Kontakt aarhus.nu:

 
 
Få tilsendt info om nye artikler: Klik her for tilmelding
 
Send din kommentar til
14. marts 2007
Interview: Røven Bar på Overgaden

Er der forskel på om en nordmand skiller æbler med sine bare næver i en bar på en kunstinstitution eller hos nabobodegaen? Seks studerende fra Det Kongelige Kunstakademi har lavet en bar til festivalen 21 / 21 på udstillingsstedet Overgaden - Institut for Samtidskunst i København.

Af Jan Falk Borup
Foto: Jan Falk Borup

Festivalen 21 / 21 foregår på Overgaden i perioden 5. marts til 21. marts 2007
www.overgaden.org

 
Heine, Michala og Per på og bag Røven Bar
 

“Ung, frisk og velmenende bar med et smalt, men stadigt udflydende udvalg af skiftende karakter.” Sådan præsenteres et af de faste indslag på festivalen 21 / 21 på Overgaden. aarhus.nu var forbi en stille fredag på Overgaden og mødte tre af de seks initiativtagere til baren.

aarhus.nu: Hvad hedder jeres projekt?

Heine: Det hedder Bar.
Per: Bar røv!
Heine: Nej, lige nu hedder det Røven Bar.

aarhus.nu: Hvorfor det?

Heine: Det er vores første arbejdstitel, som har hængt ved. Bar Røv var det oprindeligt, men da vi skulle til at skære navnet i væggen til baren fik vi først skrevet Bar og så var der ikke plads til Røv bagefter. Så måtte vi ændre navnet til Røven Bar.
Michala: Men det kan godt være vi ændrer navn... igen. På et tidspunkt. Måske.

aarhus.nu: Hvordan forholdt I jer til at skulle lave en bar, som ikke alene er en bar, men også et projekt under en udstilling?

Per: Det har været oplagt, at det skulle være ung og rebelsk og gøre oprør mod et eller andet etableret. Men vi er mere også bare hyggelige. Vi gider ikke for alt i verden at skulle være vilde og crazy. Selv om det var det, der var lagt op til. Vi vil hellere have en bar, som fungerer.
Heine: Nu er dette heller ikke så udpræget en udstilling, som vi tager del i. Det er en festival. Så som udgangspunkt har vi ikke forholdt os til, at vi skulle lave en bar i et udstillingsrum. Og i invitationen fra Overgaden lå der ikke andet end at vi skulle være et alternativ til et fadølsanlæg.

 
Indgangen til Røven Bar   Også bagvæggen byder på et indgangshul
     
 
Et kig ind i baren   Hyggehjørne

aarhus.nu: Ser I dette projekt som en del af en kunstnerisk praksis?

Per: Ja, jeg gør!
Heine: Det kommer nok mest til udtryk i, at vi har haft nogle idéer, som vi har kunne tage udgangspunkt i. Blandt andet at vi kunne slå hul i væggen. Noget af det mest appellerende ved at lave dette projekt er, at vi har fået denne tidligere videofremvisningskube og har kunnet gøre, hvad vi ville. Vi har ikke skullet passe på væggene. Kuben skal alligevel helt fjernes efter festivalen.

aarhus.nu: Lige nu er baren tom. Hvad er en bar uden gæster?

Per: En tikkende bombe!
Heine: I og med, at det er en bar, så fungerer det bedst, når der er arrangementer på stedet. Det fungerer ikke optimalt som en hygge-cafe med tre kunder i løbet af dagen.
Per: Når der er tomt herinde, vil de publikummer, der kommer forbi, sikkert også tro, at det er en form for performance, som de skal tage del i. Det betyder måske, at folk er ret påpasselige med at gå ind i baren. Det virker bedre, når der i forvejen står nogle her inde og drikker øl.

aarhus.nu: I har ikke kun smækket en bardisk op. I har også udfoldet jer ret voldsomt i rummet. Hvad har processen været for jer seks kunstnere bag dette?

Heine: Der har været en løbende dialog blandt de folk, som har været her. Men ellers har der været frie tøjler.
Michala: Man kan gøre det, man har haft lyst til inden for en vis ramme. Hvis man lige pludselig har lyst til at slå et hul i væggen, så gør man bare det. Med mindre det er et MEGET stort hul, så skal man lige tale med de andre! He he

aarhus.nu: Der er ingen tilkendegivelser for hvilket individ, der står bag hvad. Ser I dette som et kollektivt projekt?

Heine: Jo, men vi er ikke startet på det her barprojekt som en kunstgruppe med en agenda for bestemt måde at arbejde på. Vi arbejder normalt ikke sammen. Det fælles i projektet er lysten til at lave baren.
Per: For mit vedkommende har det også mest handlet om at have det sjovt. Der er geværer, kanyler og det tyske flag. Det eneste kriterium, man kan diskutere kunst ud fra, er om det er sejt eller ikke. Og dette her er fucking sejt!

 
Dartskive med kanyle-dartpil  

aarhus.nu: Det kunne lyde som en umiddelbar maskulin definition på sejhed. Hvad har pigerne bidraget med?

Per: De har lavet nogle seje dragter!
Michala: Og lavet regnskab!

aarhus.nu: Så en bar er i overvejende grad et maskulint udtryk?

Michala: Jeg synes nu også, at geværer og kanyler er seje. Og jeg er den hurtigste til at drikke øl!

aarhus.nu: Hvilke arrangementer kan man opleve i baren?

Heine: Det bliver mest på lørdage. Blandt andet et husorkester.
Michala: Og Happy Minute, hvor der bliver harmonikaspil og to øl for en tyver. Blev vi vist enige om.
Heine: Og Art Dart. Man kan komme op i baren og vælge et billede af en kunstner, som man så kan kaste pile efter på vores dartskive.
Per: Og vi har en rigtig stærk nordmand, som vil skille æbler med de bare næver!

Heine: Det er måske også det, som er interessant i forhold til, at vi laver disse ting i en kunstinstitution. At se om publikum forholder sig anderledes til en nordmand, som står ovre i hjørnet på en kunstinstitution og splitter æbler ad, end hvis det foregik nede på Kanal Bodega. Måske tager folk sig mere tid til at kigge på det, når det foregår i et udstillingsrum.

 

Barprojektet er udført af seks studerende fra grunduddannelsen ved det Kongelige Kunstakademi: Heine Thorhauge Mathiasen, Michala Paludan, Per Gerhard, Magnus Petterson, Mia Isabel Edelgart og Søren Engsted.

 
 
 
Få tilsendt info om nye artikler: Klik her for tilmelding
Webdesign: Jan Falk Borup