Kunstrum?
Lørdag d. 18 oktober drog jeg til ferniseringen på det nye udstillingssted i Århus, nemlig Kunstrum 3A, beliggende på Kalkværksvej 3A på Århus Havn.
Jeg var tidligt på den og havde med stor interesse læst pressemeddelelsen. Jeg følte mig derfor velforberedt til mødet med dette nye alternative udstillingssted, der ifølge pressemeddelelsen var for ”vækstlaget og de semi-etablerede”.
At finde Kalkværksvej 3A viste sig at være et problem, da Kalkværksvej startede ved med nummer 5A, så altså intet skilt med adressen 3A.
Efter diverse besøg hos tankstationer og virksomheder i nærheden, der vidste ligeså lidt om kalkværksvej 3A som jeg, var jeg lige ved at opgive at finde stedet.
På min sjette frustrerende tur rundt om bygningen på Kalkværksvej 5A, anede jeg pludselig en lille sti, der førte ind til to skure og et toilet. Jeg stillede cyklen og gik ind. Disse to skure, der så ud til at have indeholdt mange sene aftener og mange røverhistorier, indeholdt kunstværker, så det måtte jo være her.
Men alligevel, dette var åbningsdagen, og derfor slog fraværet af mennesker mig. |