Kontakt aarhus.nu:

 
 
Få tilsendt info om nye artikler: Klik her for tilmelding
 
Send din kommentar til
31. januar 2007

Reportage: ART Herning 2007

Traditionen tro huser Herning Kongrescenter en af landets største kunstmesser med et forventet besøgstal på 15.000. Efter en del kritik har kunstmessen i København forsøgt sig med fornyelse, men hvordan står det til på den jydske hede?

Af Kristian Handberg
Foto: Kristian Handberg

ART Herning, Herning Kongrescenter 26.-28. januar 2007
www.artherning.dk

 
En velbesøgt kunstmesse
 

Populær kunstmesse i Midtjylland

Så blev det igen tid til årets omfangsmæssige klart største begivenhed indenfor kunsten på den rigtige side af Storebælt. Herning er jo kendt for at sætte store messer op, så det er her, vi finder ART Herning, hvor 36 gallerier regner med at tiltrække omkring 15.000 besøgende i løbet af den sidste weekend i januar. Jeg var blandt disse og kan hermed bringe lidt indtryk og refleksioner fra denne kunstens glade markedsplads, festival og branchefest. 
I Kunstavisen skriver kulturminister Brian Mikkelsen, at messen byder velkommen til ”alle, der er interesserede i det fremmeste af, hvad dansk billedkunst har at byde på”. Og i Magasinet Kunst lover Ole Lindboe, at ”Art Herning rummer det hele, fra det mere klassiske maleri over til de nyeste eksperimenter fra den unge kunstscene”. Vel, vel, udfra det genstandsfelt, der normalt behandles på aarhus.nu, skal man nok ikke forvente for mange ”nye eksperimenter” ud over dem, der udføres i olie på lærred. Og hvis det fremmeste af dansk billedkunst er repræsenteret, så er det mere middelmådige og det direkte dårlige sandelig også! Det er et marked i sigte i bedste og værste forstand med salgbarhed og et bredt, venligt interesseret publikum fra det store opland.

Inde bag de blafrende dannebrogsflag og den Louvre-citerende glaspyramide foran Kongrescenteret midt i det driftige egnscenter er der vin og vand til det talstærke publikum, der ikke skal gå kunsthungrende hjem med den enorme mængde tilstedeværende værker. Alle de store gallerier fra København er her sammen med mindre foretagender fra det ganske land. Og på disse kanter har de jo CoBrA-kunst i samme mængde som tidligere får - dengang en uldjyde var en uldjyde, og selv mændene strikkede, når de gik på gaden i Hammerum. Der er således den lovede blanding af nyt og traditionelt, da den unge malerbølge med sin blanding af figurative elementer, ren form og stærke farver og referencer møder den standhaftige abstraktionstradition og diverse eksponenter for Poul Pava-skolen. Der er egentlig meget godt maleri rundt omkring, og det kan ses, at det unge samtidige maleri finder ind her (ikke uden sammenhæng med dets salgbare format) og giver messen et yngre præg, end den havde for få år tilbage. Et eksempel på denne tendens er galleriet Mogadishnis stand, der for første gang er med på denne messe. I øvrigt med en udmærket samling forskelligartede værker, hvoraf Lise Blomberg Andersens billeder er min ”messefavorit”. Der er også den overraskende tilstedeværelse af et par værker af den franske neoavantgardist Arman. Jeg glædes ligeledes af Allan Ottes maleri til lejligheden med en væltet lastbil fra Herning.

 
Fra Mogadishnis stand   Allan Otte goes Herning

En sådan messe fungerer både for et eksternt publikum og for branchen selv, så gallerister og andre i systemet kan mødes. Det kan også ses som både en fremvisning af de enkelte værker og profilering af de enkelte gallerier, og en samlet status eller form for statement fra kunstverdenen. En diskussion af, hvad der er oppe, og hvad der sker. Det er kendt fra de parallelle bogmesser, hvor der er diverse foredrag og debatter ved siden af de enkelte standes præsentationer. Det kunne have været interessant at se noget sådant her. Der er ikke noget program og heller ikke speciel iklædning i form af et tema, der kunne give lidt variation i forhold til hvad, der ofte kan ses år efter år. Der er dog en lille særudstilling om Herning kunstlivs store mand, Aage Damgaard, hvor hans egne malerier ses sammen med Svend Dalsgaard og andre af de kunstnere, han støttede. Dalsgaard portrætterede ham på fem minutter ved at skære hans silhuet ud i en træplade! Det skal også nævnes, at byens kunstforening andetsteds i Herning viser se en række kunstvideoer og nogle udmærkede malerier af Benta Av Reyni. Udenfor Kongrescenteret deles der desuden flyers ud for en udstilling med Rama King Nash – ”mød den yngre generation af Nash-dynastiet”. Der er kunstfeber i Herning!

For at vende tilbage til messens stande - hvad man jo også gør, når man har hentet et nyt glas vin i foyeren – kan det undre lidt, at flere ikke eksperimenterer mere med opstillingen og præsentationen af deres udbud. Alle holder sig på måtten og forsøger ikke at gøre andet ved deres stand, end at fremvise de enkelte værker. Når det efterhånden er blevet fast kutyme at kuratere på mere forsigtig vis end bare at præsentere, kan det undre at ingen af de 36 gallerier forsøger noget anderledes – også for at indprente og brande sig overfor kunderne i kunstbiksen. Der er jo ingen grund til at gøre det mere konventionelt end nødvendigt.

Jeg holder egentlig meget af at tage til kunstmesse i Herning. Der er i den blandede landhandel alligevel en del gode ting og gode gensyn med galleriernes repertoire, behageligt samlet indenfor Kongrescentrets rammer. Så på gensyn, Herning. Det kunne for eksempel være til den lovende udstilling Uncertain States of America, der kommer til Herning Kunstmuseum i marts.

 

Relaterede links:
www.artherning.dk

 
 
Få tilsendt info om nye artikler: Klik her for tilmelding
Webdesign: Jan Falk Borup