Kontakt aarhus.nu:

 
 
Få tilsendt info om nye artikler: Klik her for tilmelding
 
Send din kommentar til
18. april 2007

Interview: Det æstetiskes aktualitet – Ulrik Bisgaard og Carsten Friberg

Der er sket et æstetisk nybrud: Grænsen mellem kunst og liv er udvisket. Eller med andre ord: Der er penge i kunstnerens lort! - Det taler redaktørerne bag en ny antologi, Det æstetiskes aktualitet, Ulrik Bisgaard og Carsten Friberg om her.

Af Lene Bruun-Kristensen
Foto: Helene Ryttersgaard; Getty Images/DanesAdWork

 
Carsten Friberg og Ulrik Bisgaard.
 

Lene: Vi lever i en gennemæstetiseret virkelighed med en høj grad af iscenesat sanselighed, markedsføringseffekter og oplevelsesøkonomi. Hvordan skal vi forholde os til det?

Ulrik: Intentionen med Det æstetiskes aktualitet er, at man bør udvikle en sensibilitet over for kulturens sanselige former. Det kan ske ved at skærpe opmærksomheden på de atmosfærer, vi konstant bevæger os ind og ud af. Atmosfærer knytter sig til noget kvalitativt og ligger dér mellem os og det, vi sanser - som noget, der binder ting og situationer sammen. Alting har atmosfærer og rummer vidt forskellige karakterer; de kan være ’kold’ og ’hæslig’ lige så vel som ’sensuel’ og ’højstemt’.

Carsten: Vi er påvirket af at leve i æstetiske sammenhænge. Uanset om vi har lyst til at medvirke eller ej, så er vi selv konstant med til at skabe dem via vores måde at bevæge os og iscenesætte os selv på. Iscenesættelse behøver ikke at betyde noget negativt eller uærligt, men vi skaber konstant en eller anden form for æstetisk virkelighed omkring os.

Lene: Har kunst-begrebet udvidet sig i takt med, at også kunsten er blevet omfattet af denne iscenesættelses-tendens?

Carsten: Jeg har ikke noget problem med, at man iscenesætter kunst, så det bliver et kulturprodukt blandt andre. I lighed med filosoffen Perniola kalder man jo galleriejere for vor tids alkymister, fordi det bogstaveligt talt er dem, der kan forvandle lort til penge. Kunsten må forholde sig til, om den vil insistere på en bestemt funktion og rolle, eller om den vil udnytte den nedbrudte grænse mellem kunst og liv. Superflex er f. eks. spændende at følge, fordi de i den grad anfægter, hvad kunstinstitutionen har berøringsangst overfor. At gøre sig selv til forretning og være kommerciel er jo ikke ’comme il faut’. Jeg tror ikke, at det på nogen måde er til skade for hverken kunst eller kultur.

Ulrik: Når man tager racerbiler ind i en kunstinstitution, ARoS, og kalder det kunst, så kvalificerer alene det dem til at være kunst. Ikke nødvendigvis god kunst, men der er noget kunstigt ved dem, som er interessant i et æstetisk perspektiv.

Lene: Storytelling, branding, design og grafik er almindelige markedsføringsredskaber, der sælger. Masser af virksomheder markedsfører deres værdisæt og kultur gennem kunstkøb og æstetiske oplevelser for de ansatte. Er der noget forfladigende ved markedsføring på kunstens vegne?

Carsten: Ikke nødvendigvis, men der er en risiko. Det kan være en måde at nedbryde den barriere, der tidligere har været markant og gjorde kunsten vanskelig tilgængelig og selvrefererende. Som betragter har man nogle gange følt sig udenfor, fordi man ikke kendte til de referencer. Hvis kunsten samtidig i nogle sammenhænge så tabte en sanselig appel, stod jeg som gæst på udstillingen og undrede mig over, hvad det var for noget, og tabte interessen.

Ulrik: Den udvikling, der er sket af æstetikken, er netop også en demokratisering. Æstetikken er blevet noget, der angår os alle helt grundlæggende. Det har den altid gjort, men bevidstheden om det er ny. Den angår netop ikke kun dem, der har den gode smag eller har råd til at købe dyre livsstilsprodukter og samlerkunst. Den angår også dem, der vil give 25 kr. mere for kaffen på en italiensk kaffebar, lader sig påvirke af et firmas markedsføring eller inspirere af et glittet modemagasin.     

Lene: Men er der grænser for æstetikken eller for, hvad man kan kalde æstetisk?

