Kontakt aarhus.nu:

 
 
Få tilsendt info om nye artikler: Klik her for tilmelding
 
Send din kommentar til
28. marts 2007
Essay: Åh Gud. Et teaterforedrag på Edison/Betty Nansen Teatret

Nikolaj Cederholm optræder i øjeblikket med sit religionskritiske teaterforedrag Åh Gud og proklamerer at have opfundet en ny form, men formen er set mange gange før.

Af Henrik Vestergaard Pedersen

Åh Gud havde premiere på Betty Nansen Teatret d. 16. februar 2007. Spilleperioden er forlænget til d. 18. april 2007.
www.bettynansen.dk

 
Nikolaj Cederholm i Åh gud Edison / Betty Nansen Teater. København 2007. Foto: Isak Hoffmeyer
 

Umiddelbart anskuet og oplevet leverer Cederholm i foredraget et sjovt og relativt intelligent forsvar for ateismen, men som med mange af hans teaterforestillinger formår han ikke helt at få enderne til at mødes. Cederholm kender sit stof godt nok til at få sine pointer frem, men ikke godt nok til at skabe en interessant foredragssession på to en halv time. Pointen er dog klar nok: Religion er et problem, og vi moderne kloge og logisk tænkende mennesker bør ikke længere tro.

Jeg nærer så absolut sympati for hans anti-religiøse synspunkter, men ikke for hans metode. Det virker, som om han har sat fortidens politiske teaters propagandamaskine i gang. Cederholm er en dygtig og karismatisk performer, det lader til at kunne acceptere modargumenter, men i bund og grund agiterer han lige så gumpetungt, som halvfjerdsernes kommunistiske teater gjorde det. Derved ender han med at gå i religionens spor. For eksempel siger han: "Jeg har ikke et problem med folk, der leder efter sandheden. Jeg har et problem med dem, der tror, de har fundet den". Problemet er netop, at Nikolaj Cederholm selv har fundet sandheden og mener, at hele verden skal høre den. I stedet for at hvile med den og i sig selv, stiller han sig op som en anden præst og proklamerer den for os. I stedet for at gå ateismens ærinde og blot være hamrende ligeglad med alle de troende menneskers idioti, gør han ateismen til en ny religion, om end en anti-religion, med ham som bannerfører.

Åh Gud – endnu et teaterforedrag!
Her nærmer vi os denne anmeldelses hovedemne. Cederholm påstår nemlig at have opfundet formen ’teaterforedraget’, ligesom han i sin tid opfandt teaterkoncerten. Bevares, jeg har altid haft stor respekt for Cederholm som teaterinstruktør, ikke mindst fordi han altid har haft god kontakt til undergrunden og dens metoder. Ofte skimtedes Kom De Bagfra/Peter Holmgaards idéer for eksempel bag Dr. Dantes forestillinger.

Man kan diskutere, hvor meget af halvfemsernes performanceæstetik, der ligger bag konceptet for teaterkoncerten, men i forhold til teaterforedraget er der ikke noget at komme efter. Det er ikke opfundet af Nikolaj Cederholm! Jeg har intet problem med, at (scene)kunstnere stjæler med arme og ben, men jeg har noget imod en røver, der vil tage æren for det stjålne.

Tyveri er nødvendigt for at få kunsten til at bevæge sig, skriver kunstkritikeren Nicolas Bourriaud i sin seneste bog Postproduction. Han kalder det endda en trend, selvom det hverken i billedkunsten eller teatret er noget nyt, det at kopiere, stjæle og genanvende idéer. Det nye er, ifølge Bourriaud, at man vedkender sig tyveriet og gør det til en del af værket, fordi det i højere grad tjener kunstens formål, at kunstnere sammen skubber på en udvikling. Cederholm ønsker ikke at være en del af nogen udvikling. Han foretrækker tilsyneladende, at det er ham, der fremstår som guden, der har opfundet det hele.

 
Wagner-Feigl-Forschung / Festspiele i Was ist Theater? Theater an der Parkaue Berlin 2007. Foto: Christian Brachwitz  

Men teaterforedraget er ikke nogen ny form. En kort og ufuldstændig historik kunne lyde: I 1998 skabte Wagner/Feigl Festspiele måske formen med Warum Wir so gute Performances macht , og i 1999 fulgte Xavier le Roy efter med Product of Circumstances. Walid Raad (Atlas Group) har siden 1999 brugt foredraget som form i mange af sine performances. Tim Etchells, manden bag Forced Entertainment, skabte Instructions for Forgetting i 2001, og samme år lavede Jörn J. Burmester Rambo 3 Review. Zarathustras Onkels lavede måske det første nordiske teaterforedrag med We Come in Peace i 2004.

