Kontakt aarhus.nu:

 
 
Få tilsendt info om nye artikler: Klik her for tilmelding
 
Send din kommentar til
25. juli 2007

Kunstneren som slapstick

[Reportage] I sine værker 7 Fragments for Méliès, Day for Night og Journey to the Moon undersøger William Kentridge den maskuline kunstnerrolle. Han er lige nu aktuel i Malmö Konsthall. Gry Høngsmark Knudsen stiller her skarpt på den oversete maskulinitetsproblematik i Kentridge værker.

Af Gry Høngsmark Knudsen
Foto: Malmö Konsthall

Udstillingen i Malmö Konsthall vises frem til 19. August 2007
www.konsthall.malmo.se

 
William Kentridge: Fra Balancing Act, 2003
 

7 Fragments for Méliès, Day for Night og Journey to the Moon
Når William Kentridges værker bliver præsenteret og anmeldt er det som regel hans kritiske engagement i det Sydafrikanske samfund, der fokuseres på. Og det er også et stort tema i hans kunst. Men mellem 1999 og 2003 undersøgte han den maskuline kunstnerrolle i en række værker, som er inspireret af en af de tidlige stumfilmsmagere, nemlig Georges Méliès. For Kentridge er det centrale i Méliès’ værker kunstneren. I Méliès’ film er det altid Méliès selv, der er i fokus. Han optræder, laver tricks og er i det hele taget den væsentlige figur i filmene. Udenom kunstneren er kulisserne – eller atelieret. For langt hovedparten af Méliès’ film er optaget i et studie og handlingen udspiller sig på en meget smal scene foran en række kulisser. Og netop det fokus har Kentridge overtaget fra Méliès, i undersøgelsen af den maskuline kunstnerrolle.

Den maskuline kunstner
Manden i det smalle felt mellem lærred og publikum er et kendt motiv i kunsthistorien, og motivet fungerer i kunsthistorien som forskellige manifestationer af den guddommelighed og maskulinitet som i tidernes løb er blevet tillagt kunstnerrollen. Et særligt eksempel på den maskuline kunstner som kæmper med materien for at skabe guddommelige kunstværker er Jackson Pollock. I halvtredserne blev Pollock fotograferet og filmatiseret og opnåede status som den virkelige udgave af kunstnerikonet.

 
William Kentridge: Fra Balancing Act, 2003   William Kentridge: Fra Invisible Mending, 2003

Kentridge stiller i sine film spørgsmålstegn ved denne glorificering af den maskuline kunstner. I stedet for at fremstille kunstneren som en person med magt over materialerne, viser Kentridge en anderledes magtesløs kunstner, hvis pensler, kul og blyanter har deres eget liv, og som ikke lader sig tæmme af kunstnerens forsøgsvise produktion. Således overtager tegningerne papiret og ind i mellem også atelieret eller kunstnerens krop. For eksempel bliver tegningerne levende og forlader papiret eller et selvportræt bliver levende efter at kunstneren møjsommeligt har fået rekonstrueret portrættet, som nogen har malet over og revet i stykker.

Slapstick
Men det er ikke bare tegningerne, der bliver levende, også atelierets møbler og andre genstande bliver levende, de svæver rundt uden for kunstnerens kontrol, og den magtesløse kunstner tumler forvildet rundt i sit atelier. Netop fordi han har så lidt kontrol over situationen, får kunstneren et lidt komisk præg, og han kommer således til at minde om Méliès’ slapstickfigurer fra de tidlige stumfilm. Netop det morsomme og til tider hjerteskærende sort-hvide portræt af kunstneren medvirker således til at undergrave det kendte billede af den maskuline kunstner, der behersker sit atelier og sine materialer.

I modsætning til f.eks. Jackson Pollock, som altid blev fremstillet, som om han havde kontrol over sit ellers temmelig ustrukturerede maleri, så fremstiller Kentridge en kunstner, som hverken bliver besjælet af kunstens guddommelighed eller kan magte sine materialer. Kentridge undersøger således ikke kun apartheids undertrykkende mekanismer i sine værker, men tager også livtag med andre undertrykkende forestillinger i den vestlige verden.

 

Relaterede artikler:
Dagbladet Information: Antihelt

Relaterede links:
www.konsthall.malmo.se

 
 
 
Få tilsendt info om nye artikler: Klik her for tilmelding
Webdesign: Jan Falk Borup