Kontakt aarhus.nu:

 
 
Få tilsendt info om nye artikler: Klik her for tilmelding
 
Send din kommentar til
7. februar 2007

Reportage: KUNSTOFF

Århus Havn befinder sig i en overgangsfase fra industrihavn til byområde. Projektgruppen KUNSTOFF ønsker at udnytte tomme bygninger på havnen til kreativ udfoldelse.

Af Lise Bøgh Sørensen og Line Møller Lauritsen
Foto: Line Møller Lauritsen

 
KFK-siloen
 

Århus Kommune og Århus Havn er i fuld gang med at planlægge fremtiden for havnen. Man vil for eksempel omdanne hele nordhavnen til boligområde. Alt imens politikerne lægger strategier for havnen, står flere og flere bygninger tomme.

En gruppe unge mennesker, de tidligere Siloentusiaster, i dag KUNSTOFF, fik i efteråret idéen at udnytte den forladte KFK-silo til kulturhus. Gruppen består af studerende fra blandt andet kaospiloterne, arkitektskolen og kunstakademiet samt kunstnergrupper og enkeltpersoner. De har alle givet forslag til, hvordan man kan udnytte den tomme bygnings potentiale som ramme for kulturelle arrangementer lige fra festlige events, kunstudstillinger, modemesser, lyskunst og graffitiudsmykning. Siloens særegne arkitektur og anderledes rum ville kunne medvirke til anderledes oplevelser, og derudover ville man kunne nyde godt af siloens centrale beliggenhed; der er kun få minutters gang til for eksempel Domkirken.

I en pressemeddelelse sendt ud af folkene bag KUNSTOFF skriver de:
”Vi er en mulighed for at være med til gøre Århus til den kulturby, den gerne vil være kendt for.”Gruppen har mødt en del modstand fra flere instanser, og meget tyder på, at drømmen om at indtage siloen ikke går i opfyldelse. De forventer dog stadig, at det kan lykkes at lave et enkelt arrangement i siloen. Samtidig vender de blikket mod alle de andre bygninger på havnen, der i stedet for at stå tomme hen også kan anvendes til kreative væksthuse i byen. Folkene bag projektet vil gerne samarbejde med kommunen, og de lægger vægt på, at deres forslag er et tilbud til Århus. KUNSTOFF har altså fortsat et ønske om at realisere større projekter og udnytte havnens overgangsfase optimalt, og mens de venter på tilladelse til at rykke ind i de tomme bygninger, er de nu gået ind i et samarbejde med folkene, der arangerer ”kultur-jam’et” D-jam i Studenterhuset på havnen. Første gang de er med i arrangementet er d. 5. februar, med blandt andet en perleplade-workshop. 

KUNSTOFF er et spændende initiativ, og Århus Kommune bør give de unge frie rammer til udfoldelse. Vi ved fra andre storbyer som Berlin, Hamborg og København, hvordan alternativt og ungt miljø på havneområder har ført til kulturelle, sprudlende knudepunkter og har gjort nye områder attraktive. Vi glæder os på aarhus.nu til at følge med i projektet, og vi håber at kunne bringe flere spændende reportager om de fortsatte aktiviteter fra KUNSTOFF.

 

Relaterede artikler:
Pressemeddelelse: SILO-ENTUSIASTERNE HEDDER NU KUNSTOFF

Relaterede links:
www.kunstoff.dk
www.studenterhusaarhus.dk

 
 
Få tilsendt info om nye artikler: Klik her for tilmelding
Webdesign: Jan Falk Borup