Kontakt aarhus.nu:

 
 
Få tilsendt info om nye artikler: Klik her for tilmelding
 
Send din kommentar til
25. juli 2007

Danfoss Art Award: Når kunsten kan styrke virksomhedens identitet

[Interview] Med udgangspunkt i virksomhedens værdier inviterer Danfoss studerende verden over til at deltage i en international kunstkonkurrence med en samlet præmiesum på over 750.000 kroner. aarhus.nu har sat Danfoss stævne for at høre hvordan alt dette hænger sammen.

Af Trine Rytter Andersen
Foto: Jan Falk Borup og Danfoss

Find information om Danfoss Art Award på:
www.artaward.danfoss.com

 
Under ledelse af Projekt Director Torben Fich, har Danfoss åbnet armene for kunsten
 

aarhus.nu er på besøg i Danfoss koncernens hovedkvarter på Als for at tale om virksomhedens nyindstiftede kunstpris ’Danfoss Art Award’. Vi modtages af Torben Fich, Projekt Director i Danfoss og tovholder på kunstprojektet, som leder os ind i virksomhedens biograf for at se en introduktionsfilm om Danfoss. Virksomhedens univers udfoldes for øjnene af os med afsæt i den lokale Alshistorie hvor resurseknaphed og modernitet tidligt gik hånd i hånd, og videre ud i den globale landsby til en verdensomspændende produktionsvirksomhed med ’world-class leadership’. Produktion, produkter, partnere, kunder og ansatte væves sammen til én stor familie med fælles mål og fælles værdier, udmøntet i 8 klart formulerede sætninger. Værdier som netop Danfoss Art Award tager udgangspunkt i.

Oppe på sit kontor fortæller Torben Fich med begejstring om Danfoss Art Award:
”Nogle medarbejdere fik ideen, da vi skulle indrette vores nyrenoverede trappetårn. De gav os ideen til at tænke kunst, objekter, modeller og design. Herefter var det nærliggende at forestille sig, hvorledes kunstnere, designere og arkitekter kunne bidrage til at gøre Danfossværdierne mere forståelige eller synlige for os selv og for de gæster, som kommer i huset.”

aarhus.nu: Hvad er det kunsten kan tilføre Danfoss i det her tilfælde?

Torben: Vi tror på at, kunsten med billedsprog og stoflighed kan bidrage med en form for oversættelse, som kan stimulere den interne dialog med værdierne samtidig med, at den kan virke befordrende på kreativiteten og innovationen i virksomheden. På den baggrund besluttede vi at indstifte Danfoss Art Award som en international konkurrence rettet mod kunststuderende worldwide. Danfoss er jo tilstede worldwide, så derfor skulle konkurrencen være åben for studerende fra hele verden.
Vi har i Danfoss en lang tradition for at samarbejde med studerende fra højere læreranstalter rundt om i verden, og derfor er det naturligt for os at, Danfoss Art Award henvender sig til studerende – og ikke til etablerede kunstnere - inden for arkitektur, design og billedkunst.

 

De præmierede kunstværker skal udstilles i indbyggede montre på flere etager i det nyrenoverede trappetårn hos Danfoss

aarhus.nu: Har I nogen ide om hvor mange, der vil deltage i konkurrencen?

Torben: Nej vi aner det ikke, og det er utroligt spændende. Vi har gjort en kæmpe indsats for at finde frem til de anerkendte højere læreanstalter inden for disse discipliner og give dem information om Danfoss Art Award. Vores lokale enheder f.eks. i Indien, Kina, Frankrig og Brasilien har bidraget meget til dette arbejde, og ideen om prisen er overalt blevet modtaget med stor glæde og begejstring.

aarhus.nu: Hvordan tiltrækker I kvalitet?

Torben: Dette er jo en helt ny opgave for os. Vores indledende research viste, at en vigtig motivationsfaktor for at deltage er at man bedømmes af fagligt anerkendte personer. Derfor har vi sammensat en jury som består af eksperter, som har stor troværdighed udadtil, og som har den nødvendige faglighed og erfaring inden for de forskellige discipliner. Desuden fandt vi ud af, at en pengepræmie kunne få meget stor positiv effekt for den enkelte studerende.

aarhus.nu: I juryen sidder også personer med viden om kommunikation og marketing. Hvorfor det?

Torben: Som sagt er Danfoss Art Award en bunden opgave med udgangspunkt i vores virksomheds værdier. En kunstgenstand skal ikke kun være kunstnerisk, den skal også kunne formidle en Danfossværdi på en umiddelbar forståelig facon. De indsendte værker vil derfor også blive bedømt af juryen ud fra, om værkets udsagn kan afkodes af andre.

aarhus.nu: Danfoss Art Award er altså først og fremmest rettet mod koncernen selv – produktet skal stimulere jeres selvforståelse og støtte den interne fællesånd?

Torben: Ja, det er ikke en offentlig kunstudstilling i den forstand, det er først og fremmet os selv, vi ønsker at tale med.

 

Fakta:
Juryen består af Heather Martin, medstifter af Copenhagen Institute of Interactive Design (CIID), So Yan Kei, billedkunstner og ekstern lektor (visuel kommunication), Hong Kong Polytechnic University, Lars Thøger Christensen, professor i marketing på Syddansk Universitet, Sergei Sviatchenko, billedkunstner, kurator og grundlægger af Senko Studio, Jytte Høy, billedhugger og rektor på Det Jyske Kunstakademi, Peter Kjær, Institutleder og professor på Århus Arkitektskole, John Heskett, professor, School of Design, Hong Kong Polytechnic University.

 

Relaterede artikler:
Omtale: International ”ArtAward” for kunststuderende

Relaterede links:
www.artaward.danfoss.com

 
 
 
Få tilsendt info om nye artikler: Klik her for tilmelding
Webdesign: Jan Falk Borup