I 2006 lavede CoreAct (Helene Kvint og Anika K. Barkan) performance-lecturen Frontier Alert og Ellen Friis og Majse Aymo lysbilledforedraget Kommentarer til en ukendt historie.

Sidstnævnte antyder også, hvilken udefinerbar størrelse teaterforedraget i grunden er. For i bund og grund er alle foredrag vel også altid teater eller performance, og lysbilledforedrag fandtes der utallige af før 1999. I 1992 brugte Kom De Bagfra’ foredragsformen som ramme i forestillingen, der netop hed Foredraget, og Hotel Pro Forma anvendte blandt andet foredragsholdere i den udvidede Calling Clavigo fra 2002. To eksempler på, at overnævnte historik skal tages med et gran salt. Når jeg alligevel nævner den, skyldes det, at de ovennævnte kunstnere, inklusiv Nikolaj Cederholm, og deres værker har en del fællestræk, som adskiller dem fra ’normale’ foredrag, lysbilledshows og teaterforestillinger (som de netop nævnte af Hotel Pro Forma og Kom De Bagfra).

Cederholms bud på teaterforedraget
Performancelekturen eller teaterforedraget er kendetegnet ved, at foredragsholderne holder et foredrag med et meget personligt tema, og dette tema er konstituerende for resten af ’forestillingens’ elementer. Det er indholdet, der suverænt afgør formen og de performative metoder og teatertricks, der bliver disket op med undervejs. Derfor er ’performance-foredrag’ også et mere velvalgt udtryk end ’teater-foredrag’. I performancekunsten, som jo stort set altid har været ikke-eksisterende i Danmark, er det netop det personlige og autentiske, der står i centrum, hvorimod teatret - firkantet udtrykt - simulerer og antyder en anden virkelighed. Derfor ville også Cederholms teaterforedrag være bedre tjent med at blive benævnt et ’performance-foredrag’. Cederholm står inde for sine synspunkter og gemmer dem ikke væk bag teatrets mekanismer.

Hvis Cederholm skal krediteres for noget, så er det for igen at hive idéer ud af avantgarden eller undergrunden og op på de såkaldt rigtige teaterscener. Med den begrebsforvirring, der hersker omkring begrebet performance i Danmark, kan man ikke sælge noget med undertitlen ’performance-foredrag’, og derfor er det rigtigt tænkt af Nikolaj Cederholm at kalde det for et teaterforedrag. Åh Gud har i hvert fald solgt bedre og fået mere opmærksomhed end alle hidtidige performance-foredrag i Danmark.

Cederholm bruger teatrets muligheder udmærket til at lave et underholdende og spiseligt foredrag for de pæne borgere, der besøger Edison og Betty Nansen. Men hans teaterforedrag fremstår blot som et foredrag, der er peppet lidt op. Selvom musikerne Carsten Bjørnlund og Soma Allpass gør det virkelig godt, føjer forestillingselementet reelt ikke noget til genren.

Jeg kan i materialet ikke se nogen tvingende nødvendighed i at spille god musik fra den ateistiske sangbog bortset fra, at det er en god joke. I det gode performanceforedrag er indholdet konstituerende for resten af ’forestillingens’ elementer, men dette er ikke tilfældet i Cederholms teaterforedrag. Det havde været mere interessant med nogle relevante teatertricks eller ’performative’ metoder, der kunne transformere og undersøge materialet.

For publikum virker det dog, som om det er spændende nok at se en ateist prædike og dertil tro på hans sandhed om, at det er ham, der har opfundet både formen og indholdet.

Noter:
Nicolas Bourriaud: Postproduction, Culture as Screenplay: How Art Reprograms The World. New York (Lukas & Sternberg) 2002.

Otmar Wagner viste performance-foredraget Inventur Debil i Kanonhallen i 2001.

Den ovenstående tekst blev bragt i forkortet udgasve på Nikolaj Cederholms blog d. 6. marts 2007.
Læs Cederholms respons her


Relaterede artikler:
Interview: Nikolaj Cederholm

Relaterede links:
www.bettynansen.dk
www.kulturhusaarhus.dk
www.nikolajcederholm.blogspot.com

 

 

 
 
 
 
Få tilsendt info om nye artikler: Klik her for tilmelding
Webdesign: Jan Falk Borup