Hvordan laver man et brand af et helt land og dets befolkning? Det giver udstillingen This Land is My Land ikke svaret på, men viser til gengæld nogle af konsekvenserne af en national branding.

Af Kristoffer Horn
Foto: Kristoffer Horn / katalog / Ildikó Hermann

Udstillingen vises på Neue gesellschaft für Bildende Kunst (NGBK) frem til 3. December 2006
www.ngbk.de

Ikke mindre end 18 kunstnere fra 11 lande udstiller i disse måneder i udstillingsstedet NGBK, hvis lokaler ligger gemt væk fra gaden bagved en bogbutik i Kreuzberg, Berlin. Hvis man bevæger sig gennem bøgerne, uden at blive alt for distraheret, er det overraskende, hvor professionelt og levende udstillingsstedet fremstår. Det er som at træde fra den andægtige videns verden, hvor betydningen ligger gemt bag bøgernes forsider og bag mange timers læsning, ind i et fremmed land, hvor alt er levende og umiddelbart rammer én gennem den visuelle og auditive sansning.

Temaet er dog mere alvorligt, især når man tager den nationale kontekst i betragtning. This Land is My Land fokuserer nemlig på de neonationalistiske strømninger, som globaliseringen (jvf. katalogteksten) har forårsaget. I Tyskland er der således blevet gjort en stor indsats for at brande landet udadtil (f. eks i forbindelse med Verdensmesterskabet i fodbold), men i ligeså høj grad bliver der fortløbende gjort en indsats for at skabe en positiv national identitet at få den enkelte tysker til at føle sig godt tilpas som tysker. Men så enkelt er det ikke, for et nationalt fællesskab er altid en inklusions- og dermed også en eksklusionsmekanisme, og det er netop dette, som udstillingen This Land is My Land fokuserer på.

Et godt eksempel herpå, og tilmed et glimrende værk, der i bogstaveligste forstand lader os læse skriften på væggen, er Thomas Lochers væginstallation, Grundgesetz art. 3 (Gleichheit vor dem Gesetz); [på dansk: Grundlov stk. 3: For retten er alle lige.] Ved at strege ud, bytte rundt osv i teksten, lykkedes det Locher at forvirre beskueren, og få denne til at tænke over det så velkendte udsagns gyldighed i praksis (W. Benjamins bemærkning om, at det er forbudt for de rige som for de hjemløse, at overnatte under Paris’ broer springer straks op i bevidstheden). 

Et andet stærkt værk er Farida Heucks Zertifikat Deutsch, der med to videoinstallationer fokuserer på ovennævnte inklusionsmekanisme. Ved i forgrunden at vise en hånd, der udfylder bureaukratiske papirer, mens en videoprojektion af de tyske gæstearbejdere er placeret på den anden side af de to træskærme, etablerer hun et ude/inde. Samtidigt vises den virkelighed, som gæstearbejderne eller immigranter lever under, som en ganske anden end den, som ovennævnte Grundlov stk. 3 skulle sikre.

Danske Lise Harlev er ligeledes blevet inviteret til at deltage i udstillingen og giver med sit enkle, men gennemtænkte plakatværk My Own Country, et fint bidrag til helheden. De to plakaters komplementærfarver understreger plakatteksternes modsatrettede udsagn. Harlev har iflg. katalogteksten studeret typografiens psykologiske effekter og fundet frem til et stærkt sprog rent udtryksmæssigt. 

Alt i alt er udstillingen ganske vellykket. Kvaliteten af værkerne er svingende, men entreen er fri, og er du i Berlin, kan jeg kun anbefale at slå et smut forbi, gemme sig lidt fra gadens larm og give sig tid til at suge indtrykkene ind. Det bedste er diversiteten i værkerne som veksler mellem humor og alvor, vægt på udtryk/indhold samt en bred diversitet i valg af medie. Ligeledes kan det anbefales for tyskkyndige at erhverve sig det tilhørende katalog, hvor både tekst og billedmaterialet er ganske udmærket.

Følgende kunstnere er repræsenteret på udstillingen: Petra Auer, Johannes Blank, Katinka Bock, Slawomir Elsner Shahram Entekhabi, Harun Farocki, Andreas Fogarasi, Ingo Ferken, Rahpael Grisey, Falk Haberkorn/Sven Johne, Lise Harlev, Farida Heuck, Susan Hiller, Andree Korpys/Marcus Löffler, Thomas Locher, Marisa Maza, Johannes Raether, Florian Wüst og Jun Yang.

Relaterede links
www.ngbk.de