Thomas Hvid Kromanns nye bog Hr. Toksvig bærer betegnelsen roman, men adskiller sig i væsentlig grad fra vores vante forestilling om, hvad en roman er. Som potentiel roman er Hr. Toksvig en strid børste, som umiddelbart genererer et grænsedragningsproblem, hvor grundlaget for en mulig kategorisering smuldrer. Den er monstrøs, går ind i landskabet, bukker, takker, hilser på romaner som Højholts Auricola, og går ud igen, Kromann.
I omfang er Hr. Toksvig mindre monstrøs, med sine 78 pixibogsstore sider, men bliver umådelig i sin konstante splintring af episke strukturer og forvrængning af syntaks. Støt og roligt nedbrydes læserens almindelige forestilling om kausalitet, tid og rum, samtidig med, at man lystigt glider rundt i forholdet mellem indre og ydre virkelighed. Refleksionsniveauet og den metatekstuelle bevidsthed i samarbejde med en udpræget formsprængning og sprogfornyelse ansporer et højt ambitionsniveau, hvor man som læser, eller i hvert tilfælde denne læser, får fornemmelsen af at skulle mobilisere en ekstrem koncentration for at blive på bogens niveau, men bliver man der, honoreres bedriften med en zen-agtig falden i staver og en læseoplevelse af de helt store.
Hr. Toksvig er stort set renset for handling, plot og linearitet, men indeholder trods alt en gennemgående figur, denne Hr. Toksvig, som giver en vag fornemmelse af sammenhæng og linearitet. En linearitet som dog er trukket ganske langt tilbage, helt ud i et horisontalt forsvindingspunkt.
Hr. Toksvig er en særdeles komisk figur, en anti-helt, midaldrende og bosiddende i et forstadsparcelhus. Hr. Toksvig farer konstant vild, hvad enten det så er i sin egen have, manualen til et IKEAskab eller som hyppigst i sit eget tankespind, der konstant knopskyder, som muldvarpens jordbunker. Således praktiserer Kromann en bevægelse fra et centraliseret karikeret subjekt til et decentraliseret subjekt, hvor det er selve det at være subjekt i en verden bestående af tegn, man må navigere i, der bliver bogens omdrejningspunkt. Bogen byder på en række fantastisk morsomme og syrede intellektuelle billeder og tanker, som opstår i spillet mellem den humoristiske og selvreflekterede Toksvig og en morsom og klog fortæller.
Den afstumpede handling begrænser sig gennem romanens ni kapitler til følgende Toksvigske handlinger og pudsige påfund: kapitel 1: slår græs, kapitel 2: snubler i nyttehaven, kapitel 3: forsøger at kommunikere med havens fugle, men forgæves, kapitel 4: forsøger, men igen forgæves, at samle IKEAskab, kapitel 5: betragter/sorterer monstrøs bogsamling, kapitel 6: betragter muldvarpeskuddene i sin afdøde nabos have, kapitel 7: nyder en let frokost i liggestolen, kapitel 8: indtager heftig frokost med tilsvarende heftig alkohol med sin hustru og sin onkel, kapitel 9: vasker op og danser en sirlig lille dans med sig selv.
Romanens modus er selve organiseringen af stoffet, hvad enten, det er forfatteren Kromanns antihierarkiske fritsvævende strukturer, eller det er Hr. Toksvigs organisering af den større bogsamling, som han har døbt ’arkivet’. Toksvigs bogsamling sorteres naturligvis ikke efter alfabet eller genre, da ”det vil være at bringe kategoriseringsdiskussionen til en afslutning, førend den er begyndt”, men efter sprogets afvigelser, fra det enkle til det indviklede:
Du fredsens, tænker hr. Toksvig, hvilken skæbne, et liv i hovedsætninger, ingen mulighed for at undslippe i distraktionen, men drevet frem af dynamiske verber udslynget af poloskjorteklædte og testosterongejle skribenter.
Thomas Hvid Kromanns opbygning og imponerende sætningsstrukturer, som kan have en varighed af op til halvanden side, præget af et enormt antal parenteser og indskud, kræver som sagt læserens fulde koncentration, hvis man skal kunne orientere sig i dette fletværk. Således understøtter forfatterens omstændelige struktur de Toksvigske, handlingssaboterende og knopskydende tankeflugter. Grammatikken tager over, hvor handlingen er fraværende, hvilket den nærmest er hele vejen igennem og gud hvor er det vidunderligt. Læs selv;
HR. TOKSVIG
FALDER I STAVER
IKKE LANGT FRA STAMMEN
For hr. Toksvigs øregange, hvis fine fornemmelser inden for et rent auditivt spektrum må tilskrives ørenes konkrete lydfang, de ganske asymmetriske gestaltninger af brusk, hvis hektiske blodomløb sikrer en febril krebserød kulør, forekommer dette allestedsnærværende pipperi at være de sædvanlige og ganske læsterlige trakasserier blandt bevingede døgenigte, der kværulerer med hver sit næb fra årle morgen til skumrende aften med en ihærdighed, der alt andet lige er imponerende, eftersom ingen regulær daseferie, allerhøjest en udskiftning af åstedet kan komme på tale.
Længden på overstående sætning og bevægelsen fra øregang, over dennes indfangning af lyd, til lydens frembringere (parcelhushavesangerne), og disses placering i verden, er ganske karakteristisk for Hr. Toksvig. På det givne tidspunkt befinder hr. Toksvig sig i toppen af et træ, ikke langt fra stammen. Han er kravlet til tops for at danne sig et overblik over den nu afdøde nabos have, hvor en dialog mellem en femten centimeter lang, plysset muldvarp og afdøde, skulle have fundet sted gennem de sidste tredive år. Dialogen skulle angiveligt, ifølge hr. Toksvig, have bestået af dette pingpong mellem muldvarpens skud og afdødes efterfølgende planering med en jernstang. Men fra sin position i trækronen må han sande, at ingen opskubbet syntaks lader sig aflæse, ”ingen dæmrende skrift at se for de blottede øjne: intet klart og entydigt budskab...”.
Toksvigs vildfarelser i verden omkring ham, hans tumlen rundt, konstante falden i staver og endeløse vandring i blindgyder, afføder læserens egen falden i staver over hr. Toksvigs registrering af verden omkring ham. Man indbydes med andre ord til en læsepraksis i anden potens (falden i staver gange falden i staver – falden i staver2).
Gå til denne bog med krøllet sind og koncentrer dig om at falde i staver, så lover jeg til gengæld en akrobatisk læseoplevelse, en kuriøs glæde ved sproget samt en klukken af karat. Ellers må du kalde mig Mulle (blind, plysset, femten centimeter lang, med skovlformede forlemmer). |
