Kontakt aarhus.nu:

 
 
Få tilsendt info om nye artikler: Klik her for tilmelding
 
Send din kommentar til
21. februar 2007

Anmeldelse: Rikke Rohde på Kvindemuseet.

Udstillingen Livsportrætter viser værker af Rikke Rohde og sætter -ufrivilligt - spot på, at integration ikke foregår på museer. Gry Høngsmark Knudsen anmelder udstillingen.

Af Gry Høngsmark Knudsen
Foto: Rikke Rohde

Udstillingen vises frem til d. 11. marts 2007
www.kvindemuseet.dk

 
Udsnit af værket Amani. Klik på billedet for at se hele værket.
 

Hvem bestemmer, hvornår man er integreret i Danmark? Ifølge udstillingen Livsportrætter er man en succesfuldt integreret person, når man har et arbejde og passer det! Hensigten med udstillingen Livsportrætter er at anerkende en række indvandrere for deres vellykkede placering på en midtjysk virksomhed – sådan kommer det i hvert fald til at se ud, når man læser kataloget til udstillingen.

Indvandrere, vi godt kan lide
Udstillingens malerier er portrætter af 15 indvandrere udvalgt af forskellige midtjyske virksomheder. Det er et meget velmenende projekt. Ophavskvinderne Rikke Rohde og Christina Frost har som udgangspunkt ønsket at fortælle nogle af de integrationshistorier, som ikke findes i medierne – nemlig de uproblematiske!

 
Susan  

Billederne er på sin vis sjove og ret kitschede, fordi Rohde, som er kunstneren, har ladet sig inspirere af billedkunst fra asiatiske og afrikanske lande. Alle de portrætterede har fortalt udvalgte dele af deres livshistorie, som så er blevet arbejdet ind i billederne. Frost har skrevet historierne, som er også trykt i kataloget, så publikum kan følge med.

En anden hensigt med udstillingen er at skabe debat, men mon det lykkes? Ét er sikkert: man kan sætte en masse spørgsmålstegn ved udstillingens grundlag og præmisser, men det er næppe det, Rohde og Frost mener med ordet ’debat’ i udstillingskataloget. Mon ikke hensigten snarere er at vise indvandrernes lykkelige integration på det danske arbejdsmarked og altså deres ’almindelighed’?

Jeg synes egentlig, udstillingen udsiger det modsatte af almindelighed. Netop udpegningen af de 15 personer gør, at det kommer til at virke som noget unikt, at disse 15 mennesker faktisk har et job, som de passer og er gode til! Det er fint, at udstillingen gerne vil give publikum et indblik i forskellige indvandreres liv og situation, men det kommer samtidigt til at virke, som om det er en udstilling, der ikke regner med disse 15 eller andre indvandrere som publikum på museet. Det er tydeligvis en udstilling, som skal forklare det danske publikum, at indvandrere ikke er farlige, ikke er dovne og ikke er anderledes end os – danskerne. Som publikum er jeg enig, men udstillingen siger mere om ophavskvindernes billede af indvandrere. 

Det, der generer mig, er deres manglende refleksion over, hvem der er afsender og modtager af udstillingen. Udstillernes magt til at definere de vellykket integrerede indvandrere peger på, hvor lidt de egentlig selv anerkender indvandrere som mennesker med meninger - om arbejde og integration etc. Indvandrerne bliver netop bare genstande og ikke aktive i sammenhængen.

Så; hvornår er man integreret i Danmark? Er det, når danskere holder op med at finde ens tilstedeværelse på arbejdsmarkedet eksotisk? Ifølge Livsportrætter er integration på arbejdsmarkedet tilsyneladende ikke hverdag, til trods for, at det vist egentlig var udstillingens hensigt at gøre det eksotiske til hverdag.

 

Livsportrætter vises indtil d. 11. marts på Kvindemuseet, og derefter drager den videre til Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration.

 

Relaterede artikler:
Pressemeddelelse

 
 
Få tilsendt info om nye artikler: Klik her for tilmelding
Webdesign: Jan Falk Borup