Carsten og Ulrik (samstemmende): Der findes da masser af lort!

Ulrik: At tale om ’det æstetiske’ er netop at gøre det til en deskriptiv term, som angår alt det, der på en eller anden måde har en sanselig karakter, eller har med sanselige virkemidler at gøre - i stedet for at suspendere det ved kun at tale om det som noget, der er eksklusivt knyttet til noget særlig kvalitativt. Der ser ikke ud til at være nogen grænse for æstetikken, og æstetik er jo blevet til et nøglebegreb i nyere markedsføring. Kan man have noget imod det?

Carsten: At f.eks. æstetik og politik omklamrer hinanden, ser jeg ikke som nogen grænse, men må bare konstatere, at det sker. Politik har vel altid været forførende og iscenesat. Nu bliver det bare mere tydeligt, at det er det, der handler om. Altså, æstetisk set er der ikke forskel på Anders Fogh og Ungdomshuset. Begge steder foregår en klar æstetisk iscenesættelse af forskellige opfattelser. Anders Fogh har introduceret en helt bestemt måde at holde pressemøder på i et blåt Mærsk-lignende rum, og det var på den anden side svært at komme ned i Ungdomshuset i jakkesæt og have de samme holdninger som de punk-klædte unge.

Lene: Når grænsen mellem kunst og virkelighed er udvisket, er der så overhovedet en rest af noget autentisk eller autonomt tilbage, der kunne ligge uden for den æstetiserede virkelighed?

Ulrik: Det paradoksale ved kunstens status er jo, at man havde nogle forhåbninger til, at den kunne sige kulturen imod samtidig med, at den var en del af kulturen. Man havde et gammelt autenticitets-begreb, hvor kunsten skulle være basis for civilisationskritik. I første halvdel af det 20. århundrede var den form for autenticitet og kritikpotentiale tillagt kunsten som dens karakteristikon. Nu kan det springe frem alle mulige andre kulturelle steder; i græsrodsbevægelser og - i lyse øjeblikke - sågar i markedsføring, som bliver etisk bevidst eller social ansvarlig.

Carsten: Jeg vil da gerne bevare mine forhåbninger til kunsten. Men hvad kunsten gør, må den selv om. Jeg vil ikke belaste kunsten med, at den skal leve op til nogle forventninger om at være politisk bevidst eller kunne noget særligt. Jeg vil nødigt komme til at sige, at dem, der virkelig står derhjemme og laver landskabsmalerier, ikke laver kunst. Det har jeg ikke ret til at sige. Det ville svare til et filosofisk ønske om, at kunsten erkendelsesmæssigt er noget progressivt og sprælsk. Det kan være helt berettiget, men det er uberettiget at sige ’Kunsten’, for så har man pludselig kasseret en masse ’kunst’ ved at sige, at det ikke lever op til de og de forventninger, og dermed ikke er god kunst.

Ulrik: I det øjeblik kunsten begynder at nærme sig en genkendelig ideologi, falder dens autenticitet til jorden. Kulturen har brug for at spejle sig i noget andet end sig selv, og hvis vi ikke har det, må vi opfinde det, som Jørgen Dehs skriver i vores antologi. Det er en slags konstrueret autenticitet, fordi det helt oprindeligt ægte måske ikke findes. Der er kunsten et felt, hvor man kan have en sådan konstrueret form for autenticitet. Paradoksalt nok.

 

  Ulrik Bisgaard og Carsten Friberg (red.): Det æstetiskes aktualitet (forlaget Multivers, december 2006 www.multivers.dk).

Æstetikken har fået stor betydning som kulturel og økonomisk værdiskaber og optræder i dag inden for områder af kulturen, der traditionelt har været det æstetiske fremmed.

Med afsæt i filosofi og idéhistorie, kultur- og markedsføringsteori, litteratur-, medie- og musikvidenskab, museologi, retorik, semiotik og teologi beskriver artiklerne i Det æstetiskes aktualitet aspekter af denne udvikling.

Ulrik Bisgaard er cand.mag. i idé- og kunsthistorie. Carsten Friberg er ph.d. i filosofi. Sammen har de konsulentfirmaet Bisgaard & Friberg, der tilbyder filosofiske workshops, foredrag og vidensjournalistik.

 

Relateret link:
www.multivers.dk

 
 
 
Få tilsendt info om nye artikler: Klik her for tilmelding
Webdesign: Jan Falk Borup