Kontakt aarhus.nu:

 
 
Få tilsendt info om nye artikler: Klik her for tilmelding
 
Send din kommentar til
14. februar 2007

Anmeldelse: Sarah Sze i Malmö Konsthall

Den amerikanske kunstner Sarah Sze har med sin sædvanlige fornemmelse for detaljen skabt en omfattende udstilling til Malmö Konsthall. Udstillingen bærer titlen A Swiftly Tilting Planet.

Af Aukje Lepoutre Ravn
Foto: Aukje Lepoutre Ravn og Jan Falk Borup

Udstillingen vises til og med den 18. februar 2007
www.konsthall.malmo.se

 
Sarah Szes installationer fylder umiddelbart ikke meget i Malmö Konsthall
 

A Swiftly Tilting Planet

Sarah Sze er en amerikansk installationsskulptør, hvis unikke æstetiske signatur har markeret sig som nærmest ikonisk på den internationale kunstscene. Hun er kendt for sine sarte, diffuse installationer, hvor tusindvis af indsamlede hverdagsobjekter samles og organiseres i skrøbelige formationer. I øjeblikket kan man se Sarah Sze på Malmö Konsthall som simpelthen er et must see for dem, der har muligheden.

Szes skulpturer fungerer som organiserede ophobninger af alskens objekter lige fra garnnøgler, elpærer, knappenåle, halspastiller, skuresvampe, tøjklemmer, ørepropper, blyanter, papirark, planteblade og meget andet. Disse mange genstande er arrangeret i luftige harmoniske formationer, der hver især fremstår som små levende mikrokosmoser, også selv om ingen af genstandene reelt er organiske. Visse genstande går igen i flere af installationerne. Eksempelvis en gennemsigtig vandflaske med vanddamp og det karakteristiske lyseblå låg, små rislende vandfald og hvide ventilatorer, der forsigtigt sender en let brise ud, som giver liv og bevægelser til de ophobede lettere materialer. Utallige mangefarvede garnnøgler, løber langs gulvets linier og forvilder sig ind i skulpturerne, som på den måde forbinder alle installationerne med hinanden til en stor helhed. Ud over den fintfølende detaljerigdom er Sarah Szes farveæstetiske sans helt uovertruffen. Hun kommer hele regnbuespektret igennem og farvepaletten er æterisk afbalanceret med objekternes forskellige former og stoflighed, der i sin sammensætning giver objekterne liv. 

 
Hele udstillingen synes at udspringe fra et hul i gulvet ned til bygningens arkiv

Når man træder ind i kunsthallen er Szes installationsværk umiddelbart meget lidt fremtrædende, nærmest transparent i rummet. Udstillingslokalet er et stort, åbent og lyst rum, hvis luftighed synes at være implementeret i hele den installatoriske proces. Installationerne er udført i et lille skalaforhold og dominerer derfor ikke rummet.  De deltager i stedet diskret i rummet og udfolder sig udelukkende på rummets gulv. På den måde kan man sige, at Sarah Sze arbejder mere rumspecifikt end stedsspecifikt, da det er selve rummets fysiske kvaliteter og ikke historiske eller politiske ånd, der integreres i værket. De fleste af installationerne er desuden under hoftehøjde, så det næsten føles, som om man bevæger sig rundt i frakkel-land. Hvert skridt skal tages varsomt, så man ikke kommer til at ødelægge noget. Dette mikro-univers synes at afføde en automatisk forsigtighed blandt publikum, og det er ganske sjovt at se, hvor fysisk man rent faktisk reagerer på dette skrøbelige skalaforhold. 
De mikrokosmiske universer har generelt et meget feminint udtryk. Kvindens samlermani, æstetiske organiseringstrang og behovet for at finde mening ved at trække tråde til fortid og nutid er klart fremstillet. Men værket virker hverken kønsdiskuterende eller politisk funderet på nogen markant måde. Hvis der skal peges på et politisk indhold i værket, er det økologi og debatten om global opvarmning, der står klarest frem. Et emne der netop er meget oppe i tiden. Helhedsbilledet af Szes fine, myretueagtige mikrokosmoser kan som ses som et globalt verdenskort, hvor hvert kontinent er repræsenteret. Hver installation fremstår som et enten uhyre komplekst eller et mere simpelt univers. Nogle udfolder sig mest i højden, andre i bredden og over fladen – ligesom byer eller andre menneskeskabte grupperinger.

 
Detalje fra installationen   En af installationens ydre satellitter

Sara Szes kompositoriske sprog kobler således små bidder af diskret information til et komplekst netværk af betydning, der både har maleriske og skulpturelle dimensioner og samtidig udforsker grænserne mellem kunst og liv. Denne udforskning er baseret på en umådelig præcision, forsigtighed og tålmodighed. Alt sammen egenskaber, der kommer til at fremstå som truende mangler i den globale politiske styring af det makrokosmos, vi alle er en del af; vores planet Jorden.
Alt i alt er Sarah Szes fascinerende detaljerigdom og fine sammenspil mellem de utallige individuelle dele og den større overordnede struktur helt fantastisk - både i konkret kunstnerisk forstand og i globaliseringsproblematikkens perspektiv. Det er en udstilling med et stort ”wauw-potentiale”. De udstillinger er der langt imellem, så skynd jer et smut til Malmö inden lukketid.

Sarah Sze er født i 1969 i Boston, Massachusetts, U.S.A. Hun bor og arbejder i Brooklyn, New York.

 
 
Relaterede links:
www.konsthall.malmo.se
 
Få tilsendt info om nye artikler: Klik her for tilmelding
Webdesign: Jan Falk Borup