Kontakt aarhus.nu:

 
 
Få tilsendt info om nye artikler: Klik her for tilmelding
 
Send din kommentar til
31. januar 2007

Anmeldelse: Maleri D på Århus Kunstakademi, 2. akt.

Christina Blaabjerg Sørensen, Annette Hornskov Mørk og Sanne Dudoret står for den anden udstilling i rækken af fem i løbet af dette forår på Århus Kunstakademi. Udstillingerne vises i projektrummet og i Maleri D. 

Af Marie Lodberg
Foto: Marie Lodberg

Udstillingen vises frem til d. 4 februar 2007
www.aarhuskunstakademi.dk

 
Christina Blaabjerg Sørensen ved sin udstilling Storbyens øjeblikke
 

En blandet landhandel

Der var fernisering på udstillingen fredag d. 26 jan., hvor jeg tog forbi for at kigge nærmere på sagerne. I modsætning til Maleri D’s første udstilling, som jeg dengang besøgte på andendagen og var ganske tilforladelig, var oplevelsen af nr. 2 udstilling klaustrofobifremkaldende. Selvsagt på grund af de mange besøgende, men i højere grad på grund af de omfattende værker udstillet i små rum.

Christina Blaabjerg Sørensens udstilling Storbyens øjeblikke i Maleri D var den første, der stod for skud. Et lille hvidt rum i malersalen er indrettet til formålet. Tre malerier og en seks minutter lang film udgør udstillingen.
Malerierne fremstiller byens rum og er malet i en art collagestil. Dette indebærer kubistiske bygninger malet i en farveskala, der spænder lige fra blid pastel til skarpe og hidsige farver, og mennesker malet som organiske former, fremstillet som hvide skygger. I malerierne fremtræder streger i forskellige farver, der krydser hinanden på kryds og tværs og fremstår som fartstriber. Bevægelse er hermed en vigtig del af bybilledet. Også gulvet er malet med farvede striber, hvoraf én trækker sit spor fra gulvet, henover væggen og gennem et af værkerne. Som tilskuer bliver jeg derfor ufrivilligt trukket ind i værkets æstetik. Filmen omhandler samme tema – bybilledet og dets farver og bevægelse. Ved denne udstilling kunne der argumenteres for, hvorfor udstillingens rum er så lille, og hvorfor værkerne hænger så tæt. Eftersom bybilledet er hektisk og kan føles klaustrofobisk, underbygger denne tilstand værkernes udtryk i det lille rum. Til gengæld kan man også vende det om og, som jeg, mene, at man som tilskuer kan have svært ved overhovedet at komme i nærheden af en nydelse og en tolkning på grund af irritationen over rummets størrelse og have svært ved at fange det store overblik. I stedet for at værkerne var ved at kravle ind under huden på mig, er det mere passende at sige, jeg følte, de var ved at falde ned i hovedet på mig.

I projektrummet udstiller Annette Hornskov Mørk fire store og to små malerier. Udstillingen hedder Skoven for bare tæer. Jordfarver som grøn, brun og rustrød er overvejende anvendt. Farveklatter af skrappe farver som gul og lyserød titter frem ind imellem. Det er abstrakte malerier, og som tilskuer ledes tankerne hen mod skovens og naturens udtryk.
Et stykke papir med kunstnerens tanker bag værkerne er at finde på gulvet, og jeg lader øjet glide hen over sætningerne ”... Hvordan definerer jeg eftertænksomheden? Som en klump, let uforståelig, presserende. Men en klump, som på rationel vis kan måles og vejes. ...” Vi har tilsyneladende med nogle værker at gøre, hvor der er en stor bevidsthed bag. En fornemmelse for og en søgen efter noget dybere, synes at gøre sig gældende. Da jeg så malerierne, tænkte jeg udelukkende på tilfældighed. Malingen har snarere end kunstneren overtaget penslen. Malingen drypper ned over lærredet og kompositionen virker ubalanceret. I forbindelse med farvernes association til skoven, stemmer udtrykkets tilfældighed overens med naturens levende og ukontrollerbare væsen. Men dette aspekt kan nu, ud fra mit synspunkt, alligevel ikke retfærdiggøre malerierne og overbevise mig til en anden opfattelse, end at malerierne fremstår for tunge, for skæve og for tilfældige i deres udtryk.

Den sidste udstilling er også at finde i projektrummet og er af en helt anden karakter end Annette Hornskov Mørks. Sanne Dudorets udstilling Det vi ikke snakkede om tager udgangspunkt i et fotografi af hendes farfar, hvor et hagekors på hans tøj er overstreget. To store billeder og en bog udformet som fotoalbum er udstillingens omdrejningspunkt. Billederne viser henholdsvis fotografiet af Sanne Dudorets farfar og hvid skrift på sort baggrund, hvor udstillingens projekt forklares. Et fortælle-projekt med historisk springbræt er på færde. Ideen med at blande historie og kunst er god. Realitet er én ting, fantasi en anden. I denne udstilling blandes de to modsætninger i kraft af den realistiske fortælling ud fra et kunstperspektiv. Udstillingen befinder sig hermed et sted mellem fortalt familiekrønike og kunst. Dog vægter selve historien tungere end de to værker. På trods af fotoalbummets fotografier med nogle farvemanipuleringer får man fornemmelsen af, at bogen er en historiebog snarere end et kunstværk. Det gør det dog ikke mindre interessant at bladre og læse i den, så længe man er indstillet på faktuel information snarere end på øjenlyst og æstetisk sansning.   

Projektrummets to forskellige udstillinger bevirker, at rummet virker mindre, end det i virkeligheden er. Med vold og magt har man presset to meget differentierede udstillinger sammen. For at hver enkelt udstilling skulle komme til sin ret, ville det have været imødekommende overfor tilskueren, hvis de havde fået hver deres rum. Rummets størrelse er nu ikke nogen undskyldning for Annette Hornskov Mørks malerier. Til gengæld skal min tilnærmelsesvise klaustrofobiske tilstand ikke afholde andre fra at besøge Maleri D og Christina Blaabjerg Sørensens udstilling.

 

Relaterede artikler:
Pressemeddelelse
Anmeldelse: Maleri D på Århus Kunstakademi

Relaterede links:
www.aarhuskunstakademi.dk

 
 
Få tilsendt info om nye artikler: Klik her for tilmelding
Webdesign: Jan Falk Borup