Set med danske øjne giver serien ”Salisbury” udtryk for et andet Amerika end mediebilledernes velkendte glamour - det ønskværdige, smukke og muntre liv. Seriens dokumentariske karakter åbner for et kritisk blik på det moderne samfund. Billedserien kan på sin vis opleves både forstemmende og frastødende, fordi den konfronterer os med en eksponering af kroppe, der ikke lever op til nutidens skønhedsidealer. Tilsvarende kan billederne af forlystelsesparken i forfald virke nedslående, fordi de så eftertrykkeligt udstiller, at stedets morskab er borte. Billederne kan provokere ved at stille det lavsociale til skue, og de kan vække bekymring om kulturel dekadence. Men foruden disse kritiske kulturelle betragtninger, som en beskuer måtte gøre sig, kan fotografierne vække en befriende oplevelse, fordi de viser en verden, sådan som vi dybest set ved, den rent faktisk ser ud.
Billedserien er i sig selv fordomsfri, hvilket bevidnes af den fortrolighed, der er mellem de portrætterede og fotografen. Den fordomsfrie anskuelse bevirker, at de forskellige strandgæsters personligheder folder sig ud, og via fortroligheden træder deres skønhed frem. Marla Sweeney refererer til den franske fotograf Henri Cartier-Bresson (1908-2004), når hun forklarer sin fotografiske tilgang til motiverne. Han sagde, at kameraet kan være ”et våben, psykoanalytikerens briks eller et varmt kys”. For hende selv er det ”en kombination af alle tre – konfrontation, psykologi og fortrolighed”. (Marla Sweeney: ”Henri Cartier-Bresson said that the camera can be ”a weapon, a psychoanalytical couch, or a warm kiss”. To me photography is a combination of all three – confrontation, psychology and intimacy”).
Et tilfældigt møde med personer, objekter og steder i det offentlige rum danner ramme for fotografierne, og motiverne er dermed ikke iscenesatte. Marla Sweeneys fotografiske arbejdsmetode ligner i høj grad den, der kendetegner genren street-photography. Henri Cartier-Bresson udviklede gadefotografiet og var en mester i at indfange unikke fotografiske øjeblikke, som de udspiller sig i hverdagen, uden at folk ved, at de bliver fotograferet. For at opnå nærhed i fotografierne gjorde han sig så at sige usynlig. Marla Sweeneys billeder adskiller sig på dette punkt fra det traditionelle gadefotografi, fordi personerne i hendes billeder altid først indvilliger i at blive fotograferet. Men hun fastholder at tage billederne af folk dér, hvor hun møder dem, og hun usynliggør sig på den måde, at hun lader personerne selv posere uden hendes anvisning.
Selvom Marla Sweeney ikke arrangerer motiverne, præger hun som kunstner alligevel i høj grad billederne. Deres udtryk afhænger for eksempel af, hvilken baggrund hun vælger ved at bevæge sig omkring den portrætterede person. Et fotografis synsvinkel afspejler fotografen, og det kunstneriske aspekt ved Marla Sweeneys billeder ligger ikke mindst i fotografens selvudtryk.
Dette essay af Birgitte Hjort Jaritz er også bragt som katalogtekst i forbindelse med udstillingen Salisbury på Galleri Image.
Pressemeddelelse - Galleri Image: Marla Sweeney
www.galleriimage.dk
|