der har en sær drømmeagtig stemning, ses en anden lille pige, der nysgerrig, men fortabt vandrer rundt i en kunstig skov. Fornemmelsen af, at der sker noget uden for billedets synsfelt, skaber en unheimlich stemning, der giver fornemmelsen af, at det umiddelbart genkendelige pludselig slår over i noget fremmed og uhyggeligt – man aner, at pigen måske er fortabt og hinsides forankringens faste holdepunkter. I det tredje rum er videoen Periods of light opprojiceret på en model af et hus. I videoen arbejder Kleivan med en omvendt skalaforskydning end den i In the dream it is always night, idet hun ved hjælp af to hænder iført dukkebluser iscenesætter en handling om to små personer, der vandrer rundt i en alt for stor og ensom verden. I det sidste rum, der er så småt, at en voksen person ikke kan stå oprejst, vises videoen Things that disappear, der består af langsomme panoreringer hen over tildækkede butiksfacader på Nørrebro. De blændede facader synes på én gang at sløre og samtidig skærpe oplevelsen af det øde og anonymiserede byrum, der fremstår underligt fremmed uden kendte pejlemærker, der kan skabe overblik og tryghed.        

Agneta Werner
Agneta Werner benytter i sin ruminstallation Position of the cycles, der præsenteres i Kunstbygningens rotunde – et intimt ottekantet rum – et simpelt, men effektivt greb, idet hun zoomer ind på naturens cykliske forløb. I sanselige og farvemættede billeder viser hun, hvorledes naturen på trods af samfundets stadig mere hektiske og hastige tempo ganske upåvirket lever sit eget liv. Installationen har i sin enkle rumlige gestaltning karakter af et kontemplativt pauserum, der hensætter beskueren i en anden tidsoplevelse end den, vi gennemlever i en fragmenteret og flygtig postmoderne verden. På store ophængte fladskærme med tilhørende hovedtelefoner præsenteres fire formelt stramme og meget suggestive videoer. Videoerne er en form for bevægelige malerier eller tableauer, hvor narrationen synes annulleret – begyndelse og slutning synes fraværende. Titlerne på de fire videoer er på én gang stemningssættende, underligt kryptiske og samtidig meget åbne, hvorfor beskueren inviteres til at skabe sin egen personlige læsning. Videoerne er på én og samme tid realistisk registrerende og samtidig poetisk drømmende. Man får fornemmelsen af, at videoerne er optaget på afstand og næsten i smug, som om Agneta Werner ikke har villet forstyrre naturens organiske liv. I videoen access to history har Werner zoomet helt tæt ind på en farvestrålende pink blomst, der er belejret af ihærdigt arbejdende svirrefluer, der samler pollen fra blomsterkoppen. De ekstremt taktile billeder, der er optaget så tæt på, at man næsten kan mærke bladenes bløde struktur, vises i slowmotion, hvilket skaber en drømmende og uvirkelig stemning. Svirrefluernes arbejdsomme aktivitet er så nærværende, at man næsten glemmer, at man sidder foran en videoskærm. I videoerne the likeness of a gull og presentation of a witness betragter man på tæt hold henholdsvis en sølvmåge, der med en intens blå himmel som baggrund sidder og samler kræfter på en bundgarnspæl, og en blishøne, der sidder ved en søbred og kigger på andre blishøns, der roligt svømmer forbi. I videoen med blishønen passerer menneskefødder hastigt forbi i forgrunden af billedet, hvilket i korte øjeblikke slører billedet og forstyrrer vores iagttagelse af blishønens rolige og upåvirkede adfærd. Den sidste video i installationen, der har titlen countryside life, viser en hest, der mageligt slapper af i det grønne græs kun forstyrret af fluer, som den ind i mellem forsøger at ryste af sig. 

 
Agneta Werner: access to history, 2007 (videostill)   Agneta Werner: The likenes of a gull, 2006 (videostill)
 
Agneta Werner: Presentatoin of a witness, 2007 (videostill)   Agneta Werner: Countryside life, 2007 (videostill)

De fire æstetisk underspillede og stramt komponerede videoer fungerer som et visuelt sammenhængende udsagn, der indbyder beskueren til roligt at sætte sig ned og kontemplere de stemningsmættede og sanselige naturbilleder. Videoerne er alle karakteriseret ved en særlig tidslig ødslen, hvor handlingens minimale karakter skaber en fortættet stemning af intensitet og venten. I og med at fortællingerne udstrækkes, udviskes den narrative struktur, og filmene skaber en fornemmelse af, at tiden er stillet på standby. Langsomheden er et greb, der fungerer som et modbillede til samfundets hektiske tempo, der i videoen med blishønen kort bryder ind som et forstyrrende element. Det langtrukne til tider næsten enerverende tempo forfører og inddrager beskueren i billederne, samtidig med at man hele tiden venter på, at der snart må ske noget – men det gør der ikke. De taktile billeder bringer mindelser om en varm sommerdag, hvor tiden er løftet ud af sin sædvanlige tidsramme, og hvor man på en sær måde føler, at man befinder sig i et tidsligt vakuum.

Kunsten at navigere i tid og rum
På hver deres måde arbejder Lotte Tauber Lassen, Nina Maria Kleivan og Agneta Werner med at skabe forskellige tids-rum, der spejler en langsom, drømmende og flydende mellemtid. Man kan således sige, at de tre kunstnere benytter kunsten som en platform til at reflektere over de komplekse rum- og tidsstrukturer, der kendetegner det postmoderne samfund, hvor fremtid og fortid ikke er tilgængelige. Som udstillingen Navigation viser, er videomediet ikke blot ideelt til at skabe fornemmelsen af en fragmenteret og splittet tid- rumoplevelse, men ligeledes til at skabe mentale, drømmeagtige og tvetydige rum, hvor afstanden til den menneskelige fantasi og underbevidsthed er undermineret. Lotte Tauber Lassen, Nina Maria Kleivan og Agneta Werner bruger videokunsten som et særligt frirum, hvor det er muligt at hæve sig op over virvaret af konstant skiftende indtryk, som et sted, hvor det er muligt at skabe en anden spatiotemporal repræsentation – et sted, hvor den enkelte selv kan redigere sit verdensbillede, så det giver mening.

 

Fakta:
Kathrine Bolt Rasmussen er mag.art. i kunsthistorie og er ansat som PR- og formidlingsmedarbejder i Århus Kunstbygning. I 2004 kuraterede hun udstillingen Forskudte hverdagsobjekter på Kunstmuseet Trapholt, og i 2006 kuraterede hun udstillingen How about her Side of the Story? hos Charlotte Fogh Contemporary. Hun har publiceret artikler og anmeldelser i bl.a. Passepartout og Øjeblikket.

 
 
 
Få tilsendt info om nye artikler: Klik her for tilmelding
Webdesign: Jan Falk Borup