Ligeså vigtigt synes det faktum, at denne drøm nødvendigvis må forblive pikanteri. Hvis den opnås, har kapitalen jo spændt ben for sig selv. Det perfekte liv er hele tiden om hjørnet, lige efter det næste køb – det lokker én uden at gøre sig tilgængeligt. Feticheringens sprog er den herskende diskurs, og hvis Frang pludselig indtager en position som den personificerede drøm, som hende, der besidder alle de lovede egenskaber, afsløres der altså ikke alene en dybt usympatisk og selvcentreret person, men samtidigt hele logikkens absurditet.
Men allervigtigst ved Frangs værk, er det frontale angreb på selve det kommercielle rum. Det går nemlig hurtigt op for beskueren, at det ikke drejer sig om noget offentligt, eller endog semioffentligt rum. Her hersker egne love, her har kapitalen monopol på voldsudøvelse. Og endda en temmelig kontant en af slagsen. Her er ikke plads og råd til forstyrrende elementer. Kom indenfor!, men følg markedets logikker eller forsvind. Det kommercielle rum er gennemtænkt, og er møntet på at gøre den uendelige jagt på den uopnåelige drøm til en behagelig oplevelse. Men samtidigt er rummet organiseret således, at man potentielt konstant er under opsyn; overvåget. På den måde internaliseres en disciplin, der i behagelig kontekst lader én forstå, at man er her for at konsumere. Vi kender formentlig alle følelsen af skam, ved at bruge tid i en butik uden at købe. Det er den skjulte logik, og Frangs aktion er uden tvivl et forstyrrende element, der ikke tolereres.
Som det allerede blev bemærket da de store indkøbscentre opstod, blev de hurtigt ”vor tids katedraler”. Det er dyrkelsen af varen, drømmen om det perfekte liv og altså selve vores eksistens, der er på spil disse steder. De kræfter, der skjuler sig bag reklamens glitrende billeder og de lokkende slogans, er vor tids åndelige ledere. De organiserer vores rum, og interfererer i alle livets sektorer. For at maksimere i maksimeringens navn (den ultimative nihilisme – livet uden mål og værdier) tvinges de til at opfinde og simulere nye rum; virtualitetens rum. Man er konstant på nippet til at træde ind i dette virtuelle paradis, men nødvendigvis aldrig i stand til at tage det endelige skridt. Heri ligger pikanteriet. Nok gøres synligt til at vække begæret, men det virtuelle blotter sig aldrig helt.
Som et vigtigt bidrag til denne diskussion – der i undertegnedes perspektiv er absolut central og må tages op igen og atter igen – er Frangs installation et vidunderligt bidrag. Uden at blive politisk korrekt og pege fingre ad en verden, som kunsten stiller sig udenfor eller over, har hun indset at alt foregår her; der er ikke noget udenfor markedet. Derfor gælder det om at afsløre de mekanismer, som er på spil i denne kultur, og her er I am the slogan et enkelt, men genialt bidrag. Frang risikerer en del ved at gennemføre projektet, men beviser at kunsten netop er en måde at fremstille verden på ny i en helt konkret form, forstået som afsløring af skjulte mekanismer. Samtidigt giver Frang udtryk for et håb, eller endog et krav om andet og mere end de tomme drømme vi køber adgang til.
I am the slogan debatterer ikke alene hele den ovenstående diskussion, men viser samtidigt at kunsten kan kommunikere og formidle på en enestående måde. På sin vis siger dette enkle værk således mere, end mange tykke bøger og akademiske forelæsninger er i stand til. Uden at tvinge en konklusion nedover emnet, formår værket at åbne betydningen op og tvinge beskueren til at tænke. Det kan kunst, når det er bedst, og det kan I am the slogan.
Det er ikke mærkeligt, at Zuviel.tv fandt det nødvendigt at hente installationen til besøg i Berlin, og jeg håber ikke det er sidste gang, den bliver vist. Jeg glæder mig meget til næste bidrag fra Rosa Marie Frang.
Interview: Spring05 i bevægelse
Snapshot: spring05
Videodokumentation af I Am the Slogan
www.zuviel.tv
|