Politisk motiverede fotografier på Kvindemuseet!
Liselotte Justesen, som for tiden udstiller på Kvindemuseet, er genuint socialt oprørt. Hendes udstilling på Kvindemuseet er et resultat af denne sociale bevidsthed. Og Kvindemuseet deler tilsyneladende Justesens indignation. Udstillingsteksten beskriver nemlig, at fotografierne skal vække forståelse og sympati, som åbenbart er Kvindemuseets definition på næstekærlighed, og at billederne derfor fungerer som Kvindemuseets krybbespil. Den bemærkning forstår jeg ikke helt. Så vidt jeg kan se, er der ikke noget religiøst fundament for billederne, og når det nu er politisk motiverede billeder, kan man vel bare kalde dem det. Juletiden kan jo altid bruges til at understrege den almindelige befolknings dårlige samvittighed over verdens uretfærdighed – det viste dette års Røde Kors julegavesalg af geder og ris til fulde - men der er ingen grund til at bruge en kristen forståelsesramme for billederne, hvis den ikke findes enten i billederne eller i kunstnerens bevidsthed.
Udstillingen er delt op i seks værker, som hver består af to fotografier. Det ene fotografi viser kvindernes tilstedeværelse, og det andet fotografi viser samme rum uden kvindernes tilstedeværelse. Fotografierne er samlet omkring navnene og nogle enkle data om de kvinder, som billederne refererer til. Kvinderne selv er nemlig ikke afbilledet, og det er faktisk et meget fint virkemiddel. I stedet for er kvinderne repræsenteret af deres få ejendele, som er spredt ud over den seng, de sov i, da billederne blev taget. I dataene er inkluderet dele af kvindernes uddannelses- og arbejdsliv, men ikke årsagerne til at de er blevet hjemløse, eller hvordan de selv opfatter deres situation. På den måde skal man som publikum ikke tage stilling til den enkelte kvindes personlige historie og udseende men derimod til den institutionalisering, som kvinderne udsættes for på grund af deres hjemløshed. |