Between Black and White
Vi møder kunstnerne dagen inden ferniseringen, hvor de begge står og arbejder i det lille gallerilokale. De er hver især i gang med at producere et stedsspecifikt maleri til udstillingen. Vi får os en snak med kunstnerne, hvor de begge fortæller med stor entusiasme om deres værker og deres baggrund i graffitimiljøet.
Simon Hjermind Jensen er arkitektstuderende, og han arbejder med rum i sine billeder. Ved at eliminere rummet og fokusere på menneskene, sætter han paradoksalt nok fokus på det rum, som omgiver os. Det er via de portrætterede menneskers ageren, at vi i billedet aflæser det ikke visualiserede rum.
I malerierne af Anders Schmidt er det et politisk budskab, der brænder igennem. I et billede sælger Fedtmule stoffer til børn, og i et andet står Mickey Mouse sammen med Niel Armstrong på en slagmark i Irak. Ved at trække på populærkulturens elskede disneyfigurer og sætte dem ind i en politisk kontekst, serverer han sine politiske budskaber på en humoristisk og skæv måde. Anders Schmidt har tidligere arbejdet med animation, og det kan ses i hans værker.
 |
|
 |
Simon Hjermind Jensen |
|
Anders Schmidt |
Kunstnerne har mødt hinanden gennem netværket Copenhagencruise, som er en sammenslutning af københavnske graffitimalere. En stor respekt for teknisk kunnen og for selve håndværket har de begge taget med sig fra deres virke i graffitiverdenen. I udstillingen Between Black and White arbejder de kunstnerisk på lærred, men deres graffitibaggrund lader sig ikke fornægte. I de to stedsspecifikke værker spiller de graffitien op imod kunsten. Malerierne er spraymalet direkte på gallerivæggen, og de bliver i graffitiens ånd malet over igen, når udstillingen slutter.
Between Black and White på galleri artboks.dk er en interessant lille udstilling, som har noget på hjerte. Graffitien og kunsten har fået lov til at spille sammen på en befriende legende måde